Erik 6. Menved
Erik 6. Menved (1274 - 13. november 1319), dansk konge 1286-1319, født som søn af Erik Klipping og Agnes af Brandenburg og to år efter hyldet som tronfølger.

Efter farens mord overtog enkedronning Agnes styrelsen i sin lille søns navn; ved indrømmelser til hertug Valdemar formåede man denne til at støtte barnekongen, på Danehoffet i Nyborg (1287) udlagdes en række stormænd som kongens drabsmænd, og i julen samme år kronedes Erik Menved. I lang tid gav eftervirkningerne af mordet i Finderup Erik Menveds styrelse dens præg; de fredløse havde fundet tilhold i Norge, og fra dette land udgik store hærgetogter mod Danmark, mens de forviste satte sig fast på Hunehals og Hjælm; med ærkebiskop Jens Grand, der sympatiserede med dem, kom Erik Menved i en heftig kiv, der førte til, at han 1294 lod prælaten fængsle.

Efterhånden blev Erik Menved dog led ved denne endeløse strid og søgte at.drage sig ud af den; kirkestriden endtes, da han skrev et ydmygt brev til pave Bonifacius 8., som nu forsatte Jens Grand til et udenlandsk stift; med Norge hørte krigen efterhånden op, om end den endelige fred først sluttedes i København 1309.

Mod sin vilje inddroges Erik Menved i den indre kiv, der herskede i Sverige mellem hans svogre, kong Birger og hans brødre; ved gentagne krigstog støttede Erik Menved kongen, og under hans mægling forligede de svenske fyrster sig i Helsingborg 1310. På denne tid havde Erik Menved for længst haft sin hovedopmærksomhed rettet imod Nordtyskland, hvor de opløste forhold syntes ham at åbne muligheden til en genoptagelse af Valdemar Sejrs erobringspolitik. Han bemægtigede sig det lille fyrstendømme Rostock; kejser Frederik 2.s afståelsesbrev fra 1214 havde han fået stadfæstet af Albrecht af Østrig, Lübeck anerkendte ham som skytsherre, og mange tyske tyrster sluttede sig nøje til ham.

Erik Menved fandt stort behag i således at optræde som leder, og den glimrende turnering i Rostock 1311 tilfredsstillede hans pragtlyst; men midt under festerne forbandt fyrsterne sig hemmelig mod de fremvoksende hansestæder, som de betragtede med misundelige øjne. Erik Menveds store alliancesystem stod dog ikke sin prøve; i markgrev Valdemar af Brandenburg fandt han en kraftig modstander, og til sidst strandede hans politik ganske ved et forsøg på at erobre Stralsund (1316).

Siden havde han intet andet at gøre end at trække sig ud af sine tyske forbindelser; men klart fremtrådte det nu, hvor lidt hans storpolitik havde været afpasset efter hans riges evner. Den havde kostet masser af penge, og hans undersåtter havde måttet bære store byrder. Følgen var en misfornøjelse, der 1313 havde ført til et ligefremt oprør i Jylland, som kongen kun med vanskelighed havde fået undertrykt. Nu kom det også til et brud mellem kongen og både tronfølgeren, hans troløse bror Christoffer, og rigets ærkebisp, Esger Jul. I Sverige havde Birger forrædersk fået sine brødre i sin magt og ladet dem dø af hunger på Nykøping; landet rejste sig imod ham, og Erik Memved måtte snart opgive sit forsøg på at holde ham oppe. Således endte Erik Menveds en tid så strålende regering mørkt, og under sin pengenød måtte han blandt andet pantsætte store dele af sit rige til udenlandske fyrster eller indenlandske stormænd; den opløsning af det danske rige, som snart viste sig, forberedtes under ham.

Erik Menved døde 13. november 1319 få måneder efter sin hustru, Magnus Ladelås' datter Ingeborg, som han havde ægtet 1296, men hvis børn alle enten var dødfødte eller døde som ganske små. Hans tilnavn stammer vist fra en af ham anvendt ed, »Mænd ved«