Erik Eriksson
Erik Eriksson (1216 - 2. februar 1250), svensk konge, kaldt »Läspe och halte«, var søn af Kong Erik Knutsson og toges til konge år 1222, efter at den sverkerske slægt var uddød med kong Johan. År 1229 blev Erik Eriksson forjaget af Knut Lange og flygtede til sin morbror Valdemar Sejr. Knut var konge til sin død 1234, hvorefter Erik Eriksson. vendte tilbage og på ny blev konge. Den egentlige magt udøvedes imidlertid af Jarl Ulf Karlsson og efter hans død af Birger Jarl. Begge tilhørte Folkunga-slægten, hvis magt var i stærk tilvækst, og med hvilken Erik Eriksson ved giftermål trådte i frændskab.

Erik Eriksson regeringstid var meget urolig. I Upland gjorde bønderne oprør, og fejder rasede også mellem kongen og rigets stormænd. Under Erik Eriksson fortsattes det under hans stamfader Erik den Hellige begyndte omvendelsesværk i Finland, og tavasterne blev ifølge den svenske rimkrønike af Birger Jarl tvunget til at lade sig døbe. Ved denne lejlighed skal Tavastehus være blevet grundlagt. Erik Erikssons tid er også betydningsfuld derved, at den svenske kirke nu gjordes mere lig den almindelige katolske ved bestemmelserne om cølibat med mere på kirkemødet i Skeninge 1248 og ved Innocentius 4.s bulle af 1250 blev kirken i Sverige skilt fra staten, og grunden lagdes til kirkevælden. Erik Eriksson var den sidste konge af den Erik'ske slægt.