Erik Sejrsæl
Erik Sejrsæl, svensk konge, død cirka 995, var søn af kong Emund. Hans brorsøn Styrbjørn gik i Harald Blåtands tjeneste og angreb Erik Sejrsæl med en dansk hær. Ved Uppsala stod der et vældigt slag; her faldt Styrbjørn, og danskerne flygtede. Af denne sejr fik Erik Sejrsæl sit tilnavn. Senere, da Harald Blåtand var død, og Svend Tveskæg var draget på årlange Englandstogter, tog Erik Sejrsæl hævn, idet han erobrede det herreløse Danmark. Snart vendte Svend Tveskæg dog tilbage, og under hårde Kampe, særlig ved Hedeby, fordrev han svenskerne. I Danmark synes Erik Sejrsæl at have ladet sig primsigne; men snart fortsatte han sin hedenske levevis. Kort efter må han være død. Erik Sejrsæls dronning var Sigrid Storraade, deres søn Olof Skötkonung.