Erik den Røde
Erik den Røde (Eirikr rauði Þorvaldsson), Grønlands opdager og første landnamsmand, død cirka 1007.

Erik den Røde, der var født i Norge, havde hjemme ved Breiðfjorden på Island. Formedelst nogle drab blev han dømt fredløs, og han udrustede da sit skib for at opsøge Gunnbjarnarsker, et land, som Gunnbjörn Ulfsson havde opdaget. Han sejlede 981 eller 982 lige mod vest fra Snæfellsnes, en halvø på vestkysten af Island, og kom til østkysten af Grønland ved Miðjøkull eller Bláserkr. Derfra styrede han mod syd langs med kysten for at finde beboeligt land. Den første vinter opholdt han sig på en ø, som han kaldte Eiriksey, omtrent i midten af den såkaldte Østre-Bygd, ved mundingen af Eiriks-fjord. De to følgende år anvendte han til at undersøge det nyopdagede land og sejlede derpå til Island, således som han havde lovet sine venner, hvis han opdagede land. Han kaldte det nye land Grænland og valgte et så lovende navn, for at folk skulle få lyst til at flytte derhen.

Den følgende sommer vendte han tilbage til Grønland for der at nedsætte sig (985 eller 986). Landets smukke navn og Erik den Rødes beskrivelse af dette må have vakt opsigt i det vestlige Island; idet ikke mindre end 25 skibe udrustedes fra Breiði-fjorden og Borgar-fjorden i den hensigt at tage over til Grønland. Af disse nåede kun 14 derhen; de øvrige drev enten tilbage eller forliste. Erik den Røde byggede sig en gård på et sted, han kaldte Brallahlid, mellem Eiriks-fjorden og Einars-fjorden.

Da Erik den Røde døde, havde vel omtrent 1.000 islændere nedsat sig på Grønland og taget den beboelige del af landet i besiddelse.


           

bsp;