LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Biografier            Opdagelsesrejsende         


Fabian Gottlieb von Bellingshausen
Fabian Gottlieb von Bellingshausen (russisk Faddei Faddeivitsch), russisk admiral (20. september 1778 - 13. januar 1852). Bellingshausen blev født på Ösel og død i Kronstadt. Allerede som tiårig begyndte han på sin militære løbebane som kadet ved søfartsakademiet i Kronstadt, og han deltog 1803 til 1806 i Krusensterns verdensomsejling (den første russiske verdensomsejling) og udmærkede sig 1809 som korvetkaptajn i krigen mod svenskerne.

Fra den 5. september 1819-21 foretog han på regeringens vegne en opdagelsesrejse til Sydpolen, hvor han trængte frem til 70° sydlig bredde og opdagede adskillige øer, herunder Peter 1.'s ø og Alexander 1.'s ø. En rejsebeskrivelse herom udkom 1831 i Rusland. Senere blev han chef for Østersø-eskadren, understøttede 1828 de russiske landtroppers operationer mod Varna, blev for denne tjeneste forfremmet til viceadmiral og blokerede under det polske oprør Kurlands kyster. For denne tjeneste forfremmedes han til admiral. 1839 udnævntes han til guvernør i Kronstadt samt chef for havnevæsenet. I Kronstadt er der efter hans død blevet oprejst en statue til minde om ham.