Ferdinand 1. af Aragonien og Sicilien
Ferdinand 1., konge af Aragonien og Sicilien (1410-16), søn af Johan 1. af Kastilien. Som formynder for sin nevø, Johan 2., vandt han ry for sin tapperhed og retfærdighed, og da det gamle aragonske kongehus uddøde 1410, tilbød stænderne ham kronen og lod en kommission undersøge de forskellige prætendenters rettigheder. Denne udtalte sig til gunst for Ferdinand 1. (1412), hvorefter hans rivaler trak sig tilbage med undtagelse af Greven af Urgel, der støttet af englænderne fortsatte kampen til 1413. Det følgende år kronedes Ferdinand 1., der i sin korte regeringstid viste sig som en dygtig hersker.