Ferdinand 1.
Ferdinand 1.
Ferdinand 1. (10. marts 1503 - 25. juli 1564), tysk-romersk kejser (1558-1564), søn af Filip den smukke af Østrig og Johanne den vanvittige af Spanien.

1521 overdrog hans bror Karl 5. ham de habsburgske lande i Tyskland, og samme år giftede han sig med den ungarnske-bøhmiske konge Ludvig 2.'s søster Anna. Ved dette ægteskab åbnede der sig muligheder for en mægtig udvidelse af den habsburgske husmagt. Da kong Ludvig, der var gift med Ferdinands søster Marie, faldt i Slaget ved Mohacs 1526, blev Ferdinand nemlig hans arving både i Böhmen og Ungarn. I Böhmen anerkendtes han efter nogen modstand 22. oktober 1526, men i Ungarn valgte det nationale parti Johan Zapolya til konge. Ferdinand sejrede dog og opnåede kongevalg 17. december 1526 i Pressburg og næste år kongekroning i Stuhlweissenburg, men Zapolya fik nu støtte fra tyrkerne.

Soliman 2. (1520-66) erobrede 1529 Ungarn og angreb selve Wien, der dog forsvaredes så tappert, at tyrkerne trak sig tilbage, endnu før de hære, man rundt om i Tyskland havde begyndt at etablere, var klar til krigen. Det meste af Ungarn beholdt Zapolya imidlertid, og fra nu af truedes Ferdinand hele sit liv af Soliman's angreb.

Ferdinand var ikke blot besidderen af de tyske habsburgske lande, men havde tillige en fremragende stilling som sin kejserlige brors repræsentant i riget i de lange perioder, i hvilke denne opholdt sig uden for Tyskland. Han viste sig i denne egenskab - især på rigsdagene i Speier 1526 og 29 - som udpræget katolsk, men indtog dog en meget forsigtig holdning over for protestanterne, hvis hjælp mod tyrkerne han stadig havde brug for. 1531 valgtes han til romersk konge og udpegedes således til brorens efterfølger.

Samme år søgte han forgæves et forlig med Soliman, men vendte sig derefter i forståelse med kejseren til protestanterne. Forhandlingerne med disse førte til religionsfreden i Nürnberg 1532, der gav protestantismen muligheden for en fortsat uforstyrret udbredelse, men tillige bevirkede, at protestantiske og katolske fyrster ivrig gjorde sig klar til krig, da Soliman 1532 atter satte sig i bevægelse mod Wien, så tyrkerne fandt det bedst at vende om. 1538 aftalte Ferdinand med Zapolya, at han skulle have Ungarn efter dennes død; men da denne indtraf 1540, anerkendte kun en del af ungarerne disse aftaler.

Flertallet samlede sig om Zapolya's enke Isabella og deres ganske unge søn og fik atter støtte hos tyrkerne, der 1541 tog magten i det meste af Ungarn, så Ferdinand kun beholdt den vestligste del.

I den tyske politik kom Ferdinand i disse år stadig mere til at indtage en mellemstilling mellem de tyske protestantiske fyrster og kejseren. Ikke alene mæglede han, trods sine katolske anskuelser, af politiske grunde mellem dem, men hans forhold til broren blev også spændt, da denne 1548 bragte planer frem om at gøre sin søn Filip til sin efterfølger som tysk kejser. Disse planer fandt modstand fra alle sider. Kejseren ændrede dem da og opnåede 1551 en aftale med Ferdinand om, at denne skulle være kejser efter Karl's død, men Filip da straks romersk konge og siden Ferdinands efterfølger som kejser, mens Ferdinands søn Maximilian da skulle være romersk konge. Også denne plan strandede imidlertid på fyrsternes modstand, og da Karl, efter at hele hans tyske politik var mislykket, september 1556 nedlagde kejserværdigheden, var det til fordel for Ferdinand, der ved forligene 1552 og 55 havde optrådt som mægler.

Han valgtes dog først til kejser 28. februar 1558 efter at have afgivet et løfte om at bevare religionsfreden af 1555. Også som kejser fortsatte han sin gamle politik. På tridentinerkoncilet 1562-63 arbejdede han for gennemførelsen af nadveren i begge skikkelser og ophævelsen af cølibatstvangen, men uenigheden mellem stormagterne gjorde det muligt for paven at hindre disse beslutninger, og koncilets resultat blev en umuliggørelse af et forlig mellem Tysklands protestanter og katolikker. Også kejserens forsøg på at samle disse mod tyrkerne mislykkedes, og 1562 måtte Ferdinand slutte en 8-årig fred med Soliman, ved hvilken han lovede ham en årlig tribut.

Før sin død opnåede han dog 1562 at få sin søn Maximilian valgt til sin efterfølger som tysk kejser.