Ferdinand 2.
Ferdinand 2. (9. juli 1578 - 15. februar 1637), tysk-romersk kejser (1619-37), søn af Maximilian 2.'s yngre bror Karl af Steiermark og Marie af Bayern. Han blev opdraget strengt katolsk, og hele sit liv igennem blev han talsmanden for en snæversynet katolsk politik, blottet for al smidighed. Striden om, hvem der skulle følge hans fætter Matthias, (1612-19), endte 1617 med, at Ferdinand blev udset til hans arving, og samme år lykkedes det endog at bevæge den bøhmiske landdag til at erkende ham som retmæssig arving til den bøhmiske krone, hvorpå han 1618 kronedes som ungarsk konge.

Endnu før Matthias var død, fik Ferdinand den østrigske politik ind i et yderligt katolsk spor, og i Böhmen, hvor man allerede 1617 havde været meget misfornøjet, førte nu de katolske overgreb til åbent oprør maj 1618. Den kejserlige hærs angreb på Böhmen mislykkedes, og bøhmerne trængte støttede af schlesierne frem mod Wien.

Da nu Matthias døde 20. marts 1619, blev Ferdinands stilling særdeles vanskelig, Ungarer og mährer sluttede sig til bøhmerne, og i selve de østrigske arvelande opstod protestantiske bevægelser, så kejseren juni 1619 var lige ved at blive tvunget til at overgive sig i Wien. Han fik imidlertid undsætning, og situationen ændredes nu hurtig. 28. august 1619 valgtes Ferdinand til kejser. Dagen før var Frederik af Pfalz valgt til bøhmisk konge, men mod ham samledes nu Polen, Spanien, kejseren, det katolske Tyskland og dele af det protestantiske. Resultatet blev et nederlag til Böhmen efter Slaget på det hvide Bjerg 1620. Ferdinand var nu herre i sine arvelande, men han nøjedes ikke med her at straffe oprørerne hårdt og med vold føre bøhmerne tilbage til katolicismen; også i det øvrige Tyskland skulle denne gennemføres, og Frederik af Pfalz skulle miste alle sine lande. Følgen blev, at krigen blev fortsat. I de første 10 år beholdt kejseren og hans allierede overhånd over de tyske fyrster og Christian 4. 1629 var protestanterne bekæmpet, og med Wallenstein's hær var kejseren endog blevet uafhængig af de katolske fyrster. Han lod da Wallenstein skalte og valte efter behag med landene, mens han selv, mod Wallenstein's råd, gav sine religiøse ideer udtryk i restitutionsediktet af 6. marts 1629, hvis gennemførelse ville have ødelagt protestantismen.

Samtidig søgte han, at få sin søn anerkendt som romersk konge. Han vendte imidlertid ved denne politik begge parter mod sig. Protestanterne søgte støtte hos Gustaf Adolf, kurfyrsterne nægtede at vælge sønnen og krævede i stedet Wallenstein afskediget. Kejseren måtte bøje sig for disse krav, og 1630-32 var der risiko for at Gustaf Adolf's sejre ville sprænge det tyske Rige. Efter dennes død formindskedes faren for dette, men kejserens fjender, hvortil fra 1635 Frankrig hørte, var dog stadig en stor trussel. Ferdinands forsøg på at skabe et katolsk Tyskland med en stærk kejsermagt var mislykkede. December 1636 lykkedes det ham dog endnu at få sin søn Ferdinand valgt til romersk konge.