Ferdinand 7. af Spanien
Ferdinand 7. af Spanien
Ferdinand 7. (14. oktober 1784 - 29. september 1833), konge af Spanien 1814-33, søn af Karl 4., var lige så rå og frastødende af ydre og væsen som fej, hyklerisk og troløs af sind.

Han voksede op under dårlige familieforhold, og hans opdragelse blev meget forsømt. Påvirket af sin lærer Escoiquiz tog han tidlig del i intriger imod Godoy, der var hans fars yndling og hans mors elsker, og blev ved sit ægteskab 1802 med Marie Antonia (født 1784), datter af hans farbror Ferdinand 4. af Neapel, helt ført over til det antifranske parti. Da hun døde 1806 som følge af dronningens krænkelser, ville Godoy overtale ham til at ægte en søster til Godoy's egen ægtefælle (af en sidelinie af kongehuset). Dette afslog Ferdinand, skønt han truedes med at miste sin arveret, og han henvendte sig derimod i et brev fuldt af smiger 11. oktober 1807 til Napoleon 1. med bøn om at få en slægtning af denne til ægte. For denne henvendelse til en fremmed hersker uden farens samtykke blev Ferdinand fængslet, men frifundet af domstolen, og han fik sin fars tilgivelse ved at angive sine venner, som til straf forvistes.

Opstanden marts 1808 tvang Karl 4. til at nedlægge kronen til fordel for Ferdinand, men han fortrød det snart og søgte hjælp hos Napoleon. På mødet i Bayonne, hvortil Ferdinand lokkedes af Savary, blev han den 10. maj tvunget til at frasige sig kronen imod en årlig ydelse på 1 millioner franc, og han fik nu ophold på Talleyrand's slot Valencay. Under dette fangenskab viste Ferdinand's lave tænkemåde sig tydelig. Han vedblev med sit smigreri over for Napoleon, festligholdt de franske sejre i Spanien og opfordrede spanierne til at underkaste sig; ja han forrådte endog dem, der søgte at befri ham.

December 1813 blev han sat fri for at blive konge i Spanien i forbund med Napoleon. 22. marts 1814 vendte han tilbage til sit land, hilst med jubel, og ophævede 4. maj den fri forfatning af 1812, fordi Cories havde tiltaget sig magten i hans fraværelse og pålagt folket en anarkisk forfatning efter de revolutionære franske grundsætninger. Han lovede at udarbejde en ny forfatning, men brød sit løfte. Inkvisitionen genindførtes ligesom censur og pinebænk, klostrene genoprettedes, og jesuitterne fik deres for 50 år siden inddragne godser tilbage. Derimod måtte køberne af nationalgodser afstå disse uden vederlag. Desuden forfulgtes ikke alene de spaniere, der havde sluttet sig til franskmændene, uagtet forsikring om amnesti (10.000 forvistes), men også de liberale, der havde kæmpet for hans sag. Mange af Spaniens bedste mænd forvistes eller overførtes til bagno'erne i Nordafrika eller til strengt bodsfængsel i klostrene (50.000 fængsledes i alt), og de gentagne militæropstande 1815-17 gjorde ham endnu mere mistroisk og grusom.

Regeringen var prisgivet hans luner, og jævnlige ministerskifter fandt sted, mens forvaltningen og især finanserne kom i dybt forfald. Riego's opstand i januar 1820 gav stødet til en almindelig opstand, og i marts måtte Ferdinand indføre forfatningen af 1812, men arbejdede stadig på at omstyrte den, således ved hemmelig henvendelse til stormagterne januar 1822 og ved gardens opstand juli samme år, mens han hyklede hengivenhed for Riego og andre frihedsmænd. Da en fransk hær april 1823 rykkede ind i landet, fulgte han vel nødtvungent med Cortes til Gadiz og lovede senere ved byens overgivelse at sikre forfatningens tilhængere mod overlast; men han brugte sin genvundne enevælde til en grusom forfølgelse, uden at tage hensyn til den franske regerings advarsler. Han tilbagekaldte alle revolutionens beslutninger som ugyldige, erklærede alle dens tilhængere for majestætsforbrydere, samt harmedes over, at så mange af dem undgik hans hævn ved at flygte til Afrika. I alt menes 50.000 at være flygtet til udlandet, 40.000 blev kastet i fængsel, og henrettelser blev foretaget i tusindvis. De »kgl. frivillige« øvede et sandt rædselsregimente i lighed med »den hvide terrorisme« i Frankrig 1815. Han var således ét værdigt sidestykke til sin farbror og navnebror, Kong Ferdinand 4. i Neapel.

Også ønskede han 1827 at omstyrte Portugals fri forfatning, for at den ikke skulle smitte Spanien. Dog kom han snart i strid med den klerikale reaktion, fordi han ikke helt ville følge den. Den »apostoliske junta«, der var dannet med hans samtykke for at støtte tronen og kirken, fremkaldte 1827 en opstand i Catalonien og arbejdede siden for at sætte hans bror Don Carlos i hans sted på tronen. Ferdinand bragtes derved til at nærme sig modpartiet, og dertil medvirkede hans nye ægteskab.

Efter at have været gift 1816-18 med Marie Isabella. Datter af Johan 6. i Portugal, og 1819-29 med Josefa, datter af prins Maximilian af Sachsen, uden at få nogen arving, ægtede han december 1829 sin niece Marie Christine. Hun skænkede ham to døtre, Isabella, der senere blev dronning i Spanien, og Louise, der 1846 ægtede hertugen af Montpensier. Marie Christine vandt stor Indflydelse over ham og overtalte ham 1830 til ,at ophæve den saliske arvefølgelov, som gjaldt i det bourbonske Hus, og genoprette den gamle kastiliske, der ikke udelukkede kvinderne.

Under hans sygdom oktober 1832 fik ministeren Calomarde ham vel til at tilbagekaldte denne beslutning; men da han igen blev rask, erklærede han, at tilbagekaldelsen var fralistet ham, og lod juni 1833 Isabella hylde samt indsatte hendes mor til fremtidig regentinde. Et par måneder senere døde han, efterladende Spanien i forfald og med udsigt til blodige borgerkrige både om tronfølgen og forfatningen. Tabet af de nyspanske lande i Syd- og Mellemamerika bør ligeledes tilskrives hans onde og tyranniske regime.