Filip 6.
Filip 6. (1293 - 1350) af Valois, konge af Frankrig (1328-50), søn af Filip den Smukkes bror, Karl af Valois.
Den lige linje af Kapetingernes mandsstamme var 1328 uddød med Filip den Smukkes tredje søn, Karl 4., men dronningen, Johanne af Evreux, var gravid, og man besluttede derfor foreløbig kun at indsætte en regent. Både Filip af Valois og kong Edvard 3. af England, en søn af Filip den Smukkes datter Isabella, bejlede til denne værdighed, men baronerne erklærede Filip for at være den nærmest arveberettigede, og da dronningen to måneder senere fødte en datter, overdroges kronen til Filip, til hvem Edvard også aflagde troskabsed i sin egenskab af hertug af Guienne.
I modsætning til sine forgængere, der ofte havde søgt og fundet støtte hos borgerstanden, sluttede Filip sig ganske til adelen. Han var en ridderkonge efter tidens smag; pragtelskende og personlig tapper var han en ivrig beundrer af ridderspil og turneringer og så med foragt ned på de fredelige kræmmere, for hvis penge han dog ofte havde god brug.
Hans første krigstog var da også en krig mod borgerne. Forholdene i Flandern var endnu ikke ret komne til ro siden Filip den Smukkes dage. Stæderne havde ganske taget magten fra greven, hvem de endog i nogen tid havde holdt fanget, og da han søgte hjælp hos Filip, tog denne sig villig af hans sag. Med en stor hær drog han kort efter sin kroning ind i Flandern og tilføjede borgerne et blodigt nederlag ved Kassel, hvorefter de måtte falde til føje (1328).
Kongen tænkte i den følgende tid på at gøre et korstog og havde nok taget korset 1332, men vigtige begivenheder hindrede ham i at forlade sit rige. Forholdet til England var på den tid meget spændt. Uundgåelige rivninger mellem begge landes handelsmænd og søfolk satte ondt blod, og at den nationale skotske tronprætendent, David Bruee, fandt støtte hos Filip, gjorde selvfølgelig ikke sagen bedre. 1337 erklærede Edvard 3. derfor krig, »hundredårskrigen«, og optog samtidig sine arvekrav på den franske krone, hvortil han særlig var blevet tilskyndet af Robert af Artois, en efterkommer af Ludvig den Hellige, der på grund af dokumentforfalskning havde måttet forlade Frankrig. Desuden greb forholdene i Flandern ind. Her havde greven i modstrid med sine undersåtters interesser ganske givet sig Filip i vold og beslaglagt engelske skibe og varer, hvad Edvard besvarede ved at forbyde udførselen af uld. Borgerne, ledede af Jakob Artevelde, tog imidlertid magten fra greven, der måtte flygte til kong Filip, og erklærede sig for en velvillig neutralitet, der senere gik over til et åbent forbund med Edvard, efter at denne på deres opfordring havde antaget titlen konge af Frankrig, for at de, som de sagde, ikke skulle være tvunget til at kæmpe mod deres rette herre. Ved deres hjælp slog Edvard en fransk flåde ved Sluys (1340), men for øvrigt bestod krigen i de første år mest af plyndringer og småkampe i Nordfrankrig og Bretagne, hvor der herskede strid om arvefølgen mellem Charles af Blois, der fik hjælp af Filip, og Johan af Montfort, der støttedes af englænderne.
1346 landede Edvard imidlertid med en hær i Normandiet, hvor han erobrede Caen; derpå trak han sig mod nord ad Flandern til, skarpt forfulgt af Filip, der imidlertid ikke kunne hindre ham i at overskride floden Somme, og da han således havde ryggen fri, bestemte han sig til at vove en afgørende kamp, som fandt sted ved Crécy (26. august 1346), hvor de franske riddere led et forsmædeligt nederlag.
Året efter erobredes Calais, som Filip trods besætningens heltemodige forsvar ikke formåede at undsætte, men i den følgende tid gjorde den sorte død ethvert krigstogt umuligt. Krigen havde kostet Frankrig uhyre summer, som Filip havde fravristet sine undersåtter, snart med generalstændernes, snart med provinsialstændernes samtykke, ja undertiden endog ganske egenmægtig ved en blot og bar kongelig forordning.
Den mest kendte blandt de skatter, der skriver sig fra denne tid, er den berygtede saltskat La gabelle, der første gang pålagdes 1341. En erstatning for de tab, Frankrig havde lidt mod nord, fandt Filip imidlertid mod syd, hvor han 1349 købte det rige Montpellier af Majorca og 1343 sluttede den overenskomst med fyrst Umberto 2. af Dauphiné, at dette land mod en pengesum og en årlig livrente skulle tilfalde den franske konges ældste søn, hvis fyrsten døde barnløs. Dette skete 1349 og halvdelen af det gamle kongerige Arelat var således erhvervet for Frankrigs krone. Derimod blev Navarra afstået til Ludvig 5.s datter.
Året efter døde Filip; i sit første ægteskab var han gift med Johanne af Burgund, hvis søn, Johan den Gode, fulgte ham på tronen, og året før sin død havde han ægtet Blanca af Navarra.