LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Biografier            Frankrig            Frankrigs kongerække         


Frans 1.
Frans 1. (12. september 1494 - 31. marts 1547), konge af Frankrig (1515-47), født i Cognac, død i Rambouillet, søn af Karl af Valois og Louise af Savoyen. Faren nedstammede fra den 1407 dræbte hertug af Orléans og var fætter til kong Ludvig 12.; han døde allerede 1496, og Frans blev nu opdraget af moren, der lige til sin død 1531 vedblev at øve en stor indflydelse på ham. Da Ludvig 12. ingen søn havde, var Frans hans nærmeste arving, og 1507 blev han forlovet med Ludvigs datter Claude. Han levede fra nu af ved hoffet, hvor han førtes ind i den blanding af middelalderlig ridderlighed og rennæsancekultur, der da rådede i Frankrigs fornemste kredse. Han passede ganske dertil; hans fantasier knyttedes til ridderidealerne, de kundskaber, han fik, gik på intet område tabt, og der fandtes hos ham intet af den borgerlige forsigtighed og udholdenhed, der havde skabt det franske kongedømmes storhed. Men han var samtidig det gode hoved med litterære, og kunstneriske interesser, der forstod at stille hoffet i glans også for den ny civiliserede slægt, og da han var blevet konge, vidste han altid med største værdighed at hævde sin kongemagt.

Som konge genoptog Frans den kamp om Italien, Ludvig 12. havde måttet opgive. Mod ham stod her Østrig, Spanien, paven og Maximilian Sforza, Milanos hertug, der støttedes af en talrig schweizisk lejehær. Frans sluttede forbund med Venezia, og endnu 1515 drog han mod Milano med en fortræffelig hær på 40.000 mand og tvang schweizerne til at forlade Italien. Sejren fulgtes af en række fredsslutninger. Maximilian Sforza overlod Frans Milano mod en årrente, kejseren afstod Verona til Venezia, og schweizerne forpligtede sig mod en pengesum til ikke at kæmpe mod franskmændene i Italien, men fremtidig tilbyde den franske konge deres hære. Med paven sluttedes 1516 et konkordat. Ved dette opgav kongen Baselkoncilets erklæring om koncilernes myndighed over paven; denne fik af de afgifter, han gjorde krav på, lov at beholde annaterne og fik ret til at sende dommere til Frankrig som appeldommere i en del gejstlige sager. Derimod fik kongen uindskrænket ret til at udnævne bisper og alle andre gejstlige i Frankrig. Endelig opgav England mod penge Tournai med mere, der var afstået under Ludvig 12., og 1516 sluttedes i Noyon en traktat med Spaniens unge konge Karl, hvorved familien d’Al’bret fik Navarra tilbage.

Da Kejser Maximilian døde 1519, ventede Frans at kunne vinde den tyske kejserkrone. Kronen tilfaldt imidlertid Karl 5., og dennes magt var nu ubetinget større end Frans’. En hårdnakket kamp mod Spanien fyldte med korte afbrydelser resten af Frans' liv. Franskmændene forsømte 1520 den gunstige lejlighed, en opstand i Spanien gav dem; først 1521 angreb de Spanien, og angrebet mislykkedes nu. Samme år tabte de Milano, og 1522 måtte de efter nederlaget ved Bicoque forlade Italien. Imidlertid havde heldet også i diplomatien fulgt Karl 5. Milano overlod han til Frans. Sforza, paven og England vandt han for sig, og endelig trådte han i forbindelse med Karl af Bourbon, den største lensmand, der endnu fandtes i Frankrig, og som af forskellige grunde var ophidset mod Frans. 1523 skulle nu Frankrig angribes fra alle sider, af englænderne mod nord , tyskerne mod øst, spanierne mod syd. De blev alle vegne drevet tilbage, men derimod tabte franskmændene atter i Italien, og først da Karl af Bourbon 1524 angreb Provence, standsedes han her; hans hær ødelagdes, og Frans besatte atter Milano. Selv belejrede han nu Pavia, mens han sendte en del af sin hær til Neapel. Karl af Bourbon samlede imidlertid atter en hær, og denne sejrede februar 1525 efter en hård kamp uden for Pavia. Frans blev selv fanget, og efter næsten et års fangenskab gik han januar 1526 i Madrid ind på at afstå Burgund, opgive suveræniteten over Flandern og Artois, genindsætte Karl af Bourbon i hans stilling og opgive kravene på Italien. Han lod imidlertid straks efter sin frigivelse en notabelforsamling for Burgund nægte hans ret til at afstå dette og beholdt det derpå. Samtidig lykkedes det ham 1526 at danne den hellige Liga af Frankrig, Venezia, Milano og Paven mod Karl 5. Dennes tropper sejrede 1526-27 over italienerne, men 1527 gik en fransk hær under Lautrec til Italien, erobrede først Norditalien og gik så 1528 til Neapel. Da et brud med Genuas Doge Andrea Doria bragte dennes flåde til at forlade Neapel, blev imidlertid Lautrecs stilling her uholdbar, og nu sluttedes freden i Gambrai 1529, hvor Madridfreden opretholdtes med den vigtige undtagelse, at Karl opgav Burgund. Frans benyttede de følgende år til ny forberedelser. Således oprettedes 1534 et nationalt infanteri, der skulle tælle 42.000 mand, han forsonede England og knyttede på een gang forbindelser med paven, de tyske protestanter og tyrkerne. Da Karl 5. efter Frantz Sforzas død 1535 overdrog Milano til sin søn, bemægtigede Frans sig Savoyen og Piemont. Det førte til et stort mislykket angreb på Frankrig, der ved våbenstilstanden i Nizza 1538 beholdt Savoyen og Piemont. Også Danmark og Sverige knyttedes nu til Frankrig, og 1543-44 førtes krigen endnu en gang. England var nu igen mod Frankrig, men stadig mislykkedes de store angreb på dette, og ved freden i Crespy 1544 blev alt uændret. 1546 sluttede så England også fred efter en del kampe, der havde vist betydningen af Frankrigs nyskabte flåde. Det var lykkedes Frans ved sit riges faste sammenhold at gå heldig ud af kampen mod de overmægtige habsburgere og hindre ethvert forsøg fra disse på at skabe et universalmonarki.

Indadtil havde Frans imidlertid uden egentlig at følge bestemte formål dog så temmelig fortsat ad de tidligere kongers vej. Han blev den egentlige skaber af det franske hofliv, der så stærkt bidrog til at knytte adelen til kongen. Claude var død 1524, og 1530 ægtede han Eleonore af Østrig; men større rolle end dronningerne spillede ved hoffet hans elskerinder, især Francoise de Chateaubriand, Lautrec’s Søster, og Anne d’Étampes. Kunstnerne, italienske og franske, knyttedes til hoffet og fik arbejde ved en række nye slotte, som Louvre, Fontainebleau og Chambord. Frans skrev selv digte og beskyttede ivrig forfattere, af hvilke flere fik betydelige gejstlige embeder, College de France grundedes 1530, og det kgl. Bibliotek udvidedes. Modstanden mod kongemagten syntes næsten ganske forsvundet; urolige adelsmænd straffedes strengt; gejstligheden var ved konkordatet 1516 blevet helt afhængig, senere indskrænkedes også dens domsret. Generalstænderne indkaldtes ikke, derimod holdtes 1527 en almindelig notabelforsamling i anledning af krigen; parlamenternes modstand, for eksempel mod konkordatet, blev let brudt, og deres magt indskrænkedes stærkt. Administrationen ordnedes ved oprettelse af guvernementer, styrede af afsættelige guvernører, og var i det hele god, dog var finanserne i stadig ubalance, og man måtte for at skaffe penge oprette et kongeligt lotteri. Mest indflydelse på kongens indenrigspolitik havde Connetablen af Montmorency.

Mens Frans stillede sig i et venskabeligt forhold til renæssancens humanistiske filosoffer, vendte han sig skarpt mod den protestantiske bevægelse, der allerede under ham nåede Frankrig. En tid holdt han sig dog afventende. Endnu 1535 forbød han religiøse forfølgelser, men senere lod han sig af katolske rådgivere bevæge til den store valdenserforfølgelse 1545, og 1546 brændtes adskillige protestanter, hvoriblandt Étienne Dolet.

Frans havde med Claude 3 sønner: Frans (1518-36); Henrik (1518-59), der fulgte ham på tronen, og Karl af Orléans (1522-45) samt 4 døtre, hvoraf de to døde som børn; den tredje, Madeleine (1520-37), ægtede 1536 Jakob 5. af Skotland, den fjerde, Margrete (1523-74), blev 1559 gift med hertugen af Savoyen.