Frederik 3.
Frederik 3.


Dansk konge:1648-1670
Norsk konge:1648-1670
Valgsprog:Herren er mig forsyn
EfterfulgteChristian 4.
Blev efterfulgt af:Christian 5.
Fødselsdato:18. marts 1609
Fødselssted:Haderslevhus
Dødsdato:9. februar 1670
Dødssted:København
Begravet:Roskilde Domkirke
Gift med:Sophie Amalie
Børn:Ulrik Frederik Gyldenløve
Christian
Jørgen
Anna Sofie
Frederikke Amalie
Vilhelmine Ernestine
Ulrikke Eleonore

Frederik 3. (18. marts 1609 - 9. februar 1670), konge i Danmark og Norge (1648-70), søn af kong Christian 4. og Anna Cathrine af Brandenburg, født på Haderslevhus, død i København.

Han var yngre søn, og længe varede det, før der åbnede sig udsigt for ham til at bestige tronen. Han fik en god opdragelse, tilegnede sig alsidige og solide kundskaber, og tidlig fremtrådte hos ham en interesse for løsning og videnskabelig arbejde, der var et særsyn hos mænd af hans slægt, men som han udviklede og bevarede hele livet igennem. 1624-26 opholdt han sig ved Sorø Akademi, 1629-30 var han i udlandet, i Frankrig og Friesland. Derefter stod han i en alder, der muliggjorde selvstændig handling, og gennem stillinger, der allerede i barneårene havde ophobet sig om ham, ventede der ham rig lejlighed til omfattende virksomhed. Tidlig havde faren søgt at skaffe ham en anselig fremtid ved at sikre ham en betydningsfuld fyrstelig stilling ved rigets sydgrænse; således blev han 1621 koadjutor i Bremen Stift, 1622 koadjutor og 1623 biskop i Verden, 1624 koadjutor i Halberstadt.

Endnu i 1630'erne fulgte lykken hans og farens planer om udvidelse af den vundne magt over nordtyske lande, og uagtet freden i Lübeck også berørte Frederiks interesser stærkt, blev han dog 1634 ærkebiskop i Bremen, og året efter fik han Verdens Stift i sin besiddelse. Men da fremkaldte krigen mellem Danmark og Sverige en afgørende forandring. Alt, hvad der var vundet syd for Elben, gik tabt. Direkte forhandlinger med Sverige efter Brømsebro-freden skaffede ham ikke landene tilbage, og 1647 gav han definitivt afkald på sine bispedømmer. Disse år havde bragt ham rige erfaringer, der havde præget og modnet hans personlighed, men det var væsentlig gennem de alvorligste vanskeligheder og kampe, at han havde nået sin udvikling. I de forholdsvis lykkelige år havde styrelsen af de forskellige tyske lande ikke været let; den storpolitiske stilling var stadig utryg, og i de indre forhold forbitredes Frederik af stridigheder med stænderne, over for hvilke han optrådte med stor skarphed. Under Svenskekrigen var han ikke heldig.

Tidlig i 1644 udnævntes han til generalissimus og præsident for krigsrådet i Gluckstadt, men hverken mens han stod i hertugdømmerne, eller da han i december samme år fulgte efter Wrangel mod nord og forenede sig med Anders Bille, lykkedes det ham at gøre fjenden væsentligt skade. Forholdenes store vanskelighed og hensynet til på een gang at beskytte marsklandene og forebygge, at svenskerne tog Bremen, hvilket sidste dog alligevel skete, anføres som undskyldning for, at han fik udrettet så lidt. Men samtidig var det kommet til et sammenstød mellem Frederik og den danske rigsmarsk Anders Bille. Under fællesoperationerne i Jylland ved nytårstid 1645 var de blevet uenige om krigsplanen. Der forblev en brod i begges sind; for første gang var prinsens virksomhed for alvor blevet forflyttet fra tysk grund til Danmark, og straks var han tørnet sammen med den mægtige danske adel, repræsenteret i rigsmarskens person.

I 1630'erne havde der været forhandlinger om et ægteskab mellem Frederik og dronning Kristina af Sverige. De førte ikke til noget, og 1640 forlovede han sig med Sofie Amalie, datter af hertug Georg af Braunschweig-Lüneburg. 18. oktober 1643 stod deres bryllup. To stærke, vidt forskellige personligheder stod fra nu af ved hinandens side. Sofie Amalies indflydelse på Frederik blev af indgribende betydning for ham. Frederik skildres allerede i 1632 af en engelsk gesandt som mørk og indesluttet. Han havde ringe sans for ydre adspredelser og forlystelser; stille studier var hans glæde og kunne vække hans livlige interesse. Stærke lidenskaber besad han, men vandt i årenes løb stor evne til selvbeherskelse.

Han afholdt sig fra stærke drikke, og af uægte børn kendes kun Ulrik Frederik Gyldenløve, der var født før hans ægteskab. Nu fik han til hustru en 20 år yngre kvinde, livsglad og levelysten, med stærke lidenskaber, fremfor alt en brændende ærgerrighed, og med krav på festligheder og støjende fornøjelser. Dybere indbyrdes sympati skabtes vanskelig her, men de mødtes i fælles ærgerrighed og krav om magt. Sofie Amalie var søster til fyrster med bestemt udprægede enevældige tendenser, hun havde evne som vilje til at lade sit kraftige initiativ indvirke på sin mand, og under dennes lange overvejelser, der ingenlunde altid skabte en fast besluttethed, var der god plads for en energisk påvirkning. Frederiks kampe i ungdomsårene lagde ham det nær at håbe på en tid, da alle forhindringer for hans magt kunne ryddes til side. Han havde udpræget dynastiske interesser. Minder om sammenstød med tyske stænder og mægtige danske adelsmønd sad fast. Tyske rådgivere, for hvem en stærk fyrstemagt var det ideelle modstykke til en dansk valgkonges beklippede myndighed, stod ham nær. Således førte karakter og livsvilkår allerede tidlig prins Frederik og hans hustru frem mod de samme enevældige idealer, der brød så stærkt frem i det samtidige Vesteuropa.

Under uvisheden med hensyn til sine tyske landes skæbne og fra det øjeblik af, da forlovelsen med Sofie Amalie var kommet i stand, havde Frederik vist en stigende interesse for at vinde magt inden for det danske rige. Juli 1647 havde han fået en fast virksomhed der, idet han blev statholder i hertugdømmerne med bopæl i Flensborg, og snart så han store muligheder åbne sig for sin fremtid.

Længe havde hans ældre bror, tronfølgeren hertug Christian, været svagelig, og udsigten til, at han ville få børn, været ringe. Alligevel havde Frederik 1642 og 1643 sikret sig betydelige dele af hertugdømmerne for det tilfælde, at broren skulle efterlade sig arvinger eller blive konge. Siden går han videre og søger at opnå et subsidiært tronfølgervalg, skønt broren endnu er i live, og udtalelser i hans breve fra denne tid viser, hvorledes allerede nu arvekongespørgsmålet stod for ham som det egentlige mål. Og da så prins Christian dør juni 1647, kommer det øjeblik, da Frederik endelig opgiver kampen for at få sine bispedømmer tilbage, utvivlsomt påvirket af hensynet til, at den danske adel vitterlig nærede frygt for, at striden om stifterne, hvis han valgtes til konge, skulle medføre en ny krig med Sverige. Således var prins Frederiks stræben for længst rettet mod kronen, men intet kongevalg var foretaget, da Christian 4. døde 28. februar 1648.

Månederne efter den gamle konges død var en kamptid, og fra det øjeblik af, da han 7 dage efter farens død nåede til København fra Flensborg, var striden om valget og dets vilkår i gang mellem ham og Rigsrådet. Først 3. maj endte de lange forhandlinger, og 6. juli fandt hyldningen sted. 23. november kronedes Frederik og hans dronning. Modstanden mod hans valg havde langt mindre fået positive udtryk end været til stede som en stemning inden for de mægtige adelskredse. Man vidste der god besked med hans enevældige lyster, man frygtede indflydelsen fra Sofie Amalie og fra rådgivere som Dietrich Reinking, Christoffer Gabel og Theodor Lente; også striden med Anders Bille var i frisk erindring. Trods splittelsen inden for adelen opnåede Frederik da heller ikke valg uden på de hårdeste vilkår. Hans fordring om at få Norges rige overleveret efter arveretten lykkedes det ham ikke at gennemføre; han måtte erkende sig for valgt der såvel som i Danmark. Håndfæstningen bandt ham på alle punkter, og flere bestemmelser viste adelens frygt for, hvad der kunne ventes af ham.

Frederiks kongetid falder i 2 afsnit, vendepunktet er Svenskekrigen, der baner vej for suverænitetens indførelse; adelsvældens sidste dage følges af enevældens første tiår. I årene indtil 1651 er kampen mod svogerpartiet midtpunktet. I dette år forlader Corfitz Ulfeldt som flygtning Danmark, mens Hannibal Sehested opholder sig i unåde udenlands. Allerede på dette tidspunkt var kongemagten kendelig stærkere, end da håndfæstningen underskreves; men denne magtforskydning, der siden fortsattes, beroede ikke så meget på en bevidst og konsekvent politik fra kongens side som på en stilfærdig udvikling af forholdene. Adelen var i opløsning, de andre magtfaktorer svage; hoffet bandtes ikke af slægtshensyn til mægtige indenlandske adelsmønd, men knyttet med stærke tråde til det enevældige Braunschweig levede det sit eget liv for kongeparrets interesser. Uden noget direkte brud med sine forpligtelser forstod kongen og hans rådgivere til det yderste at udnytte al den myndighed, der var levnet kongemagten. De få reformer, der så lyset, skyldtes deres initiativ, udenrigsstyrelsen lå væsentlig hos kongen. Men i det stille vokser de enevældige tendenser, de viser sig i den stigende benyttelse af fremmede rådgivere; interessen for Norges anerkendelse som arverige er stadig levende. På en hidtil ukendt vis former der sig om kongeparret et hof efter europæisk mønster, og det bliver næsten som en trussel over for Rigsrådet. Hoffet drager til sig; hoffet bliver en magtø, hvis interesser føles i modstrid med rådets. og hvor det er muligt, undlader kongen ethvert hensyn til dettes ønsker. Man sporer ny tings frembrud af den stigende opløsning, men uvist og uklart var alt, endnu kun i uberegnelig, langsom vorden. Da kommer krigen med Sverige 1657.

Kongen har et hovedansvar for krigserklæringen. Årsagerne til rigets svaghed var gamle, men uden modent overlæg kastede hans beslutning landet ind i den fortvivlede kamp i et øjeblik, hvor den største økonomiske nedgang trådte grelt frem på baggrund af en social opløsning. Hans trang til selvvilje fik her for en gangs skyld et udtryk, der drog Rigsrådets flertal med sig. Men mens krigens resultat blev rigets sønderlemmelse og fuldstændige forarmelse, så fandt kong Frederiks vågne selvherskertendenser og dynastiske interesse her omsider den baggrund, ud fra hvilken der kunne voves og vindes.

Allerede under krigens første del foretog han skridt til en magtudvidelse. Da den gottorpske hertug ved Roskilde-freden havde fået suverænitet over sin del af Slesvig, skaffede kongen sig det samme for sig og sine arvinger i den kongelige del. Bornholm fik han siden til arv og eje i sin slægt, og mens Rigsrådet trængtes mere og mere til side for de fremmede rådgivere og venner, tiltog mellem disse de tyske officerers tal. Så kom den anden krig og bragte kong Frederik den fortjente folkeyndest for kongelig mod og mandig udholdenhed. Han skænkede København privilegierne og knyttede byens borgerskab nøje til sig, ja vakte hos hele rigets borgerstand tanker om, at kongen ville være føreren i den stadig voksende kamp mod adelens overvælde.

Regeringsforandringen 1660 blev kun for en del Frederiks eget værk; ind i en række årsager, der havde rod dybt i folkets historie og i en lang social og politisk udvikling, greb han med klog og resolut benyttelse af lejlighed og personer. Men så lidt som han havde været i stand til at opbygge en politik på et fundament af klare principper, så lidt var han overlegen nok til at kunne skabe helt forfra eller til at kunne benytte de frugtbare spirer, der fandtes. Hans stræben efter enevælden var vel i samklang med, hvad der rørte sig ude i Europa, men for ham selv »var det hele nærmest et spørgsmål om formålstjenlighed og magt«. Han blev i høj grad drevet frem af den energiske dronning og af beslutningskraftige rådgivere, men de, der handlede offentlig for ham, følte sig trygge ved at vide ham bag sig.

Derimod sveg han enhver forventning om forstøelse af den trang til et vist mål af folkelig medregering, der var et element i den store opløsning, der havde muliggjort hans statskup. Han skred resolut frem til den ubetingede enevælde, da han så mulighed derfor. Han tog ikke hensyn til borgerstandens ønsker, og han slog hårdhændet adelens misfornøjelse ned.

Den 16. oktober 1660 fik han sin håndfæstning klasseret, 18. oktober og 15. november samme år hyldedes han som arvekonge, 10. januar 1661 fik han ved »arveenevoldsjakten« af stænderne overdraget arveret, suverønitet og absolut regering, og 14. november 1665 blev hans underskrift på Kongeloven den endelige fuldbyrdelse på værket.

De sidste 10 år af Frederiks regering optoges af det store arbejde på den reorganisation og omdannelse af regering og administration, som allerede i efteråret 1660 var påbegyndt og ved den ny tingenes orden søvel som de bestående forfatningsrammers bristning gjordes påtrængende nødvendig. Kongens stærke og levende interesse spores her overalt; selv hvor yndlinge som Christoffer Gabel og tillidsmønd som Peder Reedtz, Henrik Bjelke, Hans Schack og Hannibal Sehested eller siden Peder Schumacher overtog en stor del af arbejdet, havde kongen sin hønd med deri, og fremfor alt vøgede han over, at hans kongevølde sikredes og omgørdedes. Kollegialordningen indførtes, den dømmende magt udskiltes på det øverste trin fra administrationen. Men ligesom kongen resolverede efter kollegiernes indstillinger, således mødte han selv i Højesteret som præses og fældede ofte domme der.

Lensstyrelsen forsvandt og afløstes af amter; de fastlønnede amtmænd udnævntes alle af kongen. Finanserne søgte man på enhver vis at bringe på fode, og mens skattebyrden efter de andre stænders stærke krav også pålagdes adelen, fik borgerlige mænd adgang til kollegierne og udsigt til at nå lige så højt i embeder og indflydelse som adelen. Denne stand var ramt hårdest ved regeringsforandringen, og aldrig svandt kongens mistillid og uvilje mod den.

Der sporedes vel svage tegn på, at ogsø de lavere stønder med uvilje sø sig berøvede enhver indflydelse på landets styrelse. Københavns borgere var misfornøjede med Kastellets anløggelse, der var som en trusel mod dem, men det gode forhold mellem dem og kongen bevaredes dog. Anderledes var forholdet til adelen. Frederik havde taget dens vigtigste reelle privilegier, og fra først til sidst sigtede han bevidst mod dens undergang. Kun de danske adelsmænd, der bestemt sluttede sig til ham og støttede den ny enevælde, vandt hans gunst og fik hans støtte til gengæld. Hårdt ramte han enhver, der tilsidesatte den skyldige respekt over for kongen, retssagerne mod Kaj Lykke, Corfits Ulfeldt og Gunde Rosenkrantz skræmmede al opposition tilbage, og netop i dette forhold fremtrådte de hårdeste sider i Frederiks karakter. Ellers udøvedes den enevælde, han havde taget, ikke hårdt eller despotisk, om end Frederik på den anden side aldrig kom til at blive en folkelig konge, som faren Christian 4. eller sønnen Christian 5., der ved personlig omgang med folket vandt dets hengivenhed og kærlighed.

Ved siden af sin stadige deltagelse i sit lands regering, hvor alle tråde jo nu med een gang var samlede alene i hans hånd, plejede kong Frederik til sin død de interesser, han fra ung af havde følt sig tiltrukket af. Teologiske emner syslede han gerne med og påhørte med udholdenhed spidsfindige, teologiske diskussioner. Han interesserede sig for nordisk oldkyndighed og søgte at følge med Tormod Torfesens (Torføus) arbejder. Men endnu videre gik dog hans sans for naturvidenskaberne. Den førte ham for eksempel til at nære planer om at udgive Tycho Brahes samlede værker. På den anden side følte han ogsø gløde ved den mystiske, fantastiske side af datidens naturstudier. Den italienske læge og kemiker Francesco Borri blev hans yndling, med ham tilbragte kongen mange timer i samtale om Borris fantasier om øde Vises Stenø og om kunsten at gøre guld, hvortil mange penge af kongens kasse medgik. Midtpunktet for alle disse sysler blev den bogsamling, som Frederik skabte, og som blev oprindelsen til det store kgl. Bibliotek. Dog ikke alene på bøger samlede han med forkærlighed, men også på kunstsager og rariteter.

Frederik havde ført et mødeholdent liv fyldt med interesser, der gjorde det vidt forskelligt fra hans fars. Alligevel blev han ikke så gammel som denne. Allerede 1670 døde han efter 3 dages smertefuldt sygeleje ikke fuldt 61 år gammel; 4. maj samme ør begravedes han i Roskilde Domkirke.

Foruden Ulrik Frederik Gyldenløve efterlod han sig 6 børn med Sofie Amalie, 2 sønner og 4 døtre. Af sønnerne blev den ældste, Christian (født 1646), hans efterfølger på tronen, den anden, Jørgen (født 1653), ægtede siden dronning Anna af Storbritannien. Den ældste af døtrene var Anna Sofie (født 1647), gift med kurfyrst Johann Georg af Sachsen. Senere fødtes Frederikke Amalie, gift med Christian Albrecht af Gottorp, Vilhelmine Ernestine, gift med kurfyrst Karl af Pfalz, og Ulrikke Eleonore, gift med Karl 11. af Sverige.