Frederik 4.
Frederik 4.


Dansk konge:1699-1730
Norsk konge:1699-1730
Valgsprog:Herren er min hjælper
EfterfulgteChristian 5.
Blev efterfulgt af:Christian 6.
Fødselsdato:11. oktober 1671
Fødselssted:Københavns Slot
Dødsdato:12. oktober 1730
Dødssted:Odense
Begravet:
Gift med:Louise af Mecklenburg
Anna Sofie Reventlow
Børn:Christian
Charlotte Amalie

Frederik 4. (11. oktober 1671 - 12. oktober 1730), konge i Danmark og Norge (1699-1730), søn af Christian 5. og Charlotte Amalie af Hessen, født på Københavns Slot, død i Odense. Hans opdragelse var mangelfuld. Af positive kundskaber fik han kun få og nåede end ikke blot nogenlunde sikkerhed i dansk og tysk retskrivning, langt mindre i fransk. Hans hofmester var vicekansleren Michael Vibe, hans vigtigste lærer tyskeren Cassius; men denne sidste gav undervisningen et bestemt tysk præg, der gjorde sit til, at der aldrig hos Frederik fremkom en interesse for dansk nationalitet, der strakte sig ud over det rent statslige begreb.

1692—93 foretog han en lang udenlandsrejse. Vejen gik over Tyskland til Italien, hjem over Frankrig og Holland. Stor udvikling eller berigelse gav turen ham ikke. Hans sans for åndelige nydelser forblev uvakt, kunst og videnskab drog ham nu så lidt som siden, hvorimod hans praktiske sans vel lod ham indhøste en del erfaringer ved det meget nye, han hørte og så. Men samtidig gav rejsen stødet til udvikling af en allerede da fremtrædende stærk sanselighed. En gang senere i sit liv (1708-09) vendte han tilbage til Italien, men også da var udbyttet væsentligst adspredelse.

5. december 1695 ægtede han Louise af Mecklenburg, men han blev hurtig ked af hende og indledte snart forhold til andre kvinder. I de år, der endnu hengik, før han blev konge, savnede han stærkt virkeligt arbejde. Idet trods de dårlige kundskaber følte han en alvorlig og energisk trang til virksomhed, der kun dårlig tilfredsstilledes ved den ringe forberedelse til kongegerningen, som faren gav ham ved kort før sin død at lade ham deltage i Konseiliets og Højesterets møder. Allerede nu indså han, hvor uheldig opdragelsen havde været, han arbejdede møjsommelig på ved selvstudium at oprette det forsømte og følte, da faren døde, sikkert glæde over at se et stort arbejde for sig.

1699 besteg han tronen, og næsten straks stod han midt i den store nordiske Krig. Kampen mod Holsten-Gottorp og Sverige var, som stillingen havde udviklet sig, uundgåelig, og det måtte ses som en hovedopgave for dansk politik at sprænge den koalition, der klemte og truede fra syd og øst. At kampen optoges, kan således ikke dadles, men krigen var ikke ordentlig forberedt. Frederiks ledelse savnede såvel feltherretalent som personlig overlegenhed, ligesom hans seje fasthed undertiden nærmede sig uheldigt stivsind. Hans politik kunne være både snæver og smålig, og det skyldtes særlig den almindelige politiske udviklings gang, at freden i Frederiksborg gav så gunstigt et resultat.

Men dog må det fremhæves, at hans udholdenhed i kampen mod Gottorp og seje vilje til at fremtvinge og opretholde slesvigs indlemmelse var værdifuld og var hovedårsagen til, at der efter hans død fulgte en række år, hvor Danmarks stilling udadtil i det væsentlige var tryg.

I den indre styrelse fremtræder de egenskaber, der sikrer Frederik en anselig plads inden for de oldenborgske konger, selv om han målt med større målestok ikke når over gennemsnittet. Hans evner var ikke ringe, og en sikker hukommelse støttede dem. Vigtigst var en utrættelig arbejdslyst og arbejdskraft. Hans personlige deltagelse i styrelsen var omfattende. Lyst og pligtfølelse drev ham i lige grad til at beskæftige sig med enhver slags regeringssager. Det var hans vilje at skaffe sig selvstændig viden om alt, og han frygtede ikke noget arbejde for at nå dertil. Han var jævnlig på rejser rundt om i rigerne. Hjemme var der den største orden og grundighed i hans støtte daglige deltagelse i styrelsen. Pligtfølelsen, der lå bagved, bundede i stor respekt for kongegerningen. Han ville, at enhver af hans undersåtter skulle vide, at kongen vågede over hans tarv og kunne blive hans støtte. Et udtryk herfor var den lette adgang, man havde til over for ham at fremkomme med bøn eller klage. Han var jævn og nådig mod alle. Fik menigmand ham ikke i tale, når han færdedes i slotsstaldene, tog han imod mundtlige eller skriftlige henvendelser på bestemte tider og på en vis, der omhyggelig hindrede uheldige mellemmænd.

Således var han i nær overensstemmelse med grundprincippet for den enevoldsmagt, han havde taget i arv, og om hvilken han nærede de samme ophøjede forestillinger som hans far og bedstefar. Men svagheder fremtrådte jævnsides de gode egenskaber. Hans vogten på sin magt kunne være ængstelig og lidenskabelig mistænksom. Han arvede fra faren jalousi og had til den danske og holstenske adel og efterlod den om muligt endnu mindre velbegrundet til sin søn. Han frygtede til sine tider alt for stor Indflydelse fra rådgivere på en vis, der gjorde hans egne og deres beslutninger usikre. Men dernæst var den alsidige og redelige flid ikke forenet med et overblik, der kunne skabe store, indgribende resultater, så lidt som igangsættelser, hvor sådanne måtte kræves.

Han havde vel enkelte større reformplaner, men de gennemførtes kun med dårligt resultat. Således gik det med arbejdet på at skaffe Danmark en landmilits som den norske og med vornedskabets ophævelse. Landmilitsen kom 22. februar 1701, vornedskabet på den sjællandske øgruppe ophævedes 21. februar 1702. Men hverken landmilitsen blev heldig organiseret eller gennemført, ej heller fik den store landboreform de virkninger, der lå i kongens hensigt. Hans blik kunne se klart i en stor sag een gang, men snart sløredes synet. Det blev til et halvt resultat, der banede vej for det rene tilbageskridt.

Snæver var også betragtningen af de såre vigtige forhold i Slesvig. Den statsretlige indlemmelses betydning havde Frederik forstået og kraftig sikret. Han forstod nytten af en administrativ sammensmeltning, men virkede ikke for en sådan. Og absolut blottet for interesse for den danske nationalitet i Slesvig gjorde han intet for at beskytte den mod tyskheden, der dog blev den farligste bro til Holsten. Hans synspunkt var rent dynastisk, for ham var alt nået ved den statsretlige enhed.

Snæverheden i Frederiks interesser er ikke blot her iøjnefaldende. Han stod uforstående over for alle åndslivets vigtigste sider, hæmmede det vel ikke, men gjorde uendelig lidt derfor. Det er som modsætning til sønnens tvangsreligiøsitet, at han ufortjent er set som Holbergs og den danske skueplads' velynder. Hvad der kunne virkes, var for lidt positivt og praktisk til at fængsle hans interesse. Hellere støttede han arbejder på religiøst område. Han var selv troende og tidløs interesseret for missionsvirksomhed. Fjern fra al pietisme brugte han vel pietister, hvor han mente, de var på deres plads. Når han 1730 udstedte en meget streng helligdagsanordning, var det langt mindre en virkelig svingning over til pietismen, der ledede ham, end det var trykket af sorger i det personlige liv og anger over sædelige forsyndelser, der førte ham til at imødekomme den frembrydende tunge religiøsitets fordringer. Sundere var hans bestræbelser for den brede undervisning af befolkningen, der dengang væsentlig sås ud fra den religiøse oplysnings synspunkt. De 240 nye skoler på Ryttergodset skyldtes hans personlige interesse.

Kong Frederik delte ganske sin tidsalders betragtning af enevældens guddommelige udspring og uendelig høje værdi. Men han forstod også efter storeuropæisk forbillede at skille skarpt mellem kravet til sin egen og til andres moral, og meget stærke var de forhold, der kunne rettes mod hans levevis.

Hans forhold til dronningen blev hurtig ødelagt, og efter samliv med forskellige lod han sig 1703 vie til venstre hånd til frøken Viereck, datter af den preussiske gesandt i København. Hun døde dog snart efter, men senere blev frøken Schindel en tid lang hans elskerinde. 1711 så han Anna Sofie Reventlow, blev forelsket i hende og bortførte hende året efter. Også hende ægtede han til venstre hånd, og efter sin dronnings bisættelse 3. april 1721 lod han sig vie til hende ved højre hånd og kronede hende selv til dronning 30. maj samme år. Herved skabtes et stærkt brud inden for kongeslægten. Kongens søskende forlod København, og kronprins Christian lagde ikke skjul på sin forbitrelse.

Frederik og Anna Sofie levede sammen i stor kærlighed, men ramtes af den store sorg, at alle deres børn døde som ganske små, den sidste i december 1729. Dette dødsfald formørkede kongens sidste tid. Tillige pint af forholdet til sin ældste søn blev han grebet af stærkt samvittighedsnag over sit liv, ja, tænkte endogså på at fratræde regeringen og gøre bod i ensomhed.

Han vedblev dog at styre riget til sin død, der skyldtes vattersot og brystsyge. Han døde opfyldt af tanken om at sikre Anna Sofies fremtid mod de farer, der truede fra hendes mægtige fjender. Foruden sønnen, Christian 6., havde han med dronning Louise en datter, Charlotte Amalie, født 1706, død ugift i København 1782. Frederik var lidet smuk, men kunne til sine tider optræde med kongelig værdighed. Han nåede stor folkeyndest ved et jævnt, vindende væsen, og eftertiden kan anerkende den store flid og samvittighedsfuldhed, hvormed han gjorde alt for at opfylde sine kongepligter. »Der var tømmer af en virkelig konge i ham, sikkert mere end i nogen anden af enevoldskongerne efter Frederik 3.«.

Vidste du det om Frederik 4.
I 1721 udsendte Frederik 4. en forordning, som bød bonden at skænke sognepræsten en ost årligt som midsommerrente.