Frederik 5.
Frederik 5. (31. marts 1723 - 14. januar 1766), konge i Danmark og Norge, (1746—66), søn af Christian 6. og Sofie Magdalene, født på Christiansborg Slot.

Hans opdragelse havde været meget mangelfuld. Til Hofmester fik han ganske vist 1730 den betydelige og fintdannede gehejmeråd Iver Rosenkrantz, men denne fik ingen indflydelse på den egentlige undervisning, der fuldstændig lededes i den tyske og pietistiske ånd, der herskede ved hoffet; dansk var ikke undervisningsfag, og med undtagelse af en franskmand, der var lærer i fransk, var alle kronprinsens lærere tyske. Vel lærte han så meget dansk, at han senere benyttede det i private optegnelser, men de er meget ubehjælpsomt affattede.

1740 blev han konfirmeret og fik fra nu af sæde i Statsrådet, mens dog hans undervisning fortsattes til det 21. år. Resultatet af den var ikke god. Lærerne havde klaget over mangel på flid; jagt og andre fornøjelser havde beslaglagt kronprinsens tid. Ud over den nødvendigste kundskab i læsning, skrivning, tysk, fransk, latin og historie har hans viden ikke strakt sig. Af karakter var Frederik svag og holdningsløs, og dertil kom, at han var stærkt sanselig. Meget tidlig fik personer i hans omgivelser magt over ham og trak ham ned i alle slags udskejelser. Også efter at han var blevet gift og havde besteget tronen, fortsatte han sit udsvævende liv, og omgivet af svirebrødre og løsagtige kvinder opskræmmede han København med sine natlige orgier.

Frederik manglede dog ikke værdifulde menneskelige egenskaber; han var munter af væsen, mild og venlig over for alle, omgikkes gerne det brede folk og ønskede at se sine undersåtter lykkelige, ville således nødig gå med til skatteforhøjelser og ydede gerne den enkelte hjælp, hvor der var trang. Smukt er også Frederiks venskabsforhold til den langt ældre A. G. Moltke (født 1709), der 1743 var blevet hofmarskal hos kronprinsen, ved hans tronbestigelse overhofmarskal og 1763 fik sæde i Konseillet. Venskabet varede fra Frederiks barndom til hans død, og kongens sidste ord til sin søn skal have været en bøn om at beholde Moltke i sin tjeneste. Frederiks på tysk skrevne småbreve til Moltke er bevarede og er ejendommelige ved deres meget naive og inderlige forsikringer om hengivenhed og trofasthed, Nogle af dem er skrevet for at bede Moltke om forladelse, fordi han dagen forud har fornærmet ham, der ville søge at holde sin kongelige ven tilbage fra det udsvævende liv; han lover, at det aldrig skal ske mere. »Du bist mein Freund und mein Vater« hedder det i et af dem. »Pater peccavi, ich habe gesündieget; ich liebe Dich von Hertzens Grund und verbleibe biss in mein Grab Dein aufrichtig getreuer F. R. ... dein bin und bleib ich, solange ich mich rührèn kann«.

Kongens hjertevindende egenskaber glimrede særlig stærkt på baggrund af forældrenes strenge og mørke fornemhed og afvisende holdning over for folket. 11. december 1743 havde han ægtet den engelske konge Georg 2.s datter Louise, og hun, som var yndefuld og elskværdig, gerne talte dansk og holdt af at færdes med sin mand blandt det jævne folk, forhøjede Frederiks popularitet (»Frederik den Ejegode«). Ved hoffet holdt ungdom og liv deres indtog, al pietistisk tvang forsvandt; at jernkæderne, der i Christian 6.s tid havde afspærret Slotspladsen, fjernedes, var som et tidens tegn.

På slottet holdtes baller og selskaber, til hvilke også borgerlige rangspersoner blev indbudte, blandt andet Holberg, der selv i stærke ord skildrer, hvor vel han føler sig ved Frederiks hof. Af største betydning bliver det også, at »Den danske Skueplads« genåbnes, og at der på mange områder begynder en mere levende og fri drøftelse, end man før havde været vant til, alt i god overensstemmelse med den udtalelse, som tillægges kongen: »Jeg vil ikke tillade, at åndslivet underkastes nogen Indskrænkning i mit rige«.

Som regent er det vanskeligere bestemt at karakterisere Frederik 5. Mens det over for konger som Frederik 4., Christian 6., Fredrik 6. og så videre er let at påvise, på hvilke punkter, og hvorledes de greb ind i styrelsen, ved vi sjælden, hvorledes Frederik 5. stillede sig til de vigtige regeringshandlinger, der foretoges i hans tid. Til tider tog han ganske vist ivrig del i styrelsen, men hans viljekraft var for svag til at følge og lede de større sager. I den udenrigske politik var det først Schulin, senere Moltke og J. H. E. Bernstorff, der havde ansvaret og æren. Med hensyn til de indre Sager var det Konseillet og de høje kollegieembedsmænd, der var de rådende. Kongens slette yndlinge eller »elskerinder« lod han, der som berørt ikke var blottet for selverkendelse, ingen indflydelse få på regeringsforhold.

Allerede 1751 var dronning Louise til folkets store sorg død, 27 år gammel. En tid tænkte kongen på at ægte Moltkes ganske unge datter, men dette forhindrede Moltke, og Frederik indgik da 8. juli 1752 ægteskab med Juliane Marie af Braunschweig-Wolfenbüttel. Imidlertid synes kongen ikke at have brudt sig om hende, og han vedblev at hengive sig til druk og udsvævelser, der fuldstændig nedbrød ham på legeme og sjæl. Kun 43 år gammel døde han af vattersot. Han blev oprigtig begrædt af folket (Ewalds kantate: Hold Tåre op at trille er digtet i anledning af Frederiks død), der lige til det sidste havde båret over med deres konges store svagheder.

Frederik efterlod sig 5 børn, deraf 4 med Louise, nemlig kronprinsen Christian, Sofie Magdalene (gift med Gustaf 3.,af Sverige), Vilhelmine Caroline (gift med kurfyrst Vilhelm 5. af Hessen-Kassel) og Louise (gift med landgrev Karl af Hessen). Frederiks og Juliane Maries søn var arveprins Frederik.