Frederik 6.

Frederik 6.
Frederik 6. (28. januar 1768 - 3. december 1839), dansk-norsk, fra 1814 alene dansk konge, (1808-39), søn af Christian 7. og Caroline Mathilde, på Christiansborg Slot.

De forhold, under hvilke Frederik voksede op, og den opdragelse, han fik, blev i en ualmindelig grad bestemmende for udviklingen af hans karakter og personlighed. Han viste sig tidlig at være af en meget svagelig og sart konstitution, og Struensee mente at kunne styrke den ved at give ham en opdragelse efter de Rousseauske »naturlige« principper. Han fik kun lette næringsmidler, frugt, risenvandgrød, brød, vand og mælk, alt koldt, måtte gå meget let klædt, ligge i en seng uden dyner og så videre. Han blev overladt til sig selv, for at han selv kunne gøre sine småerfaringer om livet, og han fik en jævnaldrende legekammerat, med hvem han kunne lege eller slås, uden at nogen blandede sig deri. I legemlig henseende blev resultatet af denne opdragelsesmetode godt, men skæbnesvangert var det, at drengen ofte blev behandlet uforsigtigt og hensynsløst, og at han ikke i disse sine første år kom til at føle en mors kærlige omsorg og ømhed. Caroline Mathilde var i for høj grad optaget af sit forhold til Struensee til at give sig af med sønnen. Hans følelser over for moren forblev da også i en mærkelig grad kølige; hendes bortrejse lod ham ufølsom, og da hendes død meddeltes ham, sagde han blot: »Jeg håber, hun er hos Vorherre, og så kan man ikke ønske hende bedre«; siden talte han aldrig om hende.

Efter morens fængsling blev feltmarskal Numsens enke overhofmesterinde hos kronprinsen, og det syntes en tid, at han skulle lære moderlig kærlighed at kende, men allerede 1773 fjernedes hun fra sin stilling; og dog kom den korte tid, da »Mutter« (som kronprinsen kaldte fru Numsen) tog sig af ham, til senere at stå for ham som et lyspunkt i hans barndom. Kronprinsen skulle »til mandfolkene«, og derfor blev general Eickstedt (den kendte deltager i omvæltningen 17. januar 1772) hans overhofmester. Valget af ham til kronprinsens opdrager var meget uheldigt. Ganske vist tog han sig med interesse af sin elev, og han ledede opdragelsen i udpræget dansk retning, men han var svag og uselvstændig af karakter, letsindig og uden dannelse. Heldigt var det da, at han til kammerjunker (1773) fik Johan Bülow, der gik helt op i den opgave at bringe det bedste ud af drengen. Af Bülows egne optegnelser, såvel som af andre samtidige vidnesbyrd fremgår det, hvor lidt lovende, ja lidt tiltalende der var i prinsens karakter og ydre. De første års rodløse og hårde opdragelse havde gjort ham sky, mistænksom, hård over for andres lidelser, hensynsløs, fuld af luner, vanskelig at vinde. Han vedblev at være spinkel og svag, hans ydre uheldigt med den stærkt fremskudte underkæbe, de tykke læber, de næsten hvide øjenbryn og øjenvipper, der gjorde, at han ikke kunne tåle at se opad mod lyset. Bülow havde en god indflydelse på ham, og han gav ham lyst til jævne og praktiske ting, der kunne drage hans opmærksomhed bort fra det tomme hofliv; således fik han kronprinsen til at arbejde i sin egen lille have på Fredensborg, lærte ham at tale med jævne folk og modarbejdede, hvor han kunne, hans karakters uheldige sider.

Han fik en del kundskaber - dog stærkt begrænsede, til trods for den ros, der fra flere sider ydedes hans åndsevner. Således indberetter allerede 1775 den preussiske gesandt til Frederik den Store, at kronprinsen talte godt for sig, havde en god hukommelse og holdt af at tale om det, han lærte. Også Bülow roser hans hukommelse, samt »gennemtrængende og hurtige skønsomhed . . . han var blevet en stor matematikus, hvis hans hjerne havde holdt ud«. En god iagttager som hertug Frederik Christian af Augustenborg (gift med Frederiks søster Louise Augusta) var, da han 1784 kom til hoffet, begejstret over svogerens »naturlige geni«. For humane videnskaber, litteratur eller kunst havde han ikke - og fik heller aldrig - interesse.

Den bitterhed, der var en frugt af hans opdragelse, gav sig udslag i en stærk uvilje mod hele den kreds, der, knyttet til Juliane Marie og Guldberg, førte regimentet. Enhver tilsidesættelse af ham fra deres side sårede hans tidlig udviklede selvfølelse og høje tanker om sin værdighed. Hans skyhed lod ham som regel undgå at give sin forbitrelse over de oplevede krænkelser åbenbart udtryk, men han glemte ikke og bar længe nag, et karaktertræk, som også senere ofte viser sig hos ham. Allerede 1781 begyndte Frederik at sysle med tanken om at tilrive sig magten, men han viste en fornuftig tålmodighed ved, efter sine venners råd, at udsætte alle forhastede skridt og rolig afvente april 1784, da konfirmationen, efter Guldbergs bestemmelse, skulle finde sted. Den kreds, han samlede om sin plan - A. P. Bernstorff, Ludvig Reventlow, Ernst Schimmelmann, Huth, Stampe og Schack Rathlou - hævede den højt over en almindelig hofkabales niveau. 4. april 1784 konfirmeredes han i Christiansborg Slotskirke, og 10 dage efter skulle han tage sæde i Statsrådet. Da udførtes planen 14. april, og udførelsen syntes at røbe betydelige evner hos den 16-årige prins, der i det afgørende øjeblik selv måtte handle. Hans optræden var resolut og energisk; med fasthed, men uden brutalitet, tog han magten over sin sindssyge far og brød Guldbergs, Juliune Maries og arveprinsens indflydelse. Efter at Christian 7. havde underskrevet de dokumenter, som kronprinsen havde forelagt ham, stod denne som kronprinsregent i spidsen for regeringen, men lod sig ikke vildlede af nogen personlig uvilje, idet der ikke blev taget hævn over nogen af det faldne partis mænd.

Stemningen i landet over for det skete var stærkt blandet. Der var vel i København ikke ringe begejstring over kronprinsen, hans dygtige optræden vandt sympati og beundring her som ved de udenlandske hoffer, og københavnerne jublede til ham, da han dagen efter regeringsskiftet med Bülow gik gennem byen. Men samtidig kom mistilliden til hans evner frem og parredes med politisk uvilje over den skete systemforandring. Det var - og blev i de følgende år endnu mere - en tysk modstrømning, der gjorde sig gældende over for den udpræget danske Guldbergske styrelse. Man frygtede for, at kronprinsen skulle give sig denne i vold, og først, da det viste sig, at der i national henseende intet var at ængstes over ved den ny regering, slog man sig til ro. Betænkeligere var i virkeligheden kronprinsens egen udvikling, og i de følgende år vakte han ved mange lejligheder uvilje og bekymring. Da hans kundskaber var dårlige, var også hans evne til selvstændig overledelse naturligvis ringe, men desto stærkere stødte det hensynsløse og bydende, til sine tider lunefulde og hårde, der kunne fremtræde hos ham.

Bülow frygtede for, »at han skulle støde undersåtternes hjerter fra sig; den hjertets godmodighed, der i hans senere år altid lå bag ved det noget bryske væsen, der aldrig forlod ham, sporedes i hans ungdom kun lidt. Hertil kom den interesse, der blev en ligefrem ulykke for hans virksomhed som regent; fra ganske lille havde han haft en udpræget forkærlighed for alt slags militærvæsen, nu blev hærvæsenet hans hovedinteresse og uheldigvis ikke mindst dettes detaljer. Det blev hans yndlingsbeskæftigelse at overvære og personlig lede soldaternes øvelser, og københavnerne fik ham daglig at se på Fælleden indøvende de menige i geværgreb eller parademarch. Dette vænnede ham til en sans for småting, der blev skæbnesvanger og allerede nu udfordrede kritikken; anonyme smædeskrifter og karikaturtegninger fra disse år vidner derom; i Tronfølgeren i Gondor søgte Abrahamson (1787) at værge ham og pege på hans gode egenskaber. Disse træder især frem 1784-97, den danske enevældes eneste store reformperiode, og der kan ikke være tvivl om, at uden den sikre støtte hos kronprins Frederik havde A. P. Bernstorff, Reventlow, Colbjørnsen og de andre reformvenner ikke kunnet udføre deres store værk. Kronprins Frederik greb med interesse tanken om, de store landboreformer, da Reventlow veltalende forelagde ham den, og det bliver hans store fortjeneste, at han ikke svigtede på noget punkt i disse år. Stavnsbåndets ophævelse og alle de andre love fra den store reformtid tjener til ære for ham lige så fuldt som hans rådgivere, og med fuld ret står hans navn på Frihedsstøtten.

På alle punkter var det dog andre, der tog initiativet, og kronprinsens evner til selvstændig overledelse udvikledes forbavsende lidt. Dette gjaldt både for den indre styrelses område og for den udenrigske politiks vedkommende. Alligevel øgedes både hans ønske om at herske, hans følelse af sin magtfylde og tillid til sine evner som regent. Over for A. P. Bernstorffs overlegne personlighed havde Frederik flere gange bøjet sig, men efter dennes død 1797 fremtræder hans udprægede vilje til selv at ville råde.

Til perioden 1797-1814, hvor regeringen indtil 1808 faktisk og efter den sindssyge fars død 13. marts samme år også formelt lå i Frederiks hænder, knytter sig mindet om den voldsomme nedgang for riget, der ingenlunde genoprettedes i tiden 1814-39. Spørges der om Frederiks ansvar for landets tunge skæbne, da bør man vel først og fremmest pege på de overmægtige storeuropæiske brydninger, der beherskede tiden, og mod hvilke de små stater og deres ledere i sidste instans stod magtesløse. Desuagtet er det vist, at Danmark og Norge var dårligt stillet med netop i så vanskelige en tid at få Frederik til regent. Mange positive fejlgreb fra hans side lader sig påvise, men værre var det, at den samlede regeringsførelse lå under gennemsnittet af dygtighed. Efter Bernstorffs død øvede ingen mænd af fremragende evner nogen hovedindflydelse på Danmarks regering, og Frederik søgte dem heller ikke. De dygtigste mænd holdt han ofte i underordnede stillinger, fordi han ikke kunne finde sig i deres selvstændighed og frygtede for, at de lagde an på at beherske ham. Man forstod og agtede kun det dagligdags pålidelige slid, til hvilket hans egne evner strakte til. Det vide syn og det energiske initiativ manglede han ganske; i steden for udviklede der sig hos ham en feberagtig, til sine tider næsten sygelig vilje til, at være med i alle styrelsens detaljer. Han lededes af en redelig pligtfølelse, som imidlertid ledte på afveje, fordi de åndelige evner var karrig tilmålte og snævert udviklede. Troen på at kunne være med i og overse alt skabte en selvsikkerhed, der var dobbelt fordærvelig, når der valgtes uden smidighed, og det ansås for en hoveddyd aldrig at forlade »det engang antagne system«.

Allerede i de forholdsvis fredelige 10 år 1797-1807 mærkedes det, at Bernstorffs sikre hånd og rolige erfaring ikke længere ledede staten; den yngre Bernstorff slog under kronprinsens ægide ind på konvojeringssystemet, der i alt fald var mindre forsigtigt end farens politik. Under slaget på Reden 1801, der blev følgen, virkede kronprinsens indblanding uheldig og lettede Nelson sejren.

Under de urolige forhold i Tyskland ved begyndelsen af den 3. koalitionskrig (1805) samlede kronprinsen en hær i Holsten på cirka 20.000 mand, og dels for at være sin kære hær nær, men sikkert også for at være Statsrådet kvit, tog han fast ophold i Kiel, mens regeringskontorerne vedblev at være i København. De ulykkelige følger af denne tvedeling af regeringen viste sig både med hensyn til landets indre styrelse og - mest skæbnesvangert - med hensyn til det udenrigske styre. Sammen med kronprinsen boede udenrigsministeren (Chr. Bernstorff) i Kiel men dog foregik alle forhandlinger med de fremmede diplomater i København igennem udenrigsministeriets direktør (Chr. Bernstorffs bror, Joachim Bernstorff), der atter, hvor det gjaldt vigtigere sager, indberettede dem til Kiel, for så derfra at få det endelige svar meddelt. Denne forretningsgang viste særlig sine virkninger under de skæbnesvangre forhandlinger med de engelske udsendinge august 1807. Angående skylden for bruddet med England, da kan den næppe lægges på kronprinsen eller den danske regering. Bruddet blev påtvunget Danmark af England selv ved dets ukloge og brutale fordring.

Krigserklæringen mod England lader sig derfor ikke dadle, og det var den svenske regerings og Rusland-Frankrigs skyld, at Danmark måtte erklære Sverige krig i begyndelsen af det følgende år. Men lige så vist som ved en række forholdsregler mod englænderne harmen mere end hensynet til statens materielle tarv var rettesnoren, således var også ledelsen af statens udenrigspolitik i de følgende år højst uheldig. Krigen mod Sverige frembød store muligheder; men Frederik, der selv ville lede alt på dansk side, manglede evne til at handle resolut og i rette tid. Han forspildte muligheden for våbenheld, idet han ikke evnede at fastholde Ruslands interesse. Da den svenske krone vinkede ham nær i 1809, vaklede han og forbitrede svenskerne ved sin legitimistiske forargelse over Gustaf 4. Adolfs afsættelse, og da han endelig 1810 - efter Christian Augusts død - viste sig villig til at anerkende den svenske forfatning af 1809, var svenskernes ringeagt for ham blevet så stor, at de foretrak at skride til valg af hans svoger hertug Frederik Christian, da Bernadottes kandidatur så pludselig dukkede op. I Karl Johan fik Frederik til modstander just den overlegne personlighed, mod hvem han intet evnede. Frederik så den yderste fare nærme sig, og utrættelig arbejdede han og Rosenkrantz (der foråret 1810 var fulgt efter Chr. Bernstorff som udenrigsminister) på at redde riget fra de ydre farer, mens de mest fortvivlede forsøg gjordes for at undgå den finansielle ruin. Kongens omfattende korrespondance viser hans pligttro årvågenhed og brave flid; men intet sted spores overlegenhed eller en dristig tanke i den fortvivlede situation. Det blev til stor skade, at han fortsatte og videre udviklede sin umulige forretningsgang. Kort efter sin tronbestigelse udstedte han (19. marts 1808) efter det forbillede, Struensee havde givet, en befaling om, at kollegierne skulle indsende deres forestillinger til ham skriftligt, for at de kunne modtage hans skriftlige resolution, således at den mundtlige forhandling mellem kollegiernes chef og kongen var forbi. I 6 år holdtes næppe et statsrådsmøde; alt gik igennem Kabinettet og dettes sekretær J. Jessen, og når undtages, at vistnok hele den udenrigske styrelse gik gennem Rosenkrantz, øvede generaladjutantstaben den overvejende indflydelse. Ingen af adjutanterne (»de røde Fjer«, som københavnerne såvel som de udenlandske gesandter kaldte dem efter deres hatteprydelse) var betydelige mænd, og flere af dem rammes af stærke klager over misbrug af indflydelse og over slet vandel.

Deres indflydelse gjorde sig også gældende i udenrigspolitik, idet deres eksklusivt militære begejstring for Napoleon bidrog meget til, at Frederik, absolut ikke ville forandre politisk system. Ledet af et luende had til England og af en til det sidste urokkelig tro på Napoleons stjerne ville kongen ikke slippe alliancen med Frankrig. Mænd som Rosenkrantz og Schimmelmann opfordrede forgæves gentagne gange med gode grunde dertil. Der var i løbet af 1813 øjeblikke, hvor en smidig dansk politik utvivlsomt kunne have benyttet spændingen mellem Karl Johan og hans allierede og i ethvert fald fået fred for billig pris ved at tiltræde koalitionen.

Med en militær selvopgiven - der virker som den sørgeligste blanding af komik og dyb tragik, når man tager i betragtning, at Frederik 6. i årevis havde ventet på mod syd at føre den store kamp og troet, at han var egnet til at være den ledende general - købte han freden i Kiel (14. januar 1814) med Norges afståelse. Kielerfreden endte ikke vanskelighederne. Norges modstand mod fredens bestemmelser havde Frederik ingen del i; men han blev mistænkt derfor hos stormagterne, og Karl Johan fik påskud til at søge at unddrage Sverige dets forpligtelser og på ny true Danmark. For at modarbejde hans indflydelse og om muligt skaffe Danmark nogen erstatning, drog kongen efteråret 1814 til Wienkongressen, blev vel modtaget af de forsamlede fyrster, men opnåede intet; først efter hans tilbagekomst maj 1815 blev mellemværendet med Sverige ved Preussens mellemkomst ordnet.

De store ulykker, der kulminerede med statsbankerotten, proklameret i Forordning af 5. januar 1813, og med Norges tab, havde bragt Frederiks folkeyndest til at synke dybt. Ved hans tronbestigelse havde minderne om reformperioden endnu været friske og hans ærlige arbejde og jævne, nøjsomme væsen dækket over de allerede dengang iøjnefaldende svagheder. Men i de lange nedgangsår bredte misfornøjelsen sig i brede kredse. Selv om hans pris lød i høje toner, og man langtfra var blind for, hvor dybt han led under landets nød og gjorde sit for at redde, hvad reddes kunne, så forbitredes man over kabinetsregimentet og adjutanternes indflydelse, knurrede over finansstyrelsen og udenrigspolitikken og styrelsens evneløshed i det hele. Inden for regeringens kredse kom det til uforbeholden kritik; Schimmelmann angreb allerede 1809 kabinetsstyrelsen, andre rådgivere gjorde siden det samme, og 1813-14 lød der stærke indsigelser mod den ensidige og fortvivlede udenrigspolitik. Politisk umyndigt, som folket var, og med én presse, der var bundet af censur, kom gæringen, vel ikke til udbrud, men talrige skånselløse, også anonyme breve lod ikke kongen i tvivl om, hvad man tænkte. Skarpest udtaltes dommen af den tidligere statsminister Cay Reventlow i et brev til kongten af 5. marts 1814: »Så dybt sank Danmark, fordi udi statsstyrelsen intet overblik mere fandtes, hverken med hensyn til de indenrigs eller udenrigs anliggender; fordi Deres Majestæt ikke formåede at løse en opgave, som oversteg de talent- og indsigtsfuldeste fyrsters kræfter. Men er det da ikke tid at forlade en vej, som betegnes af så sørgelige erfaringer«.

April 1814 bestemte Frederik sig da endelig til at genindføre statsrådsmøder med regelmæssig forhandling. Glæden over endelig engang at have fået fred bragte dog snart ro i sindene; allerede ved sin hjemkomst fra Wien hilsedes Frederik af holstenere og danskere med jubel, og da han 31. juli 1815 på sin sølvbryllupsdag lod sig og sin dronning krone i Frederiksborg Slotskirke, syntes alting glemt. Det er da en kendsgerning, at Frederik i de følgende år kom til at stå såre højt i sit folks hjerter. Grunden var, at han, der så lidt havde passet i den foregående voldsomme stormtid, virkelig fandt en plads i det stilfærdige slider arbejde, der nu fulgte efter for at skabe folk og land en bedre fremtid. Han medbragte til dette arbejde en vis sund sans, et klart og rigtigt blik på sager, der ikke oversteg hans kræfter. En overlegen leder blev han nu så lidt som senere; i arbejdet for en ændring af pengevæsenet og for reformer på andre økonomiske områder havde han kun ringe del. Ej heller var hans klarsyn over for indviklede forhold og spirende vanskeligheder blevet større; han forstod ikke den fare, der truede fra udviklingen i hertugdømmerne. Vel ville han støtte det danske sprog i dets ret i Nordslesvig, men evnede ikke at gøre sin vilje gældende, og han viste en skæbnesvanger mangel på politisk blik først ved sin afvisende eller tøvende holdning over for de holstenske forfatningskrav, senere ved for Slesvig og Holsten at oprette en fælles overappellationsret i Kiel og en fælles regering på Gottorp (Forordning af 15. maj 1834).

Over for de fri rørelser i tiden forblev han hele sit liv uforstående. Frederik havde i årenes løb erhvervet sig en urokkelig tro på sin enevældes heldbringende magt, ingen erfaring svækkede hans selvtillid. Den kommer frem i hans svar til de fremragende mænd, der 1835 anmodede kongen om ikke at foretage nogen forandring i trykkefrihedsanordningen. Det har, hedder det i kongens svar, været ham »uventet at se flere af vore kære og tro undersåtter ansøge om noget sådant, idet ligesom vor landsfaderlige opmærksomhed stedse har været henvendt på at bidrage alt, hvad der stod i vor kongelige magt, til at virke for statens og folkets vel, således kan heller ingen uden vi alene være i stand til at bedømme, hvad der er begges sande gavn og bedste . . .«. Det er disse »den faderlige enevældes sidste ord i Danmark« (A. D. Jørgensen), der i overleveringen er blevet til »Vi alene vide!«. Det var nærmest ængstelsen for ved ubetinget modstand at forøge de liberale krav, der 1831 havde fået Frederik til at påskynde indførelsen af rådgivende provinsialstænder. Og dog var der vel foregået en udvikling af hans karakter og politiske opfattelse. Over for kronprins Christian 8. udtalte han kort før sin død: »måtte man altid være heldig nok til at finde linjen mellem at omstøbe alt og at blive fast ved det bestående, blot fordi det består«. Den hårdhed, der havde karakteriseret ham i hans ungdom, havde livet også slebet af ham, og et fremtrædende træk hos ham bliver hans humanitet og omsorg over for sine undersåtter. Folket kendte tusinde prøver på hans retsind og ærlighed, hans utrættelige flid, arbejdsomhed og vilje til at være som en far for hver enkelt af hans undersåtter. Hans tarvelige klædedragt - den blå uniformsfrakke og den simple voksdugskasket - og borgerlige levevis beundredes af et folk, der langsomt kæmpede sig frem til velstand og gode kår. Man glemte heller aldrig hans part i de store bondereformer, så lidt som, at hans barndom havde været hård og glædesløs (sammenlign Ingemanns digt i anledning af kongens død: På sin ligseng ligger kong Frederik hvid - fra vuggen var hans puder hårde). Derfor vågnede kritikken over hans manglende evner kun langsomt, da politisk røre indfandt sig, og holdt sig, så længe han levede, stærkt tilbage. På bunden af al den tomme hyldest, der var tidens svaghed og mode at ofre ham, klang der toner af dyb hengivenhed. Sandere klang også nu rosen over »vor Frederik« som den retfærdige »landsfader« end før. 1807 over »Nordens Salomo« eller den »himmelgivne Augustus«. Der blev landesorg, da han døde, folk stod med tårer ved hans ligtog, og bønder bar hans kiste ad Kongevejen ind i Roskilde Domkirke.

1790 havde Frederik ægtet sin kusine Marie Sofie Frederikke af Hessen-Kassel (født 1767), datter af prins Karl af Hessen (død 1836). Med hende havde han 8 børn, men mistede til sin dybe sorg de 6, deriblandt alle sønner, ganske små. 2 døtre, Karoline (født 1793) og Vilhelmine (født 1808) overlevede ham. Hans husliv forløb uden storme, der sporedes udadtil, men der var ringe forståelse mellem ham og hans åndelig interesserede, noget sarte dronning. Han var hende ikke tro, og mellem de kvinder, til hvem han stod i forhold, er grevinde Dannemand kendt. Hun fødte ham flere børn, og i hendes hjem tilbragte han i de senere år næsten alle sine aftener.