Frederik 7.
Frederik 7. (6. oktober 1808 - 15. november 1863), konge af Danmark (1848—1863), født på Amalienborg, død på Lyksborg. Hans forældre var prins Christian Frederik, den senere kong Christian 8., og dennes første hustru, prinsesse Charlotte Frederikke af Mecklenburg-Schwerin. Han døbtes Frederik Carl Christian. Allerede 1809 opløstes ægteskabet mellem forældrene på grund af prinsessens utroskab, og den lille prins' opdragelse blev ikke sammenhængende og ensartet. Under farens ophold i Norge og senere under hans flerårige udenlandsrejse var den overladt i slægtninges og fremmedes hænder, og selv i de år, hvor han efter farens andet ægteskab opholdt sig i hans hus, var der fra hjemmets side ingen fast ledelse at spore. Han modtog en Iignende undervisning som den, der i datiden sædvanlig blev fyrstelige børn til del, men ingen af hans lærere forstod i særlig grad at vinde hans interesse eller, at opnå nogen væsentligere indflydelse på hans karakterudvikling, og da han af naturen ikke var oplagt til vedholdende og stadigt arbejde, var undervisningens resultater ret små. Hele sit liv igennem stod han, hvad kundskaber angår, under gennemsnittet, og kun i nordisk oldkyndighed nåede han ad halvt praktisk vej en indsigt, som var ud over det sædvanlige.

Efter sin konfirmation blev han, kun 17½ år gammel, forlovet med Frederik 6.s yngste datter, prinsesse Vilhelmine. Denne forbindelse skyldtes væsentlig hensynet til det ønskelige i en forening af kongefamiliens to grene, mens det unge pars gensidige tilbøjelighed ikke spillede nogen synderlig rolle. Kort efter sendtes han ud på en næsten 3-årig rejse til Schweiz og Italien, på hvilket det var meningen, at han ved friere studier skulle perfektionere sig i stats- og militærvidenskabeme.

Rejsen gav dog i så henseende ikke noget synderligt udbytte. Ved sin hjemkomst 1828 fejrede han under stor og almindelig deltagelse fra befolkningens side sit bryllup. De forventninger, som knyttede sig til denne forbindelse, skuffedes dog fuldstændig. Ægteskabet blev barnløst, og det unge par harmonerede kun dårlig. Prinsen savnede vel ingenlunde naturlig værdighed og kunne, når han ville, særdeles vel gøre fyldest i de kredse, hvor han hørte hjemme, men hans bredt anlagte, udisciplinerede natur bragte ham snart til at sky hoflivets tvang og etikette og søge andre glæder i kredse, hvor selskabet ofte var af endog særdeles blandet art. Dette stemmede så slet som vel muligt med prinsesse Vilhelmines stilfærdige og korrekte måde at være på, og da prinsen tilmed af og til behandlede hende ret hensynsløst, brast hendes tålmodighed. Hun beklagede sig til kongen, og følgen blev, at denne pludselig 1834 sendte prins Frederik bort i en art forvisning til Jægerspris og senere på togt med et af orlogsskibene til Island. Under denne forvisning udtalte prinsen selv ønsket om skilsmisse, og kongen gik straks ind derpå.

Prinsen var fra nu af afgjort i unåde, og ved sin tilbagekomst fra Island fik han anvist bolig i Fredericia, hvor han vel blev chef for et infanteriregiment, men i virkeligheden ikke havde nogen selvstændig myndighed og efter kongens ønske stod under stadig opsigt af fæstningens kommandant. Lige så lidt nu som tidligere vænnedes han til arbejde og pligtopfyldelse, men hans naturlige tilbøjelighed til jævnt og ligefremt at færdes med folk af alle samfundsklasser udvikledes yderligere her.

Da Christian 8. besteg tronen 1839, foregik der en væsentlig forandring med prinsens stilling. Han blev guvernør på Fyn og kommanderende general i Nørrejylland og Fyn med sæde i Odense, og fra 1841 fik han tillige plads i Gehejmestatsrådet. Han beskæftigede sig dog ikke mere end rent overfladisk med de politiske spørgsmål, og heller ikke tog han sig sine administrative og militære pligter synderlig nær. Men han forstod at omgås såvel embedsmændene som befolkningen på en sådan måde, at han personlig vandt manges sympati, og glimtvis kunne han vise et overraskende klart og sikkert blik for praktiske forhold. For ham selv havde forandringen den behagelige følge, at han blev friere stillet og i højere grad kunne hengive sig til sine yndlingsglæder: Arkæologiske udgravninger og undersøgelser, sørejser, fiskeri og lignende.

Hans far ønskede, at han skulle indgå et nyt fyrsteligt ægteskab, og 1841 stod hans bryllup med prinsesse Charlotte Mariane af Mecklenburg-Strelitz. Dette ægteskab var endnu mindre end det første bygget på gensidig tilbøjelighed, og den unge kronprinsesse var, trods sin gode forstand og mange agtværdige egenskaber, alt andet end egnet til at løse sin vanskelige opgave. Hendes noget stive, formelle væsen og store sensibilitet frastødte kronprinsen, og hun formåede på sin side vanskeligere og vanskeligere at forsone sig med hans mest fremtrædende karakteregenskaber. Under disse forhold trådte Luise Rasmussen, den senere grevinde Danner, med hvem prinsen allerede tidligere havde stået i forbindelse, i stadigere og nærmere forhold til ham, og han lagde så lidt skjul herpå, at han endog over for sin hustru lovpriste hende som sin »skytsengel«. Hun besad en overordentlig magt over prinsen og forstod hans inderste ejendommeligheder, både de gode og de slette, som ingen anden.

1842 følte prinsessen sit helbred svigte, og mistvivlende om længere i sin isolerede stilling at kunne fortsætte kampen mod de vanskeligheder, som omgav hende, rejste hun 1844 ledsaget af kronprinsen tilbage til sit hjem i Strelitz for ikke mere at gense Danmark. Kronprinsen besøgte hende i de nærmest følgende år 4 gange for at overtale hende til at vende tilbage, men det var forgæves, og 1846 opløstes ægteskabet. Luise Rasmussens indflydelse befæstedes nu yderligere, og hun fik endog en tid bolig på Odense Slot. Under de tiltagende nationale og politiske forviklinger har kronprinsen, på grund af sin udpræget danske følelse og sin sympati med befolkningens brede lag, tilbøjelig til at indtage et mere nationalt og konstitutionelt-frisindet standpunkt, end der da kunne vinde tilslutning i regeringskredsene, og skønt han ikke offentlig udtalte sig i denne retning, var hans opfattelse dog ikke ukendt for almenheden og indbragte ham en vis folkegunst. 1847 indgav han til kongen en af hans barndomsven, daværende stiftamtmand i Odense, Bardenfleth forfattet forestilling, i hvilken han rådede til at indføre en fælles konstitutionel forfatning for hele monarkiet; men Christian 8. døde, inden de drøftelser angående en forfatningsforandring, til hvilken han, uafhængig af kronprinsen, havde taget initiativet, havde ført til noget resultat.

20. januar 1848 besteg Frederik tronen. Hans far havde på dødslejet anbefalet ham at følge de gamle regeringsmænds, særlig Stemanns råd, og forfatningsreskriptet af 28. januar blev frugten heraf. Kun på eet punkt gav den ny konges personlige sympatier sig et selvstændigt udslag, nemlig ved hans udnævnelse af vennen Bardenfleth til minister. Mens forfatningskommissionen arbejdede på at udforme det fuldstændige forfatningsudkast, tog begivenhederne i og uden for Danmark fart, og det slesvigholstenske oprørs udbrud 18. marts 1848 kastede landet ind i en langvarig og farlig krise.

Det krav om ministeriets afgang og om et systemskifte i national og liberal retning, som ved den københavnske borgerrepræsentations adresse af 20. marts og ved Kasino-mødet samme dags aften stilledes til kongen, fandt ham ingenlunde uforberedt. Hans naturlige tilbøjelighed og påvirkninger fra Bardenfleths og andres side førte ham hen imod en given efter for folkeønskerne, og allerede om morgenen den 21. meddelte han sine ministre, at det var blevet en nødvendighed, at regeringens politik, navnlig over for Slesvig, forandredes »i den retning, som det danske folk attråede«. Dette førte til, at hele ministeriet med undtagelse af Bardenfleth trådte tilbage, og kongen kunne, da Hvidt et par timer senere overbragte ham borgerrepræsentanternes adresse, svare ham, at hvad man bad om, allerede var sket. Han sluttede med de ord: »Når De, mine herrer, vil have samme tillid til deres konge, som jeg har til mit folk, så vil jeg være Dem, en tro leder til ære og frihed«. Kongens svar vakte jubel hos de mange tusinder, som havde ledsaget kommunalbestyrelsen til slottet, og fra dette øjeblik var hans folkeyndest slået fast for bestandig.

Nogen sikker og målbevidst leder var Frederik imidlertid ikke. I det døgn, som nu fulgte, vaklede både han og hans nærmeste rådgivere mellem højst forskellige ministerkombinationer, deriblandt også sådanne, som ville have ført betænkelig nær tilbage til det forladte regeringssystem, og det var nærmest prinsen af Nörs udæskende brev, som bragte kongen til resolut at gå ind på den henvendelse til det liberale partis ledere, som førte til Martsministeriets dannelse.

Midt i al usikkerheden og råvildheden stod dog eet fast for ham: hellere at ville abdicere end at stille sig i afgjort modsætning til sit folk og anvende magt mod det. Den provisoriske regerings dannelse og Rendsborgs overrumpling kastede, umiddelbart efter ministerskiftet, landet i krig mod hertugdømmernes oprørske befolkning og den del af Tyskland, som støttede den, og kongen befæstede ved sine taler til de bortdragende tropper, ved sit besøg hos hæren i Sønderjylland og ved den hjertelige måde, hvorpå han i det hele taget lagde sin samfølelse med folket for dagen, i rigt mål sin alt vundne popularitet. Skønt han ingenlunde kunne siges fri for af og til opdukkende betænkeligheder mod at give afkald på sin enemagt, bøjede han sig dog i det hele for den ny tingenes orden og tog loyalt konsekvenserne af den erklæring, han straks efter dannelsen af Martsministeriet havde udstedt til dette om, at han fra nu af betragtede sig som konstitutionel konge.

Om vedholdende aktiv beskæftigelse med regeringssagerne var der for ham lige så lidt nu som senere tale, men på et enkelt væsentligt punkt var det dog hans personlige indgriben, som blev afgørende, nemlig i spørgsmålet om Slesvigs deling. Denne tanke blev fra de neutrale magters side bragt stærkt i forgrunden eftersommeren 1848 og vandt ikke ringe tilslutning, såvel i Tyskland som i Danmark, hvor en del af ministeriet hældede til den som den afgørelse, man i nødsfald måtte gribe til. Kongen udtalte sig imidlertid ved revuen på Lerbek Mark efter afslutningen af dette års felttog afgjort imod tanken, og hans modstand var også hovedgrunden til, at den mod delingen stemte del af ministeriet fik overhånd ved ministerkrisen november 1848 og til, at tanken, når den senere dukkede frem, bestandig vistes tilbage som uigennemførlig. Frederik havde i øvrigt i denne sag afgjort sit folks flertal med sig.

Forberedelserne til grundlovsarbejdet tog kongen vel ingen fremtrædende del i, men han lagde det heller ikke på noget punkt hindringer i vejen. Dog nærede han et øjeblik alvorlig betænkelighed ved at underskrive den færdige Grundlov. Fra nu af falder Frederiks historie så nøje sammen med landets, at det i almindelighed kan være tilstrækkeligt at henvise til den.

Om hans personlighed som menneske og som regent er der udtalt de forskelligste anskuelser, og han er blevet lige så stærkt over- som undervurderet. Han var i sine gode øjeblikke i høj grad i besiddelse af kgl. anstand og værdighed og kunne med overraskende lethed sætte sig ind i en situation og finde et træffende og klart udtryk for sine tanker. Dertil kom hams jævnhed og elskværdighed i omgang med alle klasser af folket og hans stærke og umiddelbare nationale følelse. Alt dette skabte ham en folkeyndest, som måske var mere almindelig og intensiv end den, der er blevet nogen af hans forgængere til del, og som i vanskelige tider blev af væsentlig betydning til at samle og styrke nationen. Men de, der så kongen på nærmere hold, kunne ikke være blinde for de store skyggesider ved hans personlighed, Han var, ligesom i sine yngre år, i meget ringe grad arbejdsom og pligtopfyldende. Ethvert stadigt og regelmæssigt arbejde var ham en gru, og dette tiltog, alt som hans helbred i årenes løb svækkedes, på en ligefrem foruroligende måde. Bekendt er det også, hvor lidt der kunne stoles på fasthed og stadighed hos ham i personlige, såvel som i politiske sager, og i hvor høj grad han var i stand til at blande sandhed og digt sammen i, hvad han fortalte om sig selv og andre. Dette i forbindelse med en medfødt umådeholdenhed, navnlig over for stærke drikke, som vel til tider kunne bekæmpes, men aldrig ganske udryddes hos ham, svækkede i alt for høj grad indtrykket af hans gode egenskaber og forringede hans værdighed og autoritet.

En betydelig rolle for Frederiks hele stilling spillede hans tredje ægteskab. 7. august 1850 viedes han til venstre hånd til Luise Rasmussen, som nu ophøjedes til lensgrevinde Danner. Ministeriet havde forgæves søgt at modvirke forbindelsen. Grevinde Danner og den med hende nær forbundne Carl Berling øvede fra nu af en bestandig stærkere indflydelse på kongen, og det ejendommelige præg, hoffet ved dem fik, bidrog stærkt til at fjerne såvel kongens slægtninge og de fremmede hoffer som aristokratiet derfra. Til gengæld skabte og vedligeholdt de en stadig forbindelse mellem kongen og mænd af de demokratiske partier, og de bidrog vistnok deres til, at han vedblivende i det væsentlige fastholdt Grundloven. Grevinde Danner har også haft fortjeneste af at indvirke modererende på kongens levemåde.

På grund af kongens ringe lyst og evne til selv at gennemarbejde de politiske spørgsmål blev det de mænd, som til de forskellige tider blev de ledende i regeringen, eller hans personlige omgivelser, som fik den afgørende indflydelse på den politiske retning, han fulgte. Først havde Bardenfleth i ikke ringe grad hans øre, men han måtte efter ikke langs tids forløb vige for Bluhme. Denne øvede først som kabinetssekretær og senere som minister en meget betydelig indflydelse på kongen og bidrog væsentlig til at lede ham over fra den nationalliberale retning til den konservative helstatspolitik.

Under ministeriet Ørsteds skarpe kamp mod folkerepræsentationen vågnede der dog af og til betænkeligheder hos kongen, mens han til andre tider havde stærke anfægtelser i absolutistisk retning. Bluhmes indflydelse undermineredes imidlertid efterhånden af Scheele som, navnlig gennem sit fortrolige forhold til grevinden, kom til at spille en stedse større rolle ved hoffet. Det var da også Scheele, som blev den væsentligste årsag i ministeriet Ørsteds fald, og som ledede kongen over i »den konstitutionelle helstats« æra; men da han viste sig ude af stand til at magte forholdene, og det nationalliberale parti, i hvilket han efterhånden fik afgjorte modstandere, opnåede stærkere og stærkere indflydelse på den offentlige mening, måtte kongen lade ham falde. Hall, som var den, der i Frederiks senere år øvede den væsentligste politiske Indflydelse over ham, opnåede dog mindre dette gennem sit personlige forhold til kongen end derved, at denne indså, at han ved at støtte sig til ham lettest og sikrest bevarede den popularitet og den forholdsvis fredelige tilværelse, som han mindre og mindre kunne undvære. Kun for en kort tid unddrog han sig, under indflydelse af sin gemalinde og Berling, fra den Hallske indflydelse og gjorde forsøget med ministeriet Rotwitt, som dog ikke fortsattes ud over konsejlpræsidentens død 2 måneder efter ministeriets dannelse. Et punkt, hvor kongens personlighed spillede en væsentlig rolle, var i forholdet til Norge og Sverige. Det personlige venskab mellem Nordens to konger bidrog meget til at knytte båndene mellem deres stater fastere og til at udvikle den politiske skandinavisme til det højdepunkt, hvortil den nåede kort forinden udbruddet af krigen med de tyske stormagter. På den anden side kunne kongens ejendommelige personlighed og forholdene ved hans hof vel have bidraget deres til at hidføre en vis fjernhed mellem ham og de europæiske stormagtshoffer i almindelighed.

I de sidste år af Frederiks regering var hans helbred kendelig vaklende, og de bekymringer, som den sig nærmende krig med Tyskland voldte ham, bidrog ved siden af hans til tider meget uforsigtige levevis til yderligere at undergrave det.

Efteråret 1863 blev han ved et besøg i Dannevirke-stillingen angrebet af en stærk forkølelse, som efter hans tilbagekomst til Lyksborg Slot gik over til ansigtsrosen. Han døde 15. november, og dødsbudskabet modtoges med dyb og ægte sorg af hele folket, en sorg, som yderligere skærpedes ved følelsen af den skæbnesvangre betydning, som dette dødsfald havde for landets stilling i det hele.
Valgsprog: Folkets kærlighed min styrke.