Frederik Ludvig Henrik
Frederik Ludvig Henrik (18. januar 1726 - 3. Aug. 1802), prins af Preussen, søn af kong Frederik Vilhelm 1. og bror til Frederik den Store, født i Berlin, død i Rheinsberg.

I kongens følge deltog han som oberst og fløjadjutant i de schlesiske krige. Deltog i slaget ved Chotusitz 1742 og i den anden schlesiske krig i kampene ved Hohenfriedberg og Soor 1745.

Udmærkede sig i syvårskrigen ved personlig tapperhed i slaget ved Prag, og førte ved Rossbach med megen omsigt et angreb i fjendens flanke. Da kongen marcherede til Schlesien, blev Henrik ladt tilbage ved Saale med 18.000 mand, med hvilke han dækkede Sachsen hele vinteren, hvilken opgave han også løste 1758, om end det ikke lykkedes ham at trænge ind i Bøhmen. Efter kongens nederlag ved Hochkirch forenede han sig hurtig med denne, dækkede hans march til Schlesien og vendte selv fra Landshut tilbage til Sachsen. 1759 gik Henrik offensivt frem i Bøhmen, hvor han ødelagde de østrigske magasiner, og da Frederik den Store vendte sig i nordlig retning mod russerne, overtog Henrik befalingen i Schlesien, dækkede denne provins og forstod ved behændige manøvrer at undgå et afgørende slag og tillige at hindre Dauns forening med russerne. Efter slaget ved Kunersdorf ilede Henrik til Elben og skaffede ved sin dygtige optræden kongen lejlighed til at samle nye kræfter. Kongen udtalte ved felttogets slutning, at Henrik var den eneste general, som i dette felttog ikke havde begået nogen fejl. Også i felttoget 1760 forstod han på en behændig måde uden slag at forhindre russernes forening med østrigerne. 1761 dækkede han med 30.000 mand Sachsen mod Daun og Serbelloni og Berlin og Magdeburg mod franskmændene og svenskerne. Forholdene tvang ham ind i defensiven, men han løste sin opgave på en så udmærket måde, at Napoleon, der i øvrigt ikke er hans beundrer, har udtalt, at Henrik i felttoget 1761 har vist fremragende talent. Da styrkeforholdene 1762 forbedredes til gunst for Henrik, greb han offensiven og vandt mod krigens slutning den glimrende sejr ved Freiberg, syvårskrigens sidste slag. Efter freden trak han sig tilbage til sit slot i Rheinsberg, som kongen 1744 havde givet ham.

1770 deltog Henrik i Petrograd i forhandlingerne angående Polens deling. I den bayerske arvefølgekrig førte han en betydelig hær ind i Sachsen, forenede sig med kurfyrsten, foretog derefter en indrykning i Bøhmen, men måtte på grund af forplejningsvanskeligheder snart igen trække sig tilbage. Også i dette felttog hævdede han sit ry som feltherre. Når krigen ikke kaldte ham i marken, levede han i Rheinsberg. Hans forhold til kongen var spændt; dette skyldtes til dels forskellig opfattelse i politisk retning, og Henrik adlød vel punktlig, men ikke altid med lyst kongens befalinger.

I Rheinsberg omgav han sig med en kreds af fintdannede mænd, der delte hans misfornøjelse med kongen. Efter Frederik den Stores død håbede Henrik at komme til at spille en større rolle, men Frederik Vilhelm 2., der kendte hans ærgerrighed og dygtighed, holdt ham på afstand, og dette i forbindelse med hans stærkt udprægede franske sympatier hindrede ham i at få den ønskede indflydelse.