Frederik, prins af Hessen-Kassel
Frederik, prins af Hessen-Kassel (24. maj 1771 - 24. februar 1845), dansk general og statholder i hertugdømmerne, søn af landgreve Carl af Hessen-Kassel og prinsesse Louise af Danmark, Frederik 5.s datter.

Farens stilling og indflydelse skaffede ham, da han knap var 7 år gammel, bestalling som oberst, og 11 år efter var han generalløjtnant. 1808 blev han general efter i nogen tid at have været generalinspektør for fodfolket i hertugdømmerne og guvernør i Rendsburg. Den stærke protektion fra oven skadede dog ikke hans militære uddannelse, og han nød med rette anseelse som en særdeles duelig officer. Da derfor i året 1809 en dansk hær stod rede på Sjælland til at gøre landgang i Skåne, var prinsen udset til at føre kommando over hovedkorpset. Hele feltogsplanen blev imidlertid ikke til noget, og Frederik blev samme år sendt op til Norge som kommanderende general i den søndenfjældske del af landet og (fra januar 1810) vicestatholder. At kongen betroede ham dette hverv under de daværende vanskelige forhold, viser bedst, hvilke tanker man nærede om hans dygtighed, og heri tog man ikke fejl; idet i de halvfjerde år, han tilbragte i Norge, udfoldede han en virksomhed, der ikke blot skaffede ham regeringens anerkendelse, men også nordmændenes fulde tillid, hvad der betyder så meget mere, som hans forgænger, Chr. August, jo var bleven hævet til skyerne. Hans loyale sindelag og vindende optræden gjorde ham agtet og afholdt, mens han som soldat forstod at erstatte soldaterne savnet af Chr. August, ligesom hans fremragende evner som militær organisator i høj grad bidrog til at forøge hærens modstandskraft. Prinsen fik dog ikke lejlighed til at vise, om han muligvis 1814, da katastrofen indtraf, kunne have givet felttoget et andet udfald; idet i maj 1813 måtte han vige pladsen for prins Christian Frederik (Christian 8.) og blev sendt til Holsten som chef for en dansk hær afdeling, som skulle støde til marskal Davout, der havde hovedkvarter i Hamborg, og hvis hverv var at dække den franske hærs venstre fløj under Napoleons sidste felttog i Tyskland.

Efter kejserens nederlag ved Leipzig måtte Davout imidlertid indskrænke sig til at holde Hamborg besat, mens det danske hjælpekorps alene måtte optage kampen mod den fjendtlige overmagt, hvad der førte til det kortvarige, men for de danske våben så hæderlige felttog i Holsten i december 1813. Danskernes stilling var yderst kritisk, men det lykkedes Frederik, støttet af sin dygtige stabschef, daværende major Jens Bardeufleth, ved et glimrende udført tilbagetog til Rendsburg under stadig kamp med den langt overlegne fjende at redde korpset fra undergang. Dog heller ikke her, så lidt som i Norge, skulle den tapre soldat høste frugten af sine anstrengelser. Det var hans mening, at Rendsburg skulle danne centrum for et angreb fra dansk side på svenskerne og russerne, idet han gik ud fra, at Frederik 6. ville benytte sin forholdsvis store og vel indøvede hær til at føre et hovedslag mod fjenden. Men Frederik 6. var ikke mand for at tage en kraftig beslutning, og den ydmygende fred i Kiel 1814 blev enden på den syvårige krig. Hvor ivrig og indtrængende prinsen har tilrådet et dristigt kup, og hvor bittert han følte sig skuffet ved den endelige afgørelse, viser hans breve til kongen.

1815 blev han chef for det danske korps, der marcherede til Frankrig for at medvirke ved okkupationen af dette land, og her blev han genstand for megen anerkendelse og opmærksomhed på grund af sine troppers udmærkede disciplin og fuldendte militære uddannelse. Efter sin hjemkomst overtog han atter generalkommandoen i Hertugdømmerne, og efter sin fars død (1836) blev han tillige statholder med bolig på Gottorp Slot. Efter at have taget sin afsked 1842 trak han sig tilbage til et gods i Holsten, hvor han døde. 1813 havde han ægtet Clarelia Dorothea Baronesse v. Liliencron, født Brockdorff.