LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Biografier            Italien            Romerske kejsere         


Gajus Cæsar

Buste af Gajus Cæsar i Louvre, Paris
Gajus Cæsar, Caligula (31. august 12 e.Kr. - 24. januar 41), romersk kejser fra 37 til 41 e.Kr., søn af Germanicus og Agrippina.

Mens faren var ved Rhinhæren, fik han tilnavnet Caligula, fordi han da bar soldaterstøvlen, caliga; siden ledsagede han Germanicus til Orienten (18).

Han undgik Tiberius' grusomhed, for hvilken hans forældre og hans to brødre blev ofre, ved slavisk at bøje sig for kejseren og alle hans luner, og efter Tiberius' død (37) blev han selv udråbt til kejser. Hilset med jubel, fordi man af ham håbede frigørelsen for hans forgængers tyranni, svarede han i begyndelsen også til disse forventninger. Men da han i sin regerings ottende måned faldt i en svær sygdom, viste der sig bagefter hos ham alle symptomer på udpræget storhedsvanvid. Han følte sig overbevist om, at alt var ham tilladt, og hengav sig til udsvævelser og grusomheder af enhver art. Han svælgede i sanselige nydelser og anvendte umådelige summer til ganske unyttige arbejder. Han lod fornemme og ringe pine og henrette, oftest i sin egen nærværelse for at fryde sig over deres pinsler.

Mens han lod sig selv ære som en gud, hånede han Senatet og gjorde blandt andet en hest til konsul.

For at vinde krigshæder drog han i efteråret 39 til legionerne, men indskrænkede sig til et angreb på skrømt ind i Germanien og til at lade sine soldater samle muslinger på kysten lige over for Britannien. Selv tilbragte han det meste af tiden i Lyon, optaget af henrettelser og konfiskationer, der nødvendiggjordes ved, at han allerede havde opbrugt den store, af Tiberius efterladte statsskat.

Kort tid efter sin hjemkomst blev han dræbt af en tribun ved prætorianerne, Chærea, der sammen med andre havde sammensvoret sig imod ham.