LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Biografier            England            Englands kongerække         


George 1.
George 1. (28. marts 1660 - 12. juli 1727), konge af Storbritannien og Irland (1714—27) samt kurfyrste af Hannover, søn af den hannoveranske kurfyrste Ernst August og Sofia af Pfalz, en datterdatter af Jakob 1. af England, født i Hannover, død i Osnabruck 12. juli 1727.

Som prins udmærkede han sig kun ved hæderlig deltagelse i kampen mod tyrkerne 1683 og i slaget ved Neerwinden 1693 mod franskmændene. 1682 ægtede han sin kusine Sofia Dorothea; hun fødte ham to børn, Georg 2. og Sofia Dorothea, senere preussisk dronning, men ægteskabet blev ulykkeligt og opløstes.

Efter farens død 1698 tiltrådte George 1. regeringen i Hannover, men 1701 tildelte the Act of Settlement Det Hannoveranske Hus arveretten i Storbritannien og Irland, hvor han succederede 1714 efter dronning Annas død. Han havde aldrig vist nogen interesse for det rige, der kunne tilfalde ham, og vedblev at stå for englænderne som fremmed. Den jakobitiske rejsning 1715-16 kunne derfor let være blevet ham skæbnesvanger, men da det mislykkedes, styrkede den Huset Hannovers stilling. Allerede før sin tronbestigelse havde han knyttet forbindelse med whigerne, da han meget vel vidste, at en stor del af toryerne var hemmelige jakobitter. Whigpartiets lange regimente begyndte under ham, og Townshends, Stanhopes og Walpoles ministerier afløste hinanden.

George 1. ville egentlig helst være absolut herre, således som i Hannover; men i øvrigt uden dybere forståelse af engelske forhold føjede han sig efter det parlamentariske system, der var begyndt under Vilhelm 3. Hans regering styrkede derfor den moderne engelske parlamentarisme, og det fik betydning, at han, der ikke forstod engelsk, ophørte at møde i kabinettet. Derved øgedes dettes selvstændighed over for kronen, og der skabtes mulighed for den mægtige premierministerstilling, som Walpole var den første, der indtog.

Hans forkærlighed for Hannover, hvor han til sidst opholdt sig mindst lige så meget som i England, mishagede englænderne, men fik mindre betydning, da Hannovers udenrigspolitiske interesser i hans tid i reglen faldt sammen med Englands.

George 1. var jævnt begavet, men blottet for enhver højere interesse undtagen musikalsk og manglede virkelig dygtighed. Han var ukongelig i sin ydre optræden og vakte forargelse ved sine simple sæder og ved at overøse sine tyske elskerinder med engelske pairier. Han var godmodig af sindelag, men kunne ikke forliges med sin familie. Han døde på en rejse i Tyskland og blev bisat i Hannover.