LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Biografier            England            Englands kongerække         


George 5.
George 5. (3. juni 1865 - 20. januar 1936), konge af Storbritannien og Irland og af de britiske oversøiske lande og kejser af Indien, født i Marlborough House, London, som næstældste søn af den senere kong Edward 7.

Han uddannedes fra sit 12. år omhyggeligt til marineofficer og tjente i flåden på regelmæssig vis, indtil han 1892 efter sin ældste brors død blev vordende tronfølger og måtte deltage mere i hoflivet. 1892 fik han titel af hertug af York. 1901 efter farens tronbestigelse kaldtes han Prins af Wales.

6. juli 1893 ægtede han Victoria Mary, prinsesse af Teck. Han viste sig snart som en mand af pligtopfyldende arbejdsomhed, forstandig, jævn og klar, om end ikke højtbegavet, med stor iver for de samfundsopgaver, hans stilling måtte give ham, og med særlig virksom interesse for de britiske oversøiske lande, han lærte så godt at kende gennem rejser. Større opmærksomhed vakte han først ved sin officielle rejse marts—novembr 1901 til Australien, New Zealand, Sydafrika og Canada med det formål at åbne det nye australske fællesparlament og takke de selvstyrende kolonier for deres krigshjælp til moderlandet. Både i hans fremhæven under rejsen af fremtidens fastere rigsfællesskab og i hans udtalelse ved hjemkomsten om, at England burde »vågne op« til sine store verdensopgaver, mærkede man et personligt moment; det samme gjaldt hans ord efter en rejse til Indien 1906, at man vilde få lettere ved at styre landet, hvis man viste større sympati.

1908 var han atter i Canada. Ved sin tronbestigelse maj 1910 tillagde han sig den ny titel King of the British Dominions begond the Sea; november 1911 - februar 1912 gæstede han som den første engelske konge Indien og lod sig hylde ved Durbaren i Delhi: Hans rejser til Europas fastland har derimod været få. Uagtet hans iver for storriget stemte med tidens krav, uagtet han måtte føles som mere nationalt præget end nogen af sine nærmere forgængere, uagtet det vakte bifald, at han tog en åben kamp op mod den sladder, der ville gøre ham til drikfældig og til bigamist, og uagtet hans familieliv og hele færd stemmede langt bedre med de engelske moralske krav end farens, overskyggedes hans popularitet dog en tid lang af mindet om dennes lettere elskværdighed og takt.

Hans forsøg under forfatningskampen 1910 på at skaffe forlig gennem forhandlinger mellem partilederne lykkedes ikke, og et lignende forsøg under kampen om Irlands selvstyre juli 1914 bevirkede, at de irske nationalister og en del liberale beskyldte ham for at tage parti for deres modstandere. Under 1. verdenskrig har imidlertid trangen til samling om de nationale mål og kongens egen utrættelige virken, ikke mindst hans stadige besøg ved fronten, skaffet ham tillid og hengivenhed, og ved dens afslutning var han genstand for stor og oprigtig hyldest.

Hans radiotransmitterede juletaler som begyndte i 1932 øgede yderligere hans popularitet.