Giuseppe Verdi

Giuseppe Verdi, af Giovanni Boldini, 1886 (National Gallery of Modern Art, Rom)
Giuseppe Verdi (9. eller 10. oktober 1813 - 27. januar 1901), italiensk komponist. Født i Roncole og død i Milano.

Efter en del svære år hvor Verdi blandt andet blev afslået en plads på konservatoriet i Milano fandt han librettoen til operaen Nabucco, der blev hans gennembrud i 1842. I de næste fem år blev Verdi mere og mere berømt. Først i Italien og Europa og senere også i USA.

I perioden 1844 - 1850 skrev Verdi flere og flere operaer, heriblandt: Ernani, Macbeth, Luisa Miller og otte andre. Operaerne blev gradvis mere og mere fyldige og orkestret får en større og kraftigere rolle efterhånden. Hans inspiration kom først og fremmest fra store operakomponister som Rossini, Mercadante og Donizetti. For Verdi var det vigtigt at der også var en historie bag en opera og han var meget omhyggelig med at gennemarbejde sine librettoer. I slutningen af denne periode kommer de største og mest populære Verdi operaer, først og fremmest Rigoletto, der bliver produceret i Venedig. Senere og ligeså populær bliver Il trovatore opsat i Rom i 1853. Allerede seks uger senere bliver La Traviata sat op, den bliver umiddelbart ikke vel modtaget, men efter en nyopsætning året efter bliver også den en succes.

I 1870 påbegynder Verdi værket Aida, der bliver uropført i operahuset i Kairo i slutningen af 1871, i forbindelse med åbningen af Suez-kanalen. Herefter trækker Verdi sig tilbage fra operaskrivningen og hans værker fra 1873 omfatter blandt andet en strygekvartet og et requiem over digteren Manzoni.

Dog bliver Verdi i 1879 opfordret til at skrive endnu en opera, Otello. Verdi bruger dog meget af sin tid på at revidere sine tidligere operaer og Otello er først færdig i 1886. Denne, der må siges at være hans mest kraftfulde og tragiske værk uropføres i Milano i 1887. Verdis sidste opera bliver endnu en Shakespeare historie, Falstaff, fra 1893.

Sine sidste år tilbringer Verdi som en rig og respekteret mand i Milano. Ved hans død i 1901 hyldes han i Milanos gader af mere end 28.000 mennesker.