LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Biografier            Danmarks kongerække         


Gorm den Gamle
Gorm den Gamle
Faktaboks
Dansk konge:Cirka 936-959
EfterfulgteUkendt konge eller konger
Blev efterfulgt af:Harald 1. Blåtand
Dødsdato:958 eller 959
Begravet:Jelling Kirke
Gift med:Thyra
Børn:Harald 1. Blåtand
Knud Dana-ast
Toke
Gorm den Gamle er historisk opgjort til den første danske konge. Der var dog konger før ham, de historiske kilder herom er dog meget spartanske. Gorm den Gamle nævnes første gang som dansk konge 936 og han døde 958 eller 959. Han var af den danske skjoldungeæt, men hans far Hardeknud skal være kommet til Danmark fra Norge, og han og efter ham Gorm den Gamle synes at have kæmpet sig frem for at fravriste en svensk erobreræt det danske land.

Måske har Gorm den Gamle haft hjælp fra England. Den northumbriske kong Gudrød (død 894) var i alt fald vistnok hans bror. Til sidst (cirka 935) fældede Gorm den Gamle sin modstander Gnupa, som sad inde med grænseegnene mod syd og forinden var blevet overvundet af den tyske konge Henrik 1.

Den islandske overlevering misforstod Gorm den Gamles sejre og lod ham samle Danmarks rige på samme måde, som Harald Hårfager samlede Norge. Sandheden er imidlertid, at Danmark allerede dengang i århundreder havde været et samlet rige, og at kun tilfældig tronstrid og fremmedes midlertidige indtrængen gjorde skår i enheden. Tilmed er det tvivlsomt, om Gorm den Gamle har opnået at få hele Danmark. Først efter Gorm den Gamles død satte Harald Blåtand kronen på værket ved at erobre de grænseegne, som Gnupa og efter ham hans søn Sigtrygg havde haft.

Gorm den Gamle var, som tilnavnet viser, ved sin død en gammel mand. I dansk overlevering mindedes han for øvrigt som »den løge« (omtrentlig: den dovne), og den omstændighed, at man henførte anlægget af grænsevolden Dannevirke til hans dronning, Thyra Danmarksbod, og ikke til ham, kunne virkelig tale for, at han har været meget lidt handlekraftig og er trådt i skygge af sin hustru. Og det er i Gorm den Gamles levetid, at Thyra har bygget Dannevirke. Gorm den Gamle må nemlig have overlevet sin dronning, eftersom han omkring 950 rejste den lille Jellingsten som minde over hende med indskriften:

»Gorm konge gjorde kumler (minder) disse efter Thyra sin kone Danmarks bod.«

Sagnet vil imidlertid vide, at Gorm den Gamle døde først, af sorg over sin søn Knuds død, som Thyra meddelte ham i form af fortællingen om den hvide og den grå høg. I populær form går fortællingen således: Gorm elskede Knud og havde svoret ved Thor og Odin, at han ville slå den ihjel, som overbragte ham budskabet om Knuds død. I stedet for at overbringe budskabet til kongen, hængte Thyra sorte klæder for vinduerne og klædte sig i en gammel sæk. Gorm spurgte hende, om det betød, at Knud var død, hvortil hun svarede: »Det sagde du, herre, og ikke jeg«.

Sagnet gjorde ham også til en grum kristenforfølger, sikkert med urette, eftersom han modtog den hamburgske ærkebiskop Unni godt. Men hedning var han, og han og hans dronning højlagdes på hedensk vis i to mægtige gravhøje ved kongsgården Jelling, hvor deres søn Harald Blåtand rejste den såkaldte store Jellingsten med indskriften:

»Harald konge bød gøre disse minder efter Gorm sin fader og Thyra sin moder, den Harald som vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne.«


Thyra Dannebod meddeler Kong Gorm den Gamle  
underretning om hans søn Knuds død
Parret blev antagelig først begravet i Nordhøjen i Jelling. Efterfølgende fik de så en kristen begravelse i kirken ved siden af højen.

I 1978 fandt man skeletrester med mere under kirkegulvet. Desuden fandt man en mængde guldtråde, der havde været indvævet i en kongelig dragt. Gorms formodede knogler blev i en længere periode undersøgt og scannet på Nationalmuseet. Den 30. august 2000 blev Gorm den Gamles knogler ført tilbage til Jelling Kirke. De blev lagt i et metalskrin i et støbt betonkammer foran koret i kirken. På dækstenen står indskriften:

»Kong Gorm højsat 959 og siden gravlagt her.«

Gorm den Gamle havde sønnerne Knud Dana-ast, som skal være faldet under et togt til England, Harald Blåtand, som blev en af Danmarks betydeligste konger, og Toke, om hvis fald i den berømte kamp på Fyris-voldene flere runesten fortæller om.

Knuds død
Sagnet om overbringelsen af oplysningen om Knuds død fra Thyra (Tyra) til Gorm fremgår således af Grundtvigs fordanskning af Saxos Danmarks Krønike:

»Dengang dette gik for sig, var Gorm blind af Alderdom, og gik, højbedaget, paa Gravsens Bred. Sit eget Liv brød han sig ikke om, thi han var omtrent saa gammel, som et Menneske kan blive, men desmere bekymret var han for sine Sønners Liv og Velfærd, og især elskede han den ældste saa højt, at han havde svoret paa, at den første der meldte ham Knuds Død, skulde have sit Liv forbrudt. Desaarsag turde nu ingen bringe ham Efterretningen, men da Tyra fik Vished om, at Sagen var rigtig, havde hun det snilde Indfald, ved Tegn at pege paa, hvad hun ej med Ord turde melde. Hun afførte nemlig Gorm hans Kongekaabe, hængte en lurvet Kappe om ham, og betegnede endnu yderligere Sorgens Anledning, ved hertil at føje hvad de gamle brugte ved Ligbegængelser.

Ikke sandt, sagde Gorm, min Knud er død! Det hører jeg nu af dig, svarede Tyra, med det har jeg ikke sagt; og dette hendes Ord tog Livet af Gorm, saa den bedrøvede Moder fik ikke trøst, men Sorg over Sorg, maatte paa een Gang begræde og begrave baade Mand og Søn!«