LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Biografier         


Gottfried Wilhelm Leibniz
Gottfried Wilhelm Leibniz (21. juni 1646 - 14. november 1716), tysk filosof, født i Leipzig, død i Hannover.

Tidligt mistede han sin far, der var retslærd og professor i moralfilosofi, men fik dog en omhyggelig opdragelse og tilbragte allerede i drengeårene en stor del af sin tid med læsning af alt, hvad han stødte på i farens efterladte bibliotek, ikke mindst af filosofisk litteratur, ældre og nyere, således at han, da han 15 år gammel begyndte at studere jura og filosofi ved sin fødebys universitet, alt var inde i vidtløftige spekulationer over, hvorvidt han skulle holde sig til de gamle skolastikere eller følge den ny tids tænkning.

I Jena studerede han matematik og tog i sit 20. år ved universitet i Altdorf den juridiske doktorgrad med glans. Den akademiske lærergerning, der syntes ham en skole i Pedanteri, tiltrak ham ikke; han ønskede en større virkekreds, ville se sig om i verden for at lære tidens åndelige rørelser at kende på første hånd, og foreløbig trådte han da i tjeneste hos kurfyrsten af Mainz, hvor han blev sat i gang med forskellige politiske og juridiske arbejder og kom til at medvirke ved bestræbelserne for en udsoning mellem katolikker og protestanter, idet han skrev mod ateisterne og mente at kunne samle alle om en slags naturlig religion, hvis hovedindhold skulle være troen på gud, udødelighed og treenighed, en tanke, som han også siden ofte vendte tilbage til, men som naturligvis aldrig vandt genklang hos nogen af de stridende parter.

1672 drog Leibniz i kurfyrstens ærinde til Paris, hvor han derefter forblev i omtrent 4 år, ivrigt optaget af studier og af omgang med tidens lærdeste mænd; under den hollandske matematiker og fysiker Huyghens’ vejledning drev han indgående, matematiske studier, som siden førte ham til den epokegørende opdagelse af differential- og integralregningen, hvoraf den kendte langvarige og uhyggelige prioritetsstrid med Newton opstod; med iver fordybede han sig i Descartes’ filosofi og trådte i nært forhold til den kendte cartesianer Antoine Arnauld; han læste også Hobbes’ værker og kom endelig gennem den tyske logiker og matematiker Tschirnhausen i forbindelse med Spinoza, som han endog besøgte i Holland, og af hvem han påvirkedes stærkt. 1676 blev Leibniz udnævnt til hofråd og bibliotekar hos hertugen af Hannover, hvor han siden levede, dog med flere kortere og længere afbrydelser. I årenes løb kom han til her at indtage en fremskudt plads i administrationen, der lagde stærkt beslag på hans tid med alle slags praktiske forretninger, som han dog omfattede med stor interesse; han samlede også materiale til fyrstehusets historie, foretog i den anledning flere vidtløftige rejser, der blandt andet førte ham til Italien, og ledede udgivelsen af historiske og juridiske værker; han stod i det hele fyrsteslægten personlig nær som rådgiver og opdrager, navnlig hertug Ernst Augusts datter, Sophie Charlotte, den senere dronning af Preussen. For alt dette svigtede Leibniz dog aldrig sine alsidige videnskabelige studier, hvis rige frugter nedlagdes i en række originale afhandlinger og, ikke mindst, i en utrolig vidtløftig korrespondance.

År 1700 blev han draget af sin tidligere elev til Berlinhoffet, hvor han tog initiativet til oprettelsen af Videnskabernes Akademi, levede siden en tid i Wien knyttet til den kendte hærfører Prins Eugen af Savoyen, og endelig atter sine sidste år stadig i Hannover, hvor han dog nu ikke længere spillede nogen rolle, men var i en slags unåde hos kurfyrst Georg Ludvig, kong Georg 1. af England. Trods sine mange forbindelser såvel med lærde som med adelige og fyrstelige kredse, blandt hvilke også var den russisske tsar Peter den Store, trods talløse udmærkelser, titler og adelskab var Leibniz en stille og ensom mand, da han i sit 70. år endte sit virksomme liv og stedtes til hvile i Hannover.

Ofte havde Leibniz klaget over, at det meget spredte arbejde stjal tiden bort fra studierne, og ganske vist lykkedes det ham heller aldrig at få udarbejdet nogen samlet systematisk fremstilling af sin filosofi; grunden hertil ligger dog sikkert dybere end i spredt arbejdsmande, idet hans tænkning først langsomt og efterhånden arbejdede sig frem til samlet klarhed, netop fordi han efter sit hele åndelige anlæg altid var bestræbt på at tilegne sig alt, hvad han fandt af brugelige værdier, og arbejde det sammen, ikke ved en udvendig eklekticisme men ved en gennemtrængende tilegnelse.

Stadierne i denne udvikling betegnes ved hans talrige meddelelser til andre lærde og ved hans større og mindre afhandlinger, blandt hvilke nogle af de vigtigste er trykt i forskellige tidsskrifter, mens andre først mange år efter hans død blev kendt i videre kredse. Dette sidste gælder et af hans betydeligste værker, Nouveaux Essais sur l’Entendement humain, der var en kritik af Lockes erkendelsesteori, men som Leibniz ikke ville udgive, da den engelske tænker imidlertid var død; nævnes må i øvrigt: Meditationes de cognitione, veritate et ideis (1684), Discours de Métaphysique (1685), De primæ philosophiæ emendatione et de notione substantiæ (1694), Système nouveau de la Nature et de la Communication des Substances (1695) og Principes de la Nature et de la Grâce (1714); Essai de Theodicée (1710) og La Monadologie (1714) er populære skrifter, og Leibniz’ svageste arbejder, men ifølge forholdenes natur de værker, der mest har gjort hans filosofi kendt, således at hans ideer i den nærmeste eftertid ikke kom til at øve den indflydelse, de havde krav på, og hans sande storhed først i en langt senere tid er blevet fuldt vurderet.

I tilslutning til den cartesianske filosofi og under indflydelse af sine matematiske studier så Leibniz udgangspunktet for al tænkning i en nøjagtig bestemmelse af den for al videnskabelig tænkning fælles metode, og han anså det for muligt, når en sådan fandtes, at danne et fælles tegnsystem, et begrebernes alfabet, hvori hvert tegn skulle udtrykke et af de ved nøjagtig analyse af erkendelsen vundne, usammensatte begreber, på samme måde som størrelserne udtryktes i det matematiske bogstavsprog; på een gang et logisk tegnsystem og et universalsprog.

Mens Descartes ville forkaste den traditionelle logik, mente Leibniz, at den rette metode bestod i en forening af den matematiske analyse med den aristoteliske logiks bevismetode. Gennem analyse af dommene når vi til de enkelte, usammensatte begreber, hvis definition beror på identitetsprincippet, der for Leibniz blev det logiske grundprincip; at identiske domme er sande, de, der viser sig at indeholde en modsigelse, falske, bliver grundloven, og alle ikke-identiske domme må føres tilbage til identitetsforhold; prædikatet i den sande dom er indeholdt i subjektet. Leibniz indfører ved denne fremhævelse af identitetsprincippet en ny formulering af logikken, som dog først langt senere blev kendt og gennemført ved den engelske reform i 19. århundrede, men han lader samtidig atter den ældre logiks bevismetode kommer til sin ret. Han bringer den tilstrækkelige grunds princip til anvendelse, og kriteriet på erkendelsens sandhed ligger ikke i bevidsthedens klare og evidente fatten af forestillingen, men i den begrebernes nødvendige logiske sammenhæng, der ligger i tingenes rationalitet, som er givet med hint grundens princip; ikke den gennem erfaringer vundne indsigt, men først den logiske forståelse af årsagssammenhængen er videnskabelig erkendelse. Det vil allerede heraf forstås, at Leibniz også vil tilvejebringe forsoning mellem de metafysiske grundprincipper hos Descartes og Aristoteles; han fremhæver nemlig, at naturens mekaniske sammenhæng, som han bestemt vil fastholde, netop forudsætter den absolutte rationalitet, som atter nødvendig må føre til antagelsen af et formål. Renæssancens videnskab, hvorpå Descartes byggede sin filosofi, ville føre alt tilbage til bevægelse, men Leibniz mener at kunne trænge dybere ned ad denne tankegangs vej, idet han hævder, at bevægelsens årsag må være en kraft, som er den sande realitet, da det er kraften, som består uforanderlig, mens bevægelsen i sig selv stadig veksler, og først gennem begrebet kraft når vi til forståelse af kontinuiteten i naturen. Kraften bliver da for Leibniz det tilgrundliggende i tilværelsen, den bliver substansen, og han kommer ved behandlingen af dette begreb i modsætning til cartesianerne, da han ikke kan gå med til at tillægge udstrækningen absolut realitet, idet det udstrakte må være sammensat og mangfoldigt, og ikke det mangfoldige, men de dele, de enheder, hvoraf det er sammensat, må være den sande realitet. Substansen må derfor i virkeligheden være de individuelle enheder, som Leibniz med et græsk ord kaldte monaderne, og den hele verden må derfor bestå af sådanne enheder.

Monaderne forestiller vi os bedst i analogi med den menneskelige sjæl, og i kraft af kontinuitetens lov må da alle verdens øvrige monader også være i levende enkeltvæsener, kvalitativt set af samme art, men naturligvis således, at de er indbyrdes forskellige og af højst forskellige grader i henseende til bevidsthedens klarhed, til højere og lavere former for liv. Når denne uendelige mængde af små enheder, som hver især er en verden for sig - og endda, som Leibniz udtrykker sig, ikke har døre eller vinduer og altså ikke kan påvirke hinanden - når de tilsammen udgør et sammenhængende verdensalt, så er delte kun forståeligt, når man forudsætter, at de alle har en fælles kilde, at de er udgået fra den højeste monade, gud, og at de derfor trods alle individuelle forskelligheder er i indre væsentlig overensstemmelse, alle er udtryk for den skabende guds tanke, udstrålet af guds kraft, på samme måde som menneskets tanker af sjælens liv. Derved fremkommer tanken om, hvad Leibniz kalder den præstabilerede harmoni, den fra først af og til alle tider herskende overensstemmelse mellem universets i uendelig mange dele. Det enkelte individs selvstændige enhed og frie udfoldelse bliver ved denne lære fremhævet, samtidig med dets indordning i en verdenssammenhæng, der ikke blot er rationel, men mekanisk og dog behersket af et formål. Harmonien forudsætter nemlig, at den verden af monader, som gud har skabt, ikke blot i fysisk henseende er velordnet og harmonisk, men også, at den i etisk henseende er så fuldkommen, som det er muligt inden for endelighedens skranker. I sin lære om Theodicéen, der er udformet i polemik mod Pierre Bayle, udvikler Leibniz, at der ikke er nogen strid mellem troen og fornuften, da der ikke gives sandheder, som strider mod fornuften, men ganske vist nogle, som går ud over fornuften, idet selve den tilstrækkelige grunds princip viser ud over sig selv til det teleologiske princip, til læren om et absolut skabende og virkende forsyn, der er sin egen årsag. I dette forsyns tjeneste træder da også ulykkerne, som sker i denne den bedst mulige verden, som modsætning til fremhævelse af det gode og til opdragelse for menneskene. Af dette grundsynspunkt bestemmes da også Leibniz’ etik; den højeste lyst er kærligheden til den algode gud, der giver os en ophøjet sjælsro over for livets tilskikkelser og en varig lykkefølelse ved bevidstheden om stadig fremadskriden mod den fuldkommenhed, som er alle tings mål, en bevidsthed, som gør os virksomme også for at skabe lykke for andre individer, med hvilke vi fra skaberens hånd er i dyb indre harmoni; retfærdighedsfølelsen, den etiske hoveddyd, er det typiske udslag af denne etiske stræben. Ifølge monadelæren er de enkelte sjæle, de enkelte væsener en enhed for sig og det hele bevidsthedsliv er derfor en naturlig udvikling af sjælens eget inderste væsen, der ytrer sig ikke blot i klare tanker og forestillinger, men består af en uendelig række af ytringer af forskellig klarhedsgrad og styrke; også her som i matematikken træder Leibniz’ levende sans for de uendelig små størrelser os i møde. Det ligger i monadelærens karakter, at Leibniz sluttede sig nær til Spinozas identitetshypotese om forholdet mellem sjæl og legeme. Med æstetiske studier beskæftigede Leibniz sig ikke, men at Theodicéens skaber blev den tænker, fra hvem den digteriske reform i Tyskland har sit udspring, og at den første æstetiks forfatter (Baumgarten) var en af hans disciple, kan ikke forbavse.

Ved sin populærfilosofi blev Leibniz grundlæggeren af det 18. århundredes oplysning; men hans tænkning var langt dybere og mere vidtrækkende, end den nærmeste eftertid anede; ved sit omfattende arbejde på selvstændigt at gennemtænke alt, hvad den ny tids ypperste tænkere havde sat ind i verden, på at skabe et klart system af alt det, som havde værd af fortids og samtids filosofi, er han kommet til at indtage en plads i tænkningens historie ved siden af oldtidens og middelalderens to store universelle systematikere, Aristoteles og Thomas Aqvinas.