Hadrian 1.
Hadrian 1. (772-795), fornem romer, der fra Diakon blev pave, støttet af det frankiske parti. Han vedligeholdt forbindelsen mellem papatet og det frankiske kongedømme og indkaldte Karl den Store som forsvarer for kirkestaten mod langobarderne.

Han skal af Karl den Store have modtaget stadfæstelse og udvidelse af Pipin den Lilles gave til St. Peter (774), men gavebrevets ægthed er ikke helt sikker.

I billedstriden forsvarede Hadrian billederne, og hans anskuelse sejrede på mødet i Nikæa (787), men på det punkt var han uenig med Karl den Store, uden at det gode forhold dog forstyrredes.

I den adoptianske strid var Hadrian og de karolingske teologer uenige.