Hadrian 4.
Hadrian 4. (1154-1159). Den eneste englænder, der har været pave, hed Nicolaus Breakspeare og var søn af en klerk. Da han skammede sig ved at gå som tigger i England, rejste han til Frankrig, hvor han efter megen omflakken fandt optagelse som tjener i et kloster ved Arles. Her vandt han munkenes yndest, de lod ham studere, gjorde ham til deres prior og abbed.

Som abbed var han munkene for streng; de klagede til Rom, men hermed var hans lykke gjort; idet pave Eugen 3. stod på hans side, han gjorde ham til kardinal og sendte ham som legat til de tre nordiske riger.

1152 oprettede han ærkebispedømmet i Nidaros; men da svenskerne ikke kunne blive enige om, hvor deres ærkebiskop skulle have sæde, overlod han ærkebispen i Lund at træffe bestemmelse med hensyn til det svenske ærkebispedømme, hvoraf følgen blev, at den danske ærkebiskop blev den svenske kirkes primas.

Han fik Norge og Sverige til at betale Peterspenge. Kort efter sin hjemkomst blev han pave, og han fik straks den opgave at kue den af Arnold fra Brescia rejste revolutionære bevægelse i Rom, i hvilken henseende han fik hjælp fra Frederik Barbarossa, som han kronede til kejser.

På mødet i Besancon (1157), der sammenkaldtes i anledning af, at ærkebiskop Eskil i Lund var blevet taget til fange i Tyskland, udbrød striden mellem hofenstauferne og pavemagten. Den pavelige legat Rolant mindede nemlig Frederik Barbarossa om, at han havde modtaget kejserkronen beneficium af paven. Kejseren tog ordet beneficium i betydning af »len«, mens paven senere ville have det forstået i betydning af »velgerning«.