Hans Brask
Hans Brask (1464 - 1538), biskop i Linköping, Sveriges mest fremragende prælat under reformations-kampen, født i Linköping, hvor faren var borgmester, død i landflygtighed.

1488 tog han magistergraden i Greifswalde, opholdt sig senere flere år i Rom, blev 1505 domprovst i Linköping og samtidig medlem af Rigsrådet, hvor han sluttede sig til Svante Nielsen Sture og Hemming Gad. 1513 blev han biskop. Han var en højtbegavet mand med gode kundskaber, en ivrig forkæmper for kirkens rettigheder, i mange henseender dygtig og nidkær, en ivrig ven af sit lands storhed, med åbent blik for meget. han er således den første, der har fremsat tanken om en vandforbindelse mellem Kattegat og Østersøen (en slags Götakanal); men han var en snu natur, der ofte under de store politiske kampe holdt sig forsigtig tilbage, således i striden mellem Sten Sture den Yngre og ærkebiskop Gustaf Trolle, hvor han søgte at optræde mildnende og dæmpende. Han blev dog nødt til at medbesegle Rigsrådbeslutningen af 1517 om ærkebispens afsættelse, men skal have søgt at dække sig ved at få indlagt i seglkapslen en seddel om, at han gjorde det nødtvungen, hvilket da senere skulle have reddet ham ved det stockholmske blodbad. Fortællingen skriver sig fra hans senere modstander, reformatoren Olaus Petri, men er i flere henseender mindre sandsynlig, om den end ikke strider mod bispens karakter.

1520 blev han nødt til at slutte sig til Christian 2., men holdt sig også i den følgende tid forsigtig tilbage. Han deltog således ikke i det store møde i Uppsala, hvor Rigsrådet, efter Gustaf Trolles opfordring, anerkendte Christian 2. som konge. Derimod deltog han i kroningshøjtidelighederne november samme år, men undgik døden ved det stockholmske blodbad. Under rejsningen mod Christian 2. blev hans bispegård angrebet af almuen, hvorpå han, halvt uvillig, sluttede sig til Gustaf Vasa, der, for at vinde den ansete prælat for sig, lovede ham og hans kirke sin beskyttelse. Fælles interesser for Sveriges vel holdt dem også i begyndelsen sammen. Ivrig opfordrede biskoppen således kongen til at benytte sig af forholdene til at sætte sig i besiddelse, ikke blot af Gotland, der i gejstlig henseende hørte under Linköping bispestol, men også af Norge og de skånske provinser. Men da kongen af Olaus Petri og andre blev vundet for reformationen, fandt han en sej og udholdende modstander i Linköpings biskop, der under den svenske kirkes daværende opløste tilstand var den eneste katolske biskop af nogen betydning. I sine djærve breve søgte han af al magt at få kongen til at modsætte sig kætteriet og opmuntrede ved sine skrivelser også de øvrige biskopper og stormænd til modstand herimod. I sit stift forbød han salget af lutherske skrifter og oprettede selv i Söderköping et bogtrykkeri, hvorfra der skulle udgå skrifter mod kætteriet. Endelig skulle hovedkampen stå på Vesterås Rigsdag 1527, og ved denne lejlighed holdt biskoppen sig ikke tilbage. Før Rigsdagens åbning samlede han de øvrige prælater til et møde, hvor man edelig forbandt sig til aldrig at falde fra paven eller at indvilge i nogen luthersk lære og på forhånd nedlagde protest mod alle beslutninger i disse retninger. Protesten holdtes dog hemmelig og fik ingen betydning. På Rigsdagen kom det til et voldsomt sammenstød mellem kongen og biskoppen; men da kongen truede med at trække sig tilbage, måtte biskoppen til sidst nødtvungen finde sig i at tiltræde den reces, der knækkede biskoppernes myndighed, og selv udlevere sit kære slot, Munkeboda, til kronen.

Otte rigsråder måtte gå i borgen for biskoppens overholdelse af recessen. Hjælpe til den katolske kirkes undergang i Sverige ville den gamle biskop dog ikke. Af kongen søgte han tilladelse til at rejse til det under Danmark hørende Gotland for at visitere; men herfra begav han sig i september samme år til Danzig og genså aldrig Sverige mere. Han opholdt sig først i det i nærheden af Danzig liggende Oliva Kloster, senere i klostret Landa i Polen, hvor han døde.