Hans Daniel Hassenpflug
Hans Daniel Ludwig Friedrich Hassenpflug (26. februar 1794 - 10. oktober 1862), tysk statsmand.

Han deltog i frihedskrigen 1813 og gjorde sig som student i Göttingen kendt ved sine frisindede meninger og sin heftighed i at forsvare dem. 1818 blev han assessor ved retten i Kassel, viste tidlig stor selvstændighed, ja endog anmasselse over for sine kolleger og støttede kurfyrstinden og hendes søn (den senere Frederik Vilhelm) i deres strid med kurfyrst Vilhelm 2.

1831 blev han overappellationsråd og maj 1832 justits- og indenrigsminister. Han satte sig straks den opgave at bekæmpe den fri forfatning af 1831 som et værk af revolutionen og søgte ved spidsfindige fortolkninger at give den et tomt indhold, idet han undertrykte pressen, forbød embedsmænds indtrædelse i Landdagen og indskrænkede dennes rettigheder. Striden førtes med gentagne udsættelser og opløsninger, mens Landdagen til gengæld lod ham tiltale for grundlovsbrud, dog uden at opnå hans domfældelse. Men da han også viste sin egenrådighed over for kurfyrstregenten, blev han fjernet juli 1837.

Han blev nu først 1838 minister i Hohenzollern-Sigmaringen, 1839-41 guvernør i det ny storhertugdømme Luxembourg, 1841-44 medlem af det preussiske overtribunal og endelig 1846-50 præsident for Overretten i Greifswald. Herfra kaldtes han februar 1850 tilbage til Kurhessen som førsteminister, overtalte kurfyrsten til at forlade landet og udvirkede dets besættelse med østrigske tropper og forfatningens omstyrtelse ved Forbundsdagens hjælp samt oktrojeredé derefter en ny, mindre frisindet. Men også mod den ny Landdag førte han en hårdnakket kamp på sin gamle vis og gjorde sig så almindelig forhadt, at folket forvrængede hans navn til »Hessenfluch«. Oktober 1855 blev han igen fjernet efter en tvist med kurfyrsten, og han levede længe nok til at se den lovlige forfatning genoprettet juni 1862 og således sin livsgerning spildt.