LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Biografier            Danmark         


Hans Egede
Hans Poulsen Egede (31. januar 1686 - 5. november 1758), missionær i Grønland, født på en gård i Throndenæs Sogn i Nordlandene, død i Stubbekøbing.

Faren, der var sorenskriver, var dansk af fødsel, en præstesøn fra Vester Egede på Sjælland. Egede blev først privat undervist af to nordlandske præster og blev derpå 1704 sendt til universitetet i København, hvor han fuldendte sine teologiske studier på 1 1/2 år. Den lutherske ortodoksi herskede dengang ved universitetet, og Egede blev påvirket af denne åndsretning uden dog at blive en yderliggående tilhænger af den. 1705 vendte han tilbage til Norge, 1707 blev han, kun 21 år gammel, sognepræst for Vaagen, en af Lofotenøerne, og kort efter ægtede han Gertrud Rask, der var 13 år ældre end han. Allerede i det følgende år blev hans tanker rettet mod Grønland: I en Norges beskrivelse havde han læst, at der tidligere havde været kristne i Grønland; men en slægtning af ham, der selv havde rejst i dette land, meddelte ham, at der nu kun var ville mennesker. Denne meddelelse vakte hans medfølelse med disse stakkels mennesker, som han betragtede som efterkommere af de gamle nordboere, der nu var henfaldne til hedensk blindhed og vildhed, og han ønskede, at han selv kunne prædike Kristus for dem og derved »fremme Guds ære og disse arme menneskers salighed«. 1710 udarbejdede han et forslag til grønlændernes omvendelse, som han sendte til biskopperne i Bergen og Trondhjem. De svarede velvilligt og lovede at anbefale forslaget til den kongelige majestæt, men fremhævede tillige vanskelighederne ved at gennemføre et sådant foretagende. Egedes hustru var længe imod sin mands plan, men kom efterhånden til at se den som Guds vilje. 1718 nedlagde Egede sit embede og drog med sin hustru og deres 4 små børn til Bergen. 1719 rejste han til København for at forelægge sin plan for kong Frederik 4. og Missionskollegiet; men iværksat blev den først 1721, efter at den store nordiske krig var endt. Da lykkedes det omsider Egede at få nogle købmænd og gejstlige i Bergen til at tegne sig for bidrag, så at der kunne købes et skib, der skulle sejle på Grønland og drive handel på dette land, og kongen udnævnte Egede til missionær med en årlig løn af 300 rigsdaler. 3. juli 1721 landede han på vestkysten af Grønland, på en ø, som han kaldte Håbets Havn; senere anlagde han på en bedre beliggende plads en koloni, som fik navnet Godthåb.

Egedes første Indtryk var en stor skuffelse. I steden for efterkommere af de gamle nordboere traf han eskimoerne, som han var ganske ude af stand til at gøre sig forståelig for; men hans faste tro på, at det var Gud, der havde kaldet ham til Grønland, bevirkede, at han ikke vendte hjem, men besluttede at blive og arbejde for folkets omvendelse. Her mødte der ham imidlertid store vanskeligheder: det strenge klima med den hårde vinterkulde, de store is- og snemasser, der besværliggjorde hans rejser, vanskeligheden ved at få den fornødne proviant, den indfødte befolknings lave kulturstandpunkt, deres omflakkende levevis, der vanskeliggjorde oprettelsen af faste menigheder, sproget, der næsten ganske manglede betegnelser for åndelige begreber, de hedenske åndebesværgeres, angekok’ernes modstand og endelig det anstødelige liv, som mange af de danske kolonister i Grønland førte. Med stor iver søgte Egede at overvinde disse vanskeligheder. Det lykkedes ham at vinde eskimoernes venskab og tillid ved at give dem små gaver, ved at besøge dem i deres hytter (trods den ulidelige hede og stank, som herskede dér), og ved kærlig hjælpsomhed, særlig over for de syge. Med overordentlig flid arbejdede han på at lære sproget, og her havde han en udmærket hjælp i sine unge sønner, Paul og Niels, der begge havde et udpræget sprognemme.

Egede mente, at man måtte berede vejen for kristendommen ved civilisation, og lagde i det hele megen vægt på fornuftens oplysning for derigennem at berede sindene til omvendelse. Således ville han overbevise hedningerne om Guds tilværelse og væsen, førend han forkyndte dem frelsen ved Kristus. Hans forkyndelse blev for en stor del undervisning i den kristelige børnelærdom. Han udarbejdede en grønlandsk katekismus og ventede med at døbe, indtil han havde forvisset sig om, at vedkommende dåbskandidat havde et grundigt kendskab til katekismens sandheder og i flere år havde ført et kristeligt levned. For at kristendommen ret kunne slå rod i folket søgte han at opdrage indfødte lærere; derfor tog han unge grønlændere til sig og uddannede dem til kateketer. Som sin samtid i det hele lagde Egede megen vægt på lovens strenge tugt. Han mente også, at angekok’ernes bedrageriske kunster burde forbydes og straffes. Engang pryglede han endog selv en genstridig angekok, hvortil han anså sig for berettiget, da han jo var den kongelige majestæts embedsmand. Trods hans strenghed kom grønlænderne til at holde meget af ham på grund af den store kærlighed og hjælpsomhed, som han viste dem, særlig under den store koppeepidemi 1733-34, som bortrev en mængde grønlændere, efter at Egede og hans hustru med den største selvopofrelse havde ydet dem al den pleje, de formåede.

Foruden at være missionær havde Egede i begyndelsen også handelen under sig, men 1728 blev den overtaget af regeringen. Den grønlandske handel gav imidlertid ikke det forventede udbytte, og der var derfor flere gange fare for, at den skulle blive opgivet og dermed også missionen. Da Frederik 4. var død 1730, besluttede Christian 6. at opgive hele det grønlandske foretagende, fordi det kostede for meget; men Egede sendte kongen et indtrængende andragende om, at virksomheden i Grønland måtte blive fortsat, og kongen gav sit samtykke dertil, måske tillige påvirket af grev Zinzendorf, der opholdt sig i København i anledning af kroningen 1731. 1733 sendte Zinzendorf 3 medlemmer af den herrnhutiske brødremenighed som missionærer til Grønland: Christian David og de to fætre Matthæus og Christian Stach. De viste sig lige straks mistroiske og overlegne over for Egede, hvem de anså for en uomvendt præst, som det gjaldt om at få omvendt, ja, de dristede sig endog til at påstå, at han havde beriget sig selv på missionens bekostning. På sin side bebrejdede Egede dem - ikke uden grund - at de ikke fulgte den lutherske lære om retfærdiggørelsen. Derfor blev et egentligt samarbejde en umulighed; men Egede vedblev med at vise »brødrene« venlighed, ligesom han også hjalp dem med at lære sproget.

1735 havde Egede den store sorg at miste sin trofaste hustru, og da hans helbred efterhånden var blevet stærkt svækket som følge af de mange anstrengende vinterrejser, hvorfra han plejede at komme hjem med klæderne stivfrosne på kroppen, besluttede han at forlade Grønland, hvor hans søn Paul og et par andre missionærer fortsatte hans virksomhed. 1736 vendte han tilbage til København. Her blev der næste år efter hans forslag oprettet et grønlandsk seminarium, hvor studenter skulle uddannes til missionærer og vajsenhusdrenge til kateketer. Egede kom selv til at undervise dem i grønlandsk. For at vække interesse for missionen udgav han Kort Beretning om den Grønlandske Missions Beskaffenhed (1737), Omstændelig og udførlig Relation ang. den Grønlandske Missions Begyndelse og Fortsættelse (1738) og Det gamle Grønlands nye Perlustration eller Naturel-Historie (1741).

1740 blev Egede udnævnt til superintendent (biskop) for Grønland og skulle have tilsyn med missionen, dog under Missionskollegiets overledelse, og dette tog ingenlunde altid skyldigt hensyn til hans erfaring og forslag. Dette var en medvirkende årsag til, at han 1747 opgav sin stilling ved seminariet, som blev overtaget af hans søn Paul og flyttede til Stubbekøbing, hvor en svigersøn af ham var sognepræst. Lige til det sidste fulgte han den grønlandske missions fremgang med levende interesse. 72 år gammel døde han og blev efter sit ønske begravet ved Gertrud Rasks side på Nikolaj Kirkegård i København.