Hans Tausen
Hans Tausen (1494 - 11. november 1561), dansk reformator, født i Birkende på Fyn.

Hans barndoms oplevelser er indhyllede i sagn. Han gik vistnok i skole i Odense og Slagelse, men kom så i hvert fald ind i Johanniterklosteret i Antvorskov som munk. Her viste han gode evner, og 22 år gammel blev han sendt til Tyskland for at studere. Hav var nogle år i Rostock og tog et par akademiske grader der, og måske var han derefter en kort tid i Löwen og Køln.

1521 træffes han imidlertid som læsemester eller noget lignende ved Københavns Universitet, men en måned efter Christian 2.'s flugt 1523 blev han indskrevet ved universitetet i Wittenberg. Til dette tidspunkt kendes hans liv kun for de ydre rammer, men nu ved man, at han i henved to år studerede under Luther og blev vundet for reformationen. Han kaldtes derefter hjem, og da man på Antvorskov lærte hans nye kristendom at kende, blev han vistnok først kastet i fængsel, men derefter sendte til Viborgs Johanniterkloster for at bringes på andre tanker. Om han også der var fængslet og fra vinduet talte til folkeskarerne, er muligt, men usikkert. Klosterets prior syntes i hvert tilfælde godt om ham efter nogen tids forløb, og han fik lov at prædike i klosterkirken. Dette skete sandsynligvis 1525.

Tausens evangeliske forkyndelse samlede en menighed om ham, deriblandt flere af byens bedste mænd, og da munkene blev betænkelige, brød Tausen med dem, lagde munkekappen og tog ophold i borgmester Peder Tranes hus.

En tid prædikede han under åben himmel, men hans tilhængere sprængte en dag døren til Gråbrødrenes store kirke, og nu prædikede han derinde to gange hver søndag eftermiddag. Samtidig begyndte han med dansk salmesang.

Frederik 1. besøgte Nørrejylland 1526, følte sig tiltalt af Tausen og gjorde ham til sin kapellan, men tillod ham foreløbig at blive i Viborg. Den evangeliske bevægelse gjorde imidlertid de katolske prælater forbitrede, og biskoppen i Viborg Jørgen Friis søgte endog at fængsle Tausen under en af hans gudstjenester, men borgerne sluttede kreds om ham og jog bispens svende bort.

Bevægelsen bredte sig mere og mere, nye prædikanter vandt frem, således Jørgen Jensen Sadolin, gudstjenesten arrangeredes, og Tausen udgav flere skrifter til belæring og opbyggelse.

Da biskop Jens Andersen Beldenak i Odense skrev mod det lutherske kætteri i Viborg, tog Tausen ordet til forsvar og skrev et dygtigt modskrift 1528. Han giftede sig og ordinerede flere evangeliske prædikanter til præster, deriblandt Sadolin, blev selv sognepræst ved Gråbrødrenes kirke og fik efterhånden Viborg gjort næsten helt evangelisk.

1529 rejste han imidlertid til København, sandsynligvis efter kongens ordre, og fik her St. Nicolai kirke anvist til evangelisk gudstjeneste. Biskoppen i København Joachim Rønnov søgte at lægge ham hindringer i vejen, men uden held, og snart kom der flere lutherske prædikanter til, således at reformationen også i København bredte sig med hast.

På herredagen i København 1530 spillede Tausen en hovedrolle. Dog er det ikke klart, hvor stor en andel han har i affattelsen af de 43 artikler, som blev fremlagt fra de evangeliskes side. Derimod skrev han et dygtigt modskrift samme år mod Poul Helgesen. Billedstormen var Tausen imod, og han var i det hele mere konservativ end flere af de andre reformatorer i spørgsmålene vedrørende de ydre skikke, men han kunne være voldsom i sine udtalelser.

Efter Frederik 1.'s død 1533 optrådte Poul Helgesen mod Tausen med anklage for kætteri, og en tid så det truende nok ud, men Tausen blev dog i sin gerning mod at afgive en erklæring om at vise biskoppen lydighed og afholde sig fra skældsord mod gejstlige personer. De følgende år var han vistnok stadig ved St. Nicolai kirke, også under Grevens Fejde, og på den tid udarbejdede han en oversættelse på dansk af de 5 mosebøger (udgivet i Magdeburg 1535).

Under Christian 3. kom Tausen til ære og værdighed, og han tilegnede kongen en postil over kirkeårets evangelier og epistler (udgivet i Magdeburg 1539, et udvalg er udgivet af L. Helveg 1850). Tausen deltog i arbejdet på den danske kirkeordinans, var en tid lærer i hebraisk ved universitetet og blev derefter 1538 læremester og prædikant ved Roskilde Domkirke, alt samtidig med, at han var sognepræst ved St. Nicolai kirke i København.

Han var, mærkeligt nok, ikke blandt de første som gjordes til superintendenter, men 1542 valgtes han til superintendent i Ribe, og her virkede han til stor velsignelse lige til sin død.

Han kunne være heftig og skarp, men han tog sig med stor nidkærhed af alle sine pligter, og forholdene var ikke lettet i stiftet. Især adelen stod han i et ret spændt forholdt til. Tausen ville fortsætte sin bibeloversættelse, men der synes ikke at være produceret noget. Derimod har han skrevet flere salmer. Af andre værker fra hans hånd må nævnes den allegoriske »Vise om løgn og sandhed«.

Tausen står i første række blandt de danske reformatorer, og hans betydning ligger i, at han dristig, undertiden dog også voldsomt, slog det gamle ned og bragte det nye frem. Han var ikke Danmarks eneste reformator, men han var den første i tiden og hele sit liv igennem en af de ypperste.

En del af hans skrifter er udgivet af H.F. Rørdam 1870.