Hasting
Hasting (vistnok det nordiske Haastén), vikingekonge, færdedes ved midten af 9. århundrede, med de store vikingehære i Vestfrankrig, men drog dernæst sammen med nogle af Regner Lodbrogs sønner på videre togter (859-61). De angreb det kristne rige Asturien og hærgede maurernes lande både i Spanien og Nordafrika, bragte derpaa nød og ødelæggelse over Rhône-egnene og for endelig til Italien, hvor de indtog Pisa, Luna og andre byer.

Sagnet fortæller, at Hasting under belejringen af Luna lod udsprede, at han var død, og hans mænd bad da om, at liget måtte begraves i byens kirke; det blev accepteret, og kisten blev båret ind i kirken og klerkene begyndte dødsmessen; da sprang Hasting op af kisten og kløvede bispens hoved, mens hans mænd kastede sig over de andre.

På hjemvejen led vikingerne af storm i Gibraltar-strædet og ved hårde kampe med maurerne (861). Dernæst huserede Hasting atter ved Loire, hvor han fældede frankernes forkæmper, grev Robert den Tapre (866), eller i Bretagne, hvor fyrst Salomon dog købte ham bort (869). Senere fik kong Ludvig den frygtede viking til at forlade Loire (882). Nogle år efter satte Hasting sig fast i Somme-landet, og mens den østfrankiske kong Arnulf tilføjede normannerne i Flandern et frygteligt nederlag, kunne den tapre vestfrankiske konge, Odo, ikke fordrive Hasting (891). Dernæst førte Hasting en hær til England og satte sig fast ved Themsen (892), men trådte dog i fredelige forhandlinger med Alfred den Store og lod to af sine sønner døbe. Ikke desmindre udbrød der nye kampe, men Hasting var ikke altid heldig (hans hustru og sønner var en kort tid i Alfreds vold), og efter få års forløb drog han tilbage til Frankrig, hvor han blev lensmand og gjorde et rigtignok lunkent forsøg på at afværge Rollos og hans krigeres angreb (896).

Hasting regnedes af samtiden for den snedigste og grummeste af alle normanner, »en åbenbaring fra Helvede«.