Heinrich Wilhelm von Huth
Heinrich Wilhelm von Huth (17. august 1717 - 6. maj 1806), dansk officer, statsminister, født i Costewitz (Sachsen), død i København.

Efter at have studeret ved universitetet i Leipzig blev han hessisk artilleriofficer og avancerede - vistnok 1761 - til oberst, idet han fra 1742 deltog i alle hessernes felttog. 1762 blev han oberst i kurbraunschweigsk tjeneste og deltog i talrige belejringer, så han forfremmedes til generalmajor og chef for Ingeniørkorpset. 1763 kom han atter tilbage til Hessen, blev kommandant i Hanau og kom her i forbindelse med prins Karl af Hessen. Da denne 1765 blev Grand maitre ved det danske artilleri, søgte han at knytte Huth nærmere til sig. Huth kom til København og blev generalløjtnant samt »den 2. person« i Artillerikorpset og kort efter storkors af Dannebrog.

Til den almægtige generalfeltmarskal, Grev Saint-Germain kom han straks på noget spændt fod, og da denne 1767 atter trådte i spidsen for det danske hærvæsen, måtte Huth forlade landet og tage ophold i Hanau. Under Struensee kaldtes Huth tilbage (1771) og blev chef for Artillerikorpset og Ingeniørkorpset samt kort efter deputeret i Generalitets- og Kommissariats-kollegiet, hvilken stilling han beklædte til sin død.

Efter Struensees fald udnævntes han til general af Infanteriet, hvorefter han sendtes til Norge for at træffe foranstaltninger til at hindre Gustaf 3.s påtænkte angreb, hvad der også opnåedes. Tillige grundlagde han 1773 Norges geografiske opmåling, som han bestyrede til 1805.

I regeringsskiftet 1784 tog Huth aktiv del, hvorefter han blev medlem af Statsrådet, mens han allerede 1776 var blevet naturaliseret som dansk adelsmand og 1783 var udnævnt til Ridder af Elefanten.

Huth var kronprins Frederiks vejleder i krigskunsten og ledsagede ham på hans rundrejser 1787 og 1788. I Statsrådet tog han sig væsentlig af de militære sager, men fra 1796 deltog han ikke mere i dettes forhandlinger.

Allerede under sit første ophold i Danmark lykkedes det ham at få indført et skytssystem, som i det væsentlige blev fulgt til 1813, og fra 1771 fortsatte han sin gavnlige virksomhed for Korpset, ikke alene i materiel henseende, men også hvad det organisatoriske angår, så at han fik oprettet de nationale artillerikompagnier og sørgede for officerernes uddannelse. Denne fremmedes ved det 1772 oprettede Artillerikadetinstitut, bestemt for officerer af de to specielle våben; men da det navnlig kom artilleriet til gode, oprettedes 1779 et særskilt kursus for ingeniørofficerer, hvilket dog ophørte 1787. Først 1804 opstod det igen i henhold til Arméplanen af 1803, ved hvilken også Artillerikadetinstituttet blev udvidet. Efter Huths forslag henlagdes dette 1773 til »Gjethuset« på Kongens Nytorv, hvor han selv fik embedsbolig og husede kronprins Frederik efter slottets brand 1794. Også Ingeniørkorpsets organisation og virksomhed omfattede Huth med megen interesse, ikke alene ved at sørge for officerernes uddannelse, men også ved at få approberet en plan til beskæftigelse for korpset. Den gik væsentlig ud på for hver fæstning at udarbejde kort over fæstningsværkerne med omgivende terræn samt planen til deres bestykning, forsyning med mere og til deres angreb og forsvar.

Hans bestræbelser for at forbedre rigets fæstninger hemmedes derimod i høj grad af pengemangel, som også var skyld i, at København 1807 ikke var »i vedbørlig stand«.

Huths sidste bestræbelser på at forbedre og udvide sine to korpser fandt deres udtryk i Hærplanen af 1803, som til dels hvilede på hans forslag. Huth, som aldrig lærte det danske sprog, var af noget kolerisk temperament, men dermed forbandt han en streng pligt- og retfærdighedsfølelse, ligesom han forlangte meget af sine underordnede.