LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Biografier            England            Englands kongerække         


Henrik 1. af England
Henrik 1., konge af England (1100-35) (kaldt Beauclerc på grund af sin interesse for litteraturen, yngste søn af Vilhelm Erobreren og Mathilde af Flandern, født 1068, død 1. december 1135.

Han fik ved farens død en sum penge og købte Cotentin og Avranches af sin bror Robert, som var blevet hertug af Normandiet, og som han støttede mod sin anden bror, Vilhelm den Røde, der var blevet konge. Da Robert og Vilhelm 1091 sluttede fred i Caen, forenede de sig mod Henrik og fratog ham hans lande. Få år efter erhvervede han Domfront og fik snart sine tabte besiddelser igen.

Ved sin tronbestigelse måtte han love at gøre sin brors uret god og at overholde kirkens, baronernes og folkets rettigheder. Han viste sig straks sit tilnavn »Retfærdighedens løve« værdig, idet han fængslede sin brors uretfærdige rådgiver Flambard og kaldte ærkebiskop Anselm hjem. Denne viede ved sin hjemkomst Henrik til Eadgyth (Mathilde), datter af Malcolm af Skotland og Margrete, en ætling af de gamle engelske konger.

Imidlertid var Robert kommet hjem fra det første korstog og gjorde fordring på tronen. Baronerne med Robert Belleme i spidsen begunstigede ham, mens Henrik støttedes af Anselm og folket. Inden det kom til kamp, blev der 1011 sluttet et forlig mellem brødrene, hvorved Robert afstod sine fordringer på England.

Henrik måtte stadig kæmpe mod baronerne, særlig med Robert Belleme, og da han følte sig truet fra Normandiet, hvor Belleme havde søgt tilflugt, drog han 1106 derover, overvandt Robert ved Tinchebray og gjorde sig til hertug af Normandiet.

Robert måtte sidde i fængsel på Cardiff, til han døde 1134. Han efterlod sig en søn William Clito, som gjorde fordring på Normandiet og støttedes af Ludvig 6. af Frankrig og grev Fulk af Anjou. I kampene mod ham havde Henrik stedse held med sig, og 1127 blev han dræbt.

Indadtil stræbte Henrik at centralisere styrelsen og indføre en bedre administration. Han knyttede nye mænd til sig, for at danne en modvægt mod baronerne, og sendte hofdommere rundt i riget, ikke alene for at dømme i sager, hvor kongen var part, men også for at påse gennemførelsen af kongens vilje og modtage klager over misbrug. Handel og industri blomstrede, især ved indvandrede folk fra Normandiet og Flandern.

Henrik skyldte Anselm meget, men alligevel opstod der strid mellem dem om investituren. Den endte med det kompromis, at domkapitelet skulle vælge bispen, og munkene abbeden, men i kongens nærværelse, og den valgte skulle aflægge lensed til ham.

Da Henriks søn William var død 1120 ved et uheld på søen, var hans sidste år optaget af at få baronerne til at anerkende hans datter Mathilde som hans efterfølger. 1114 var hun blevet gift med kejser Henrik 5.; men da denne døde 1125, ægtede hun siden Gotfred af Anjou af slægten Plantagenet.

Under Henrik fuldendtes den faktiske erobring af Sydwales ved normanniske eventyrere, der satte sig fast i landet og drev den indfødte befolkning ud.