Henrik 1. af Tyskland
Henrik 1. af Tyskland (født cirka 876 - 2. juli 936), tysk konge 919-36, stifter af det saksiske hus, blev 912 efter sin far Ottos død hertug i Sachsen. Kejser Konrad 1. forsøgte uden held at fratage ham hans land, men udså ikke desto mindre på sit dødsleje Henrik til sin efterfølger, og 919 valgtes han til tysk konge af de to vigtigste stammer, frankerne og sakserne; 920 og 921 anerkendtes han af Schwaben og Bayern.

Konrad havde været ganske afhængig af kirken, og hele hans regering var ganske optaget af kampe med stammehertugerne; Henrik derimod afslog endogså at lade sig krone og godkendte fuldstændig hertugernes magtstilling. Han stod mellem dem som en slags »første mellem ligemænd«, og hans magt nåede i grunden ikke langt ud over hans hertugdømme. Dette styrede han imidlertid med stor dygtighed. Ved at betale en årlig tribut til magyarerne, der hele tiden hærgede landet, opnåede han en niårig stilstand, som han brugte til at uddanne et rytteri, hvad sakserne indtil da havde manglet, og til efter engelsk mønster at anlægge en række faste borge, i hvilke befolkningen kunne søge tilflugt. Sine mænd øvede han i mellemtiden ved kampe mod slaverne. Han erobrede således (927-28) Brennabor (Brandenburg), hovedstaden i hevellernes land, og gjorde Böhmens hertug skatskyldig til riget. Da han derpå nægtede at betale skatten, faldt magyarerne vel atter ind i Sachsen, men led et stort nederlag ved Riade (933).

Året efter kæmpede han med den danske kong Gnupa i Slesvig og tvang ham til at lade sig døbe. Ved alle disse sejre var hans magt steget betydelig, og han tænkte på at drage til Rom og således at optage de ældre kejseres politik, da han døde af et slagtilfælde.

Sønnen Otto af hans andet ægteskab med den westfalske grevedatter Mathilde fulgte ham på tronen.