Henrik 3., tysk kejser
Henrik 3. (1017 - 5. oktober 1056), tysk kejser, af det frankiske hus (1039-56), søn af kejser konrad 2. og Gisela, udadtil var han optaget af stridigheder med kongen af Bøhmen, der dog hurtig faldt til føje, og med Ungarn.

Mere interessant er dog Henriks indre politik. I modsætning til faren, der idelig havde ligget i kiv med gejstligheden, var Henrik en stærkt kirkeligsindet mand. Han sluttede sig ganske til den cluniacensiske bevægelse og støttedes heri af sin ligesindede hustru, Agnes af Poitiers. Den hedenske fejderet søgte han at mildne og ophæve ved selv ædelmodig at tilgive sine fjender, og han optrådte med den yderste strenghed mod al simoni. Den tyske pløj gejstlighed stod imidlertid ret fremmed over for den nye åndelige bevægelse, og for at reformere den måtte han skaffe sig en pålidelig allieret i pavemagten. Denne var på den tid i dybt forfald. Tre paver var i strid om magten. 1046 drog Henrik til Italien; en synode i Pavia udtalte sig skarpt mod al simoni, og på synoden i Sutri blev de tre paver afsat. Den nye pave, bisp Suitger af Bamberg kronede som Clemens 2. Henrik 3., mens samtidig romerne udvalgte ham til byens Patricius, hvorved han fik hovedindflydelsen på pavevalget. Paven var herved næsten sunket ned til at være en tysk biskop. Også i Tyskland støttede kejseren kirken og knyttede dens mest begavede mand, ærkebiskop Adalbert af Bremen, nøje til sig.

Over for de verdslige fyrster optrådte han derimod mindre fast og konsekvent end faren, og hans kirkeligsindede politik fandt en dårlig jordbund hos dem. Langvarige kampe måtte han således bestå med hertug Gotfred af Lothringen, der søgte at føre striden ned til Italien. Da pave Leo 9. tillige bukkede under i kampen mod normannerne, blev kejseren på ny tvunget til at drage over Alperne (1053).

Atter indsattes der en tysk biskop — Victor 2. — på pavestolen, og for at styrke hans ydre magt forlenede Henrik 3. ham med hertugdømmet Spoleto og gjorde ham til sin statholder i Italien, et tegn på, hvor afhængig af kejsermagten pavestolen var blevet. Nogen tid efter døde kejseren på Bergen Bodfeld i Harzen.