LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Biografier            England            Englands kongerække         


Henrik 6. af England
Henrik 6. (6. december 1421 - maj 1471), konge af England (1422-61).

Kort efter Henrik 5. døde også Karl 6., og Henrik 6. var konge over begge lande. Regentskabet var ordnet således af Henrik 5., at hertugen af Bedford skulle styre besiddelserne i Frankrig og føre krigen, mens hertugen af Gloucester skulle lede regeringen i England. Det gjaldt om at opretholde alliancen med Burgund, og det lykkedes også for en tid. Dauphinen, der havde fattet nyt håb ved Henrik 5.s død, førte sin hær ind i Burgund, men blev slået 2 år i træk. Imidlertid ægtede Gloucester Jaqueline af Hainaut, Holland med mere, hvorved han fornærmede Burgund, og Filip den Gode sluttede sig til Karl 7.; med ham fulgte hertugen af Bretagne. Det så dog stadig sort ud for Frankrig, og Bedford belejrede Orléans. Da optrådte Jeanne d’Arc og bragte krigslykken til at vende sig, og med hende vaktes den nationale følelse i Frankrig. Krigen varede endnu i mange år, men det gik stadig tilbage for englænderne. 1444 blev der sluttet en stilstand, og året efter ægtede Henrik 6. Margrete, en datter af René af Anjou og én slægtning af Karl 7. Få år efter begyndte krigen igen, men var stadig uheldig for englænderne, der til sidst kun havde Calais tilbage.

Henrik 6. var en svag og ængstelig mand, der ønskede at leve i fred med alle, og han var langtfra de vanskelige forhold voksen. Han havde støttet sig til kardinal Beaufort, der som fører for Fredspartiet lå i strid med Gloucester, der ledede Krigspartiet. Da de begge døde 1447, blev William de la Pole, jarl af Suffolk, den mest betroede minister, idet han var en yndling af dronningen, der fuldstændig beherskede kongen. Englands stadige nederlag i krigen mod Frankrig gjorde Suffolk og dronningen upopulære, mens hertug Richard af York indtog Gloucesters plads i folkets gunst. Til sidst blev Suffolk af York og hans parti anklaget for højforræderi og blev landsforvist, men på vejen til Frankrig blev han dræbt.

Hans efterfølger i dronningens gunst blev John Beaufort, hertug af Somerset. York blev fjernet som vicekonge over Irland. Indbyggerne i Kent gjorde oprør under ledelse af Jack Gade, der kaldte sig Mortimer og gav sig ud for en uægte søn af den sidste jarl af March, en ætling af Edward 3. Det blev vel kuet, men York kom tilbage fra Irland og fordrede Somerset fjernet og sig selv optaget i regeringen. Henrik 6. lovede det, men holdt ikke sit løfte. 1453 begyndte han at vise tegn på sindssygdom. Der stod nu to fjendtlige partier over for hinanden, det ene ført af dronningen og Somerset, og det andet af York. Foreløbig blev York landets protektor, men Henrik 6. kom sig snart igen, og han måtte tage sin afsked. Nu ville dronningen og Somerset tage hævn over ham, men han samlede sine tilhængere i Nordengland om sig og sejrede 22. maj 1455 ved St Albans over de kongelige tropper og blev igen protektor. Det var det første slag i Rosenkrigen, der kaldtes således, fordi Huset Lancaster førte en rød og Huset York en hvid rose i sit våben. Yorks protektorat ophørte allerede 1456, da Henrik 6. igen kom sig. Kampen, der hidtil havde stået mellem to adelspartier om indflydelse på regeringen, kom nu til at dreje sig om selve Kongedømmet. York, der havde vundet en mægtig støtte i Jarl Richard af Warwick, hvis søster han havde ægtet, gjorde fordring på tronen som søn af Anna, der nedstammede fra Edward 3.s næstældste søn, og lorderne anerkendte ham som Henriks arving med forbigåelse af dennes søn Edward. Dronningen ville ikke finde sig heri, og en krig udbrød, hvori hun sejrede ved Wakefield 1460, hvor York faldt. Hans søn Edward overtog ledelsen af partiet og sejrede ved Towton, hvorefter dronningen og Henrik flygtede til Skotland, mens Edward blev kronet til konge 1461.

Kampen fortsattes, og da Edward blev uenig med Warwick, kom Henrik endnu en gang på tronen 1470. Edward måtte forlade landet, men vendte tilbage og overvandt sine fjender ved Barnet og Tewkesbury, hvor Warwick og Henriks søn Edward faldt, og kort efter blev Henrik myrdet. Af Huset Lancaster var kun Henrik Tudor tilbage, som på mødrene side var en Beaufort. Han måtte foreløbig forlade landet.