LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Biografier            England            Englands kongerække         


Henrik 8. af England
Henrik 8. (28. juni 1491 - 28. januar 1547), konge af England fra 1509-1547, blev født som anden søn af Henrik 7.

Han blev kronprins, da hans ældre bror Arthur døde i 1502, fire måneder efter at han var blevet gift med 16-årige Catherine af Aragonien, datter af det spanske kongepar Ferdinand og Isabella. Familierne besluttede at fastholde den engelsk-spanske alliance og aftalte, at Catherine skulle giftes med lillebroderen, den senere Henrik 8. Imidlertid trak det ud med betaling af den aftalte medgift fra det spanske hof, så brylluppet blev forhalet fra engelsk side.

I 1509 døde kong Henrik 7. og blev efterfulgt af sønnen. Den 24. juni samme år blev Henrik og Catherine viet. Catherine blev snart gravid, men barnet var død ved fødslen. Det næste barn, som var en søn, døde efter 53 dage. Endelig i 1516 fødte Catherine en datter, Mary. Henrik 8.s frustration over ikke at få en mandlig arving voksede, og han forsøgte at få ægteskabet med Catherine annulleret. Catherine protesterede til Paven, blandt andet af hensyn til sin datters position.

I 1533 blev Henrik 8.s elskerinde, Anne Boleyn, gravid, og kongen gjorde en ende på konflikten ved at fastslå, at Paven ikke havde nogen myndighed i England, og han tvang ærkebiskoppen af Canterbury til at godkende, at ægteskabet blev annulleret. Dette førte til grundlæggelse af den anglikanske kirke i England med kongen som overhoved for kirken. Catherine og hendes datter Mary blev tvunget til at forlade hoffet og boede på forskellige slotte i England, indtil Catherine døde i januar 1536. Allerede i januar 1533 giftede Henrik 8. sig med Anne Boleyn, som i september fødte en datter, Elisabeth. De følgende år resulterede i et par aborter, så Henrik 8. begyndte at se sig omkring efter en anden dronning, som kunne levere den ønskede søn.

I maj 1536 blev Anne Boleyn arresteret på en anklage om utroskab og planer om mord på kongen. Den 19. maj blev hun halshugget. Den 30. maj giftede kongen sig med Jane Seymour. I oktober 1537 fødte hun en søn, den senere Edward 6., men hun døde nogle få måneder senere. I januar 1540 giftede kongen sig med Anne af Cleves, men brylluppet blev annulleret straks efter. Anne af Cleves, som formentlig var bange for sit liv, bekræftede, at ægteskabet aldrig var blevet fuldbyrdet. Som belønning fik hun titel af »kongens søster« og overtog nogle af Anne Boleyns besiddelser. 16 dage efter opløsning af ægteskabet giftede den 49-årige konge sig med den 19-årige Catherine Howard, som var kusine til hans tidligere hustru, Anne Boleyn. I februar 1542 blev også hun henrettet for utroskab. Hans sjette og sidste dronning blev Catherine Parr, som han blev viet til i juli 1543. Hun overlevede kongen, som døde den 28, januar 1547. Han blev efterfulgt af sønnen Edward 6. Henrik 8. var en af Englands stærkeste monarker, som blandt andet sørgede for, at England udviklede sig til en stor sømagt. I hans regeringsperiode var England i krig med både Frankrig og Skotland.