Henrik Løve
Henrik Løve (1129 - 6. august 1195), hertug af Bayern og Sachsen. Søn af Henrik den Stolte. Faren døde 1139 under kampen for at hævde sine besiddelser mod kejser Konrad 3. men hans mor Gertrud, kejser Lothars datter, forstod at føre hans sag så vel, at han ved udsoningen 1142 ganske vist måtte afstå Bayern, men beholdt Sachsen med undtagelse af Nordmark (Brandenburg).

1151 optog han på ny kampen og angreb Bayern, året efter døde kejseren og efterfulgtes af Henrik Løves fætter og ven Frederik Barbarossa, til hvem han straks trådte i et godt forhold. Han ledsagede Frederik på dennes første togt til Italien, hvor sakserne udgjorde halvdelen af den kejserlige hær, og fik efter sin hjemkomst Bayern tilbage (1155), dog således at Østrig afstodes og fra nu af dannede et eget hertugdømme.

I Bayern lagde han grunden til det senere München, men Sachsen var dog hovedlandet, og med en kraftig og hensynsløs energi søgte Henrik Løve at undertvinge sine naboer de hedenske vender, mod hvilke han havde taget korset under det andet korstog 1147. Den egentlige kamp begyndte 1160, og 1164 var obotritternes land erobret indtil Peene-floden; da fyrsten, Pribislav, 1166 underkastede sig, fik han imidlertid den østlige del tilbage som len.

Under størstedelen af kampen havde Henrik Løve været allieret med Valdemar den Store, men viste sig ofte som en yderst upålidelig forbundsfælle, der, sikrede sig selv løvens part og, ikke tog i betænkning at slippe venderne løs på danskerne, når disse blev ham for mægtige. Det erobrede land kristnedes og koloniseredes, og talrige byer blev anlagt, for eksempel Lübeck, som Henrik Løve 1158 tog fra sin vasal, grev Adolf af Holsten. De vendiske bisper blev ganske afhængige af Henrik Løve, der havde fået investituren overdraget, og også i det egentlige Sachsen søgte han at bringe greverne og kirken ind under sig.

Henrik Løves anseelse steg ved hans ægteskab med Mathilde, en datter af Henrik 2. af England; da han 1172 foretog et korstog til Jerusalem, modtoges han overalt med kongelig ære. I virkeligheden gav hans magt ikke kejserens meget efter; hans herredømme nåede fra Alperne til Nordsøen, og med stolthed kunne han i sit yndlingsopholdssted Braunschweig lade oprejse den endnu bevarede malmløve som sit symbol.

Forholdet til Frederik Barbarossa havde hidtil været godt, men 1176 nægtede Henrik Løve at følge ham på hans togt mod de lombardiske stæder og fastholdt sin vægring ved en af sagnet stærkt omspunden sammenkomst. Følgen blev, at kejseren tabte slaget ved Legnano, men ikke desto mindre søgte han at undgå et brud, indtil endelig Henrik Løves mange fjender blandt fyrsterne og de saksiske stormænd bevægede ham til at skride ind. Henrik Løve indstævnedes til at forsvare sig for en rigsdag, og da han trods gentagne formaninger ikke indfandt sig, lystes han 1180 i achten, og Bayern gaves til Otto. af Wittelbach, mens Sachsen deltes mellem Bernhard af Anhalt og ærkebispen af Køln, hvem Westfalen tilfaldt. Trods en hårdnakket modstand måtte Henrik Løve 1181 falde til føje og ydmyge sig, hvorefter han forvistes og foreløbig begav sig til England.

Den ovenfor givne fremstilling af Henrik Løves fald, en af de mærkeligste begivenheder i Tysklands ældre historie, er den hidtil gængse. En nyere undersøgelse har imidtertid gjort det sandsynligt, at nægtelsen af hærfølget ikke har haft nogen betydning, og at mødet mellem Henrik Løve og kejseren aldeles ikke har fundet sted. Grunden til indstævningen skulle da dels være fyrsternes klager mod hertugen, dels beskyldningen for forræderiske forbindelser med rigets fjender, og den endelige dom være en følge af, at han sad stævningen overhørig.

Da Frederik Barbarossa var draget af sted på det tredje korstog, kom Henrik Løve atter til Tyskland (1189), erobrede næsten hele Holsten fra sin fordums vasal Grev Adolf, men blev senere slået og fik ved et forlig (1190) kun sine arvegodser tilbage, ligesom han måtte give sine to sønner, Henrik og Lothar, som gidsler. Fejderne i Sachsen vedblev imidlertid og antog snart karakteren af en sammensværgelse mod kejser Henrik 6., men marts 1194 måtte Henrik Løve dog endelig falde til føje og levede fra nu af rolig på sin borg i Braunschweig.