Henrik, greve af Holsten
Henrik, greve af Holsten (cirka 1320 - cirka 1390), sædvanlig »på grund af hans hårde, sejrrige kampe« kaldet Jernhenrik (latin ferreus), søn af grev Gerhard den Store.

Kort efter farens drab 1340 udsonede Henrik sig med Valdemar Atterdag, hvorefter de forvirrede forhold ordnedes således, at grev Henrik og hans to brødre Klaus og Adolf blev panteherrer i Sønderjylland og på Fyn.

Freden brødes imidlertid snart, og da begge brødrene endnu var børn, blev det hans sag at hævde det vundne, en opgave, der dog efterhånden tilfaldt Klaus, da Henrik drevet af ubændig krigslyst forlod Holsten og tumlede sig som lejetroppeanfører i udlandet.

1345 deltog han i kong Johan af Bøhmens togt til Preussen, og senere gik han i engelsk tjeneste. Den holstenske tradition dvæler med velbehag ved hans deltagelse i de fransk-engelske krige og lader ham spille en hovedrolle i slaget ved Crécy (1346), sikkert er kun, at han 1355 trådte i kong Edvard 3.s tjeneste.

I Hansestædernes første krig mod Valdemar Atterdag var han lybsk høvedsmand og medvirkede 1363 som lejetroppeanfører til at sætte Albrecht af Mecklenburg på Sveriges trone; til erstatning for sine udlæg ved denne lejlighed fik han Gotland i pant. Også i den anden hansekrig deltog han, men nu som selvstændig fyrste, idet han som sådan tiltrådte det store forbund i Køln (1367). Efter Valdemars død 1375 sluttede han sig til Mecklenburgerne og benyttede sig i forening med sine brødre af Danmarks svaghed til at bemægtige sig Sønderjylland.

Traditionen lader ham i slutningen af sit liv foretage et eventyrligt togt til Italien, historisk bevisligt er imidlertid kun, at han sidste gang omtales i Holsten 1384 og må være død før 1390. 1366 søgte og fik han pavens tilladelse til en færd til Det Hellige Land, men det vides ikke, om denne er blevet udført.