Henrik, venderfyrste
Henrik, venderfyrste (død 1127), søn af Godskalk og Svend Estridsens datter Sigrid, flygtede efter farens drab (1066) med sin mor til Danmark og opdroges der.

Hans morbror, Erik Ejegod, der avede venderne og indtog deres hovedfæstning i Holsten, Oldenburg, hjalp Henrik til herredømmet over vestvenderne. Høvdingen Krato, som stod Henrik efter livet, blev ryddet af vejen ved forræderi, og Henrik ægtede hans enke, Men da Henriks morbror, kong Niels, forholdt ham hans mødrene arv, blev han Danmarks fjende, gjorde indfald over grænsen og sendte sine skibe ud på togt i de danske farvande. Niels mandede sig op og gjorde angreb på vagirernes land i Holsten; men Henrik havde bestukket den sønderjyske jarl Eliv til at udeblive med rytteriet, og ved Ljutka led danskerne et stort nederlag (cirka 1113).

Henrik hærgede nu endnu; men endelig fik han (1115) en overlegen modstander i sin fætter, den unge Knud Lavard, der blev grænsejarl og ved lynsnare ryttertogter gjorde Henrik utryg i hans eget land. Snart søgte Henrik da fred, og Knud var ridderlig nok til at skaffe ham, hans mødrene gods. Henrik var fra nu af oprigtig ven med den unge hertug. Ved forbund med hertug Lothar af Sachsen havde Henrik imidlertid udvidet sit herredømme mod øst, besejret venderne i Brandenburg og gjort et togt til Rügen for at hævne sin søns drab.

I sine sidste år modtog han missionæren Vicelin, men, belært af sin fars skæbne, tog han sig for øvrigt ikke af missionen. Han døde 1127 og efterlod sig to sønner, Zventopolk og Knud. De kom i indbyrdes strid, og Knud blev dræbt; men snart efter myrdedes Zventopolk af en holster, og da også hans søn Zvinike blev myrdet (1129), fik Knud Lavard Henriks lande.