Inge den Ældre
Inge den Ældre, død cirka 1110, var søn af den vestgøtiske Jarl Stenkil, som cirka 1060 var kommet på Sveriges trone, efter at den gamle kongeslægt var uddød.

Ved farens død (cirka 1066) var Inge den Ældre og hans bror Halsten begge unge og synes ikke at have kunnet sætte deres krav på tronen igennem i disse for Sverige meget urolige tider, da sveer og gøter, hedninge og kristne, stod skarpt mod hinanden; i hvert fald nævnes både samtidig med og efter Stenkil flere forskellige konger (Haakon den Røde, 2 Erik'er), hvis kongetid og magtområde det næppe er muligt at bestemme. Efter en tids forløb synes dog Inge den Ældre og Halsten at have fået overhånd; dog kaldes de endnu i et pavebrev fra året 1081 kun vestgøternes konger.

Længe havde de ikke deres trone i ro. Inge den Ældre var nemlig ivrig kristen og kæmpede for kristendommens fremgang, hvortil han opmuntredes af pave Gregor 7. i to breve; sagaen beretter nu, at de hedenske sveer på tinge gav ham valget mellem at holde gammel lov eller slippe kongedømmet; da Inge den Ældre svarede,at han ikke ville aflægge den tro, som var den sande, blev han drevet fra tinge med stenkast; hans svoger Sven tilbød derimod sveerne at holde blot (offer) til guderne - hvoraf han fik navnet Blot-Sven - og blev taget til konge over Svearige i Inge den Ældres sted.

Efter 3 års forløb kom dog Inge den Ældre tilbage fra Vestergötland, hvortil han havde søgt ly, overfaldt Sven og satte ild på hans hus; da Sven søgte at flygte, blev han dræbt. Inge den Ældre blev atter konge over sveerne, og kristendommen vandt hermed ny fremgang; dog synes senere hedenske modkonger at være blevet stillet op over for Inge den Ældre eller i alt fald mod hans efterfølgere, navnlig Erik Aarsæl, der skal have været søn af Blot-Sven.

Foruden disse indre forviklinger havde Inge den Ældre desuden ved århundredets slutning kamp mod den norske konge Magnus Barfod, som hærgede i grænseegnene i Vermland og Vestergötland og ville lægge dem under sig. Efter forskellige kampe, hvori Inge den Ældre nærmest synes at have haft overhånd, fandt i sommeren 1101 et fredsmøde sted mellem kongerne i Konghelle, hvor også den danske konge Erik Ejegod, som gerne ville standse striden for at kunne fremme sine planer om et nordisk ærkesæde, var til stede; det bestemtes her, at hver konge skulle beholde, hvad hans forfædre havde haft, og Magnus ægtede Inge den Ældres datter Margrete, som heraf fik tilnavnet Fredspigen (Fredkulla).

Inge den Ældres eneste søn Regnold er vistnok død før faren; af hans tre døtre ægtede Margrete efter Magnus Barfods død den danske konge Nils, Kirstine ægtede den russiske storfyrste Mstislav, og blev mor til Malmfred, Sigurd Jorsalfarers og Erik Emunes dronning, samt til Ingeborg, Knud Lavards hustru, og Katharina ægtede den danske kongeætling Bjørn Jærnside, søn af Harald Kesje.