LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Biografier            England            Englands kongerække         


Jakob 1.
Jakob 1. (19. juni 1566 - 27. marts 1625), konge af England (1603-25), som Jakob 6. konge af Skotland (1567-1625), søn af Marie Stuart og Henry Darnley. Da hans mor ægtede Bothwell, gjorde skotterne oprør imod hende og tvang hende til at nedlægge kronen til fordel for Jakob 1. 24. juli 1567.

Han var først under formynderskab af Murray og lod sig siden lede af hertugen af Lennox; men fra det øjeblik af, han selv tog styret, lå han i stadig strid med den presbyterianske gejstlighed og med adelen. Over for England var forholdet gennemgående venskabeligt, da han lod sig bestemme af udsigten til at blive Elisabeths efterfølger, og uagtet han forgæves protesterede imod sin mors henrettelse, forblev han i forbund med dette land og deltog i kampen mod spanierne 1588.

Da Elisabeth ved sin død havde anbefalet Jakob til sin efterfølger, drog han til London og blev udråbt til konge 24. marts og kronet i Westminster 24. juli 1603. Han kaldte sig konge af Storbritannien og Irland og havde meget høje tanker om kongedømmet, som han anså for en guddommelig institution, der var hævet over landets love. I kirkelig henseende havde han haft så mange sammenstød med de strenge skotske præster, at den engelske højkirke med sit bispehierarki og kongen som overhoved syntes ham et ideal af en kirkeforfatning, hvad han tydelig viste gennem udtalelsen: »Ingen biskop, ingen konge«.

Men disse anskuelser passede kun dårlig til den engelske forfatning, som gav parlamentet mindst lige så stor indflydelse på styrelsen som kongen, og endnu mindre til det engelske folks gennem tiderne udviklede selvstændighedsfølelse, der nylig gennem en sejrrig kamp mod papismen og det mægtige Spanien havde fået sin ilddåb. Det var derfor let at indse, at det måtte komme til en kamp mellem Jakob og hans folk. Med stigende misfornøjelse så man ham lette katolikkernes byrder og forfølge puritanerne, der udgjorde en betydelig del af nationen og havde et stort parti for sig i parlamentet, og allerede hans første parlament klagede over hans Optræden i det religiøse Spørgsmaal. Katolikkernes gode Tid varede dog kun kort, da de ved krudtsammensværgelsen (1605) gav anledning til, at der blev taget strenge forholdsregler mod dem. Jakob ønskede en nærmere forbindelse mellem England og Skotland, i hvert tilfælde på handelens Område, men formåede ikke at overvinde parlamentets modstand.

Var han ikke elsket på grund af sin kirkelige politik, gjorde han sig foragtet ved at lade sig lede af uværdige yndlinge (for eksempel Robert Garr, jarl af Somerset), der ved deres ødselhed bragte ham i stadig pengeforlegenhed, hvoraf fulgte afhængighed af parlamentet. For at undgå at anmode dette om understøttelse pålagde han egenmægtig nye afgifter, men gjorde sig derved kun forhadt uden at kunne skaffe sig tilstrækkelige indtægter.

Hans udenrigspolitik var også en krænkelse af det engelske folks traditioner og ønsker, der gik ud på understøttelse af protestanterne og krig med Spanien. Han ville spille en fredsmæglers rolle i den europæiske politik og håbede at kunne opnå dette gennem familieforbindelser med indflydelsesrige fyrstehuse på fastlandet. Således lod han sin datter Elisabeth ægte protestantismens fører i Tyskland, Frederik af Pfalz, og ønskede en spansk prinsesse for sin ældste søn, hvilket mål han trods folkets mishag fulgte gennem mange år.

Da hans svigersøn i Pfalz ved at optræde som kejser Ferdinand 2.s medbejler til Bøhmens trone mistede sine lande og gav anledning til trediveårskrigen, var det meget imod englændernes vilje, at Jakob ikke støttede ham. Han ophidsede dem tværtimod yderligere ved at lade sin ældste søn Karl og hans ven Buckingham foretage en frierrejse til Spanien for at få det spanske giftermål bragt i stand. Det uheldige udfald af rejsen gjorde, at endog Karl og Buckingham slog om og stillede sig på parlamentets side, der fordrede et brud med Spanien, og at kongen skulle opgive sine absolutistiske ideer under Buckinghams ledelse slog man nu ind på en ny politik. Der sluttedes forbund med Nederlandene og Christian 4. og indlededes forhandlinger med Frankrig om et giftermål mellem Karl og Ludvig 13.s søster.

Midt under dette døde Jakob. Han havde været gift med Anna af Danmark. Med al Jakobs lærdom, særlig i teologien, og hans tro på at besidde en højere indsigt i alt muligt, har Henrik 4. ikke uvittig karakteriseret ham, når han kaldte ham »den viseste tåbe i kristenheden«. Af hans mange lærde skrifter kan nævnes: Demonologie (1597), en bog om hekse og trolddom, og hans skrifter imod tobakken: A Counterblaste to Tobacco (1616).