LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Biografier            Opdagelsesrejsende         


James Cook

Maleri 1776 Nathaniel Dance
James Cook (27. oktober 1728 - 14. februar 1779), engelsk opdagelsesrejsende født i Yorkshire. James Cook opdagede Hawaii, Australien & New Zealand. Som følge af Cooks forståelse for kostsammensætningens betydning døde ingen af hans besætningsmedlemmer af skørbug, hvilket ellers var almindeligt på den tid.

Cook var først i købmandslære, hvorfra han dog snart løb bort for at gå til søs. I syv år tjente han på et kulskib, men gik 1755 i kongelig tjeneste. Han deltog som underløjtnant i den nordamerikanske krig, efter hvis slutning han var beskæftiget med kortlægning af St Lawrence-bugten og kysterne af Newfoundland. Hans arbejder her var så gode, at Lord Hawke 1768 udnævnte ham til chef for det skib, der skulle overføre en astronom til Tahiti for der at iagttage en venuspassage. Som astronom medfulgte Green, som naturforsker en rig grundejer fra Lincolnshire, Joseph Banks, der som medhjælper havde antaget svenskeren Solander.

26. august 1768 gik Cook på Endeavour ud fra Plymouth og kom rundt om Kap Horn, 12. april 1769 til Tahiti, hvor venusgennemgangen blev iagttaget 3. juni i godt vejr. Efter at have undersøgt og bestemt de omliggende øer, som han gav navnet Selskabsøerne, tiltrådte Cook sin store opdagelsesrejse. Han styrede straks imod syd, opdagede Rurutu, den første ø i det lille Tubuai Archipel, og standsede ikke, før han havde nået 40° 22' sydlig breddegrad uden at se land. Han satte derefter kursen mod nordvest efter New Zealand som Abel Tasman 127 år tidligere havde set, men som ikke var blevet besøgt i mellemtiden, og da der 6. oktober blev råbt »land«, kom alle i den største spænding, fordi man troede nu endelig at have truffet »det ubekendte Australland«. Det var østkysten af nordøen, man havde set, derfra omsejlede Cook denne ø og gennemsejlede det efter ham benævnte stræde, hvorved han konstaterede, at New Zealand bestod af to øer, hvis kyster han fuldstændig kortlagde, inden han forlod øerne. 31. marts 1770 forlod han New Zealand og styrede mod nordvest, så at han 19. april stødte på Australlandets østkyst på 37° 58" sydlig breddegrad. Denne da fuldstændig ukendte kyst fulgte han mod nord, kom til en bugt, som han på grund af den store rigdom på ny planter kaldte Botany Bay, derefter til Port Jackson. På sin videre fart mod nord kom han ind i det snævre, farlige farvand mellem kysten og det store Barriererev, hvor han heller ikke undgik at få en så farlig læk, at han måtte søge ind i en flod, som han efter sit skib kaldte Endeavour-river, for at reparere.

Endelig lykkedes det ham at slippe ud i åben sø gennem en åbning i revet; men allerede to dage senere trængte han dristig på ny gennem revet for ikke mere at slippe kysten af syne; hans hensigt var nemlig at afgøre, om Ny-Guinea var forbundet med fastlandet eller en ø. Det lykkedes ham virkelig også 21. august, at omsejle Kap York og gennemsejle Torres-strædet. Det opdagede land havde han taget i besiddelse for den engelske krone under navn af New South Wales.

Over Batavia tiltrådte han derpå sin hjemrejse syd om Afrika og ankom til England 11. juni 1771. Resultatet af denne rejse havde været overordentlig rigt: Opdagelsen af New Zealands ønatur, afsløringen af Australlandets østkyst og Ny Guineas adskillelse fra fastlandet ved Torres-strædet, og dog står hans anden rejse næsten endnu højere.

17. juli 1772 drog han ud med to skibe Resolution, som han selv førte, og Adventure under Tobias Fouraeaux. Som videnskabelige ledsagere fulgtes han denne gang af to tyskere, Johann Reinhold Forster og Georg Forster. Det var Cooks agt at forsøge på en verdensomsejling fra vest til øst, altså imod Passaten, for derved at afgøre, om der på den sydlige halvkugle fandtes andre fastlande end Australien. Fra Kaplandet styrede han omtrent lige mod syd og mødte allerede 10. december den første svømmende is på 51° 5" sydlig breddegrad. Da han endnu ikke havde fundet land på 60. breddegrad, styrede han syd for denne parallel mod øst, overskred den sydlige polarkreds på 40° østlig længde f. Grw. og styrede derpå for at udhvile sit mandskab til New Zealand. Derfra løb han november 1773 ud på sin anden polarfart og nåede januar 1774 sin største sydlige bredde, nemlig 71° 10' på 106° 54' v. L. f. Grw., hvor en sammenhængende ismur tvang ham til at vende om. På hjemrejsen til Europa holdt han sig omtrent på New Zealands bredde og fortsatte, efter at han havde passeret Kap Horn, den østlige retning, så at han stødte på Sydgeorgien.

Derfra styrede han sydøstlig og opdagede Hawaii-gruppen på 59° 13' sydlig breddegrad; 30. juli 1775 kom han efter tre års fraværelse tilbage til England. Udbyttet af denne rundrejse var erkendelsen af den overvejende vandbedækning, på den sydlige halvkugle, hvorved endelig det på den sydlige halvkugle formodede fastland forsvandt fra kortene, efter at det i to århundreder havde spøget derpå.

Efter sin hjemkomst blev Cook virkelig skibskaptajn og fik ansættelse ved hospitalet i Greenwich samt blev optaget som medlem af Royal Society, Men han kunne ikke holde sig længe hjemme, og da der udlovedes en belønning på 20.000 £ til den, der kunne finde en nordlig gennemgang fra Atlanterhavet til Stillehavet, drog han 12. juli 1776 ud på sin tredje rejse med skibene Resolution, som han atter selv førte, og Discovery under Clerke. Fra Selskabsøen Borra-borra holdt han nordnordvestlig, så at han 18. januar 1778 traf Hawaii, der vel tidligere var »opdaget« af spanierne, men ikke indlagte på kortene. Han opsatte dog undersøgelsen af disse og søgte sit egentlig mål, Nordamerikas vestkyst, som han traf på 44° 30' nordlig breddegrad. Han fulgte kysten mod nord og erkendte snart, at Amerika strakte sig meget længere mod nordvest, end man tidligere havde antaget. Forbi Kodjak, hvor han traf russiske kolonister, trængte han ind i Beringshavet og igennem Beringsstrædet op i Ishavet. For at søge efter den ønskede gennemgang mellem de to oceaner fulgte han Nordamerikas kyst mod øst, men uigennemtrængelige ismasser tvang ham dog til at vende om ved Iskap på 161° 46' vestlig længde f. Grw. Han drog til Hawaii, hvor han blev venlig modtaget af de indfødte; men, da han på hjemrejsen af modvind nødsagedes til at styre tilbage til disse øer, kom han i strid med de indfødte om en ubetydelig genstand og blev dræbt med en del af sine folk 14. februar 1779. Cooks bedrifter som opdager og sømand er så betydelige og værdifulde, at man med fuld ret kan sammenligne ham med de store nautiske opdagere, Columbus, Vasco da Gama, Magalhaes og Abel Tasman. Vi skylder ham fastsættelsen af New Zealands og Ny-Guineas ønatur, afsløringen af Australiens østkyst, opdagelsen af flere Sydhavsøer, deriblandt Ny-Kaledonien og Hawaii, undersøgelsen af Nordamerikas vestkyst fra 44-77° nordlig breddegrad og endelig fjernelsen af det ukendte Sydland; han fuldendte så at sige jordens hydrografi.

     Rød 1. rejse, grøn 2. rejse, blå 3. rejse