LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Biografier            Sverige            Sveriges kongerække         


Johan 3.
Johan 3., svensk konge, ældste søn af Gustaf 1. i andet ægteskab (med Margareta Lejonhufvud), født på Stegeborgs Slot 21. december 1537, død 17. november 1592.

Allerede i Gustaf 1.s levetid blev Johan hertug af det sydvestlige Finland med Åland og indblandede sig tidlig, i begyndelsen i forståelse med sin ældre halvbror, tronfølgeren Erik, i de liflandske forhold. Straks efter Gustafs død begyndte Erik at tænke på at indskrænke sine brødres magt, og ved Arboga Artikler 1561 mistede Johan adskilligt af sin selvstændige magt som hertug. Johan indlod sig i stadig intimere forbindelser med Polen, særlig efter at han mod Eriks vilje havde formælet sig med den polske konges søster, Katarina. På grund af forbindelser mellem Johan og Sigismund 2., hvilke må siges at have været af rigsfjendtlig natur, opstod der et brud mellem Erik og Johan. Den sidste blev af Rigsdagen dømt til døden, blev taget til fange på Åbo Slot og holdtes 1563-67 i fængsel på Gripsholm. Under sin sindssygdom forsonede Erik sig med Johan, men dette venskab, ligesom hele Eriks optræden var dog af så usikker natur, at Johan og den yngste bror, Karl, sommeren 1568 gjorde oprør; dette endte med Stockholms fald og Eriks tilfangetagelse og afsættelse, og januar 1569 erklæredes Johan for konge. Johan havde i ikke ringe grad adelen at takke for sin ophøjelse; ved de privilegier, han nu gav denne, fremmedes i høj grad dens magt, og den udvikledes mere og mere til en skarpt begrænset stand, hvorhos der fremtrådte en udpræget adskillelse mellem den højere og den lavere adel.

Som regent var Johan meget lidt fremragende. Han var hovmodig, heftig, mistænksom og krakilsk; noget gennemtrængende statsmandsblik var han ikke i besiddelse af. Erik holdtes fængslet til sin død, og Johan skaffede sig 1575 en slags autorisation af Rådet og biskopperne til at lade ham dræbe; at dette skete, er ikke bevist, om det end er sandsynligt. Med Karl levede Johan størstedelen af sin tid i stridigheder, på grund af sin lyst til at indskrænke hertugmagten. 1569-87 var denne meget stor og ikke langt fra selvstændighed; det sidstnævnte år lykkedes det Johan, som endnu stod på en god fod med den højere adel, at føre dens forringelse igennem. Da han et par år senere afgjort brød med den høje adel, forsonede han sig med Karl og tog ham til hjælp i regeringen; Forholdet var dog i Johans allersidste tid atter køligt. Johans udenrigspolitik havde til en vis grad et fantastisk præg; han førte forhandlinger til forskellige sider og ville gerne spille en rolle både i de almenpolitiske og i de kirkelige spørgsmål. Lange forhandlinger førtes for at søge at komme i besiddelse af arveparter efter Johans svigermor, Bona Sforza, dog uden synderligt resultat. Med Danmark sluttede Johan fred 1570; dog var forholdet mellem landene i de nærmeste år ret køligt. I Østersøspørgsmålet spores hos Johan en vis tilnærmelse til Polen; med Rusland lå han derimod under størstedelen af sin regering i en heftig krig, fortrinsvis om Estland. Efter Jagellonslægtens uddøen søgte Johan to gange selv at blive valgt til konge i Polen. Dette lykkedes ikke, men bedre held havde Johans søn, Sigismund, hvem Johan for de polske udsigters skyld havde ladet opdrage som katolik. Han blev 1587 valgt til konge i Polen.

Johan var en lærd mand og havde navnlig viet det teologiske og kirkelige område sin interesse. I denne de skarpe religionsmodsætningers tid søgte han at optræde forsonende og mæglende, men, inkonsekvent og svag, som han var, løb han derved fare for at ofre den i henseende til lære og forfatning endnu meget vaklende svenske kirke til den katolske reaktion. Johan påbød først en noget katoliserende liturgi og kom i stadig nærmere forbindelse med jesuitter og katolske udsendinge. For hans nærmelse til Rom synes for en del udenrigspolitiske forhold at have ligget til grund, blandt andet det ovennævnte Sforzaske arvespørgsmål, og han synes overhovedet at have villet knytte forbindelser med Filip 2. Han synes imidlertid aldrig at have villet helt underordne sig datidens romerske kirke, om han end i et anfald af entusiasme erklærede at ville slutte sig til den katolske kirke. De indrømmelser, han havde håbet på, udeblev, og særlig efter at hans katolske gemalinde 1583 var død, fjernede han sig fra Rom, men blev stående ved sin halvkatolske liturgi, hvilken han med vold og magt ville opretholde. Sigismunds afrejse til Polen åbnede den høje adel vide udsigter til et adelsvælde under en fraværende konge. Johan fik øjnene op for faren, og et heftigt brud indtrådte 1589 mellem ham og højadelen; flere af dens medlemmer kastedes i fængsel og løslodes først i Johans sidste tid. Johan var til slutning næsten fuldstændig isoleret og opfyldt af bitterhed ved tanken om, at alt, hvad han havde forsøgt, var mislykket; i virkeligheden var riget ved hans død udsat for farer af alle slags, adelsvælde, fremmedherredømme, katolsk reaktion og indre krig, og der var i hans regering begået mange ulykker. Johan var efter Katarinas død formælet med Gunilla Bjelke (født 1568, død 1597), en svensk adelsdame, og havde i dette ægteskab sønnen Johan. Af børnene i det første ægteskab nåede Sigismund og Anna (født 1568, død ugift 1625) myndighedsalderen.

Johan var måske den største kunstven og sikkert den største bygherre blandt Sveriges regenter. Han nybyggede eller forbedrede blandt andet slottene i Stockholm, Kalmar, Stegeborg, Borgholm, Vadstena, Svartsjö, Bråborg, Upsala med flere, byggede på forskellige kirker i Stockholm og andre steder, anlagde mange nye befæstninger, for eksempel ved Viborg, Tavastehus, Narva med flere. Han greb personlig ind i arbejdet med befalinger og anvisninger. Denne byggeiver havde sin del i den pengemangel og den finansielle elendighed, som udmærkede størstedelen af Johans regering.