Johan Julius Exner
Johan Julius Exner (30. november 1825 - 15. november 1910), dansk maler, født i København, død sammested. Efter sin konfirmation blev han, der allerede tidlig lagde lyst og evne til at tegne for dagen, sat i malerlære, men kom samtidig på Kunstakademiet og udviklede sig der så hurtigt, at en af lærerne, J. L. Lund, snart turde råde ham til helt at ofre sig til kunsten. Han besøgte nu Lunds og senere Eckersbergs malerskoler og udstillede 1844 sit første billede, et »Parti af Kunstakademiets Figursal«. Tre år efter fik han den Neuhausenske præmie for et portræt. Flere arbejder af samme art fulgte nu, men en tid så det dog ud til, at den unge kunstner skulle bukke under for, hvad han selv har kaldt sin »usalige lyst til at blive historiemaler«.

I slutningen af 1840'erne og begyndelsen af 1850'erne fuldendte han flere mindre værdifulde billeder over emner af fædrelandets historie. Det var Høyen, der åbnede hans øjne for hans evners egentlige art, og hvis kloge råd førte ham ind på folkelivsmaleriet. Tilskyndet af ham gik Exner ud på Amager, og den første frugt af studierne der blev den legemsstore »Amagerkone, som tæller sine penge«, der var udstillet 1852 og erhvervedes af statens samling. Til denne kom senere »Besøget hos bedstefaderen«, der havde indbragt kunstneren udstillingsmedaljen 1853, de figurrige kompositioner »Episode af et gilde på Amager« og »Et gilde i Hedeboegnen« samt »Sorteperspillerne« og flere.

»Besøget hos bedstefaderen« er en yndefuld idyl, en mild og elskværdig fortælling om gode mennesker, der er glade for hinanden, Hvad grundtonen angår, har det mange sidestykker i Exners produktion, således de almindelig kendte »Et besøg af små fættere og kusiner hos den lille nydøbte«, »En lille pige lader en gammel mand lugte til en rose« og »Den lille rekonvalescent«. »Amagergildet« skylder en stor del af sin virkning til den dygtighed, hvormed figurerne er stillede i forhold til hinanden og bevægede i de mest forskellige stillinger. Særlig værd får det desuden ved det gode humør, der hviler over det hele. Exner er ingen satiriker, hans lune er uden brod og viser sig også i mange af hans senere frembringelser som »Den forstyrrede middagshvile« og »Præsentation for en kender« (1887, Museet i Århus). Til sidstnævnte billede har Exner gjort studierne på Fanø, hvis folkeliv i hans senere år interesserede ham stærkt. Af sine ophold i udlandet har han haft forholdsvis ringe direkte udbytte. Fra rejser i Sverige hjembragte han vel adskilligt kønt, men sydens herligheder - han var 1854-58 i Italien med Akademiets støtte - synes ikke at have kunnet påvirke ham.

Exner, der 1864 blev medlem af Akademiet, ved hvis skoler han var lærer 1872-93, er blandt de danske figurmalere uden tvivl en af de mest populære. Grunden hertil ligger nærmest i den klarhed og lethed, hvormed han fortæller. Ikke mange forstår som han at få publikum i tale, straks ved første blik at slå netop det fast, hvorpå det kommer ham og det an. Til åndeligt selvarbejde fra de modtagendes side stillede han de mindst mulige krav. Nogen dybtskuende psykolog var han ikke. Hans karakterskildringer bevæger sig altid på overfladen, så figurerne snarere virker som typer end som individer. Men man kommer som antydet hurtig og let på det rene med, hvad han har ment med dem, og tiltales af dem i kraft af den aldrig svigtende skikkelighed, hvormed de er opfattede. I god overensstemmelse med den ånd, der råder i Exners værker, står disses altid mere soignerede og tækkelige end karakteriserende farve og foredrag.

Indtil sin sidste tid fortsatte han sin overordentlig frodige kunstneriske virksomhed, gjorde studier på Fanø og deltog i udstillingerne på Charlottenborg. I mærkelig grad bevarede han sit øjes skarphed og sin hånds sikkerhed, og i det hele adskiller de omhyggelig udarbejdede billeder, han i sin høje alderdom frembragte, sig næppe i mærkelig grad fra dem, der stammer fra hans kraftigste manddoms alder.