LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Biografier            England            Englands kongerække         


Johan uden Land
Johan uden Land, John Lackland (24. december 1167 - 19. oktober 1216), engelsk konge (1199-1216), født i Oxford, yngste søn af Henrik 2. og Eleonora af Poitou, viste allerede som ganske ung, da han af faren var sendt som vicekonge til Irland (1185), sin dårlige karakter og sin mangel på alle gode egenskaber. Han deltog i opstandene imod sin far, og mens hans bror Richard Løvehjerte var på korstog, gjorde han sig til talsmand for de misfornøjede og drev en af de mænd ud af landet, som skulle våge over ro og orden i Richards fraværelse. Da han erfarede brorens fangenskab, trådte han i forbindelse med Filip August af Frankrig og søgte at formå kejser Henrik 6. til at holde fast på Richard så længe som muligt. Efter dennes død blev Johan af stormændene valgt til konge, skønt hans ældste bror Gotfreds søn, Arthur af Bretagne, kunne synes at være nærmere til tronen.

Han kom straks i krig med Filip August, men blev 1200 af denne anerkendt som konge mod en sum penge og andre indrømmelser. Da han derpå skilte sig fra Alice af Gloucester og ægtede Isabella af Angouléme, som var trolovet med en stormand fra Poitou, udbrød der oprør her, og adelsmændene anklagede Johan for Filip August, der indstævnede ham for sin domstol, og da han ikke gav møde, fradømte ham hans len af den franske krone. Sammen med Arthur gjorde Filip derpå indfald i Normandiet; men Johan fik Arthur i sin magt og lod ham måske dræbe 1203; Filip derimod erobrede Normandiet, Maine, Anjou og Touraine samt en del af Poitou (1204), uden at Johan gjorde noget egentligt for at hindire det, og han havde af de franske besiddelser nu kun Aquitanien tilbage.

I England vakte han uvilje imod sig ved tunge og uretfærdig fordelte skatter. De følgende år af hans regering optoges af en kamp mod paven i anledning af valget af en Ærkebiskop af Canterbury, hvor munkene i Christ-kirkens Kloster og pave Innocens 3. uden at spørge kongen, hvad der fra gammel tid var skik, havde valgt den dygtige Stephen Langton, mens Johan havde valgt en anden. Da han ikke ville opgive sin kandidat, lyste Innocens 1208 Interdikt over landet og året efter band over Johan selv; men denne lod sig ikke anfægte deraf, udplyndrede de gejstlige, som overholdt interdiktet, og sikrede sig baronernes troskab ved at tage deres ældste sønner som gidsler. Endelig tabte Innocens tålmodigheden og truede med at afsætte Johan og overdrage hans krone til Filip August. Da denne samlede en hær, og Johan ikke stolede på sine tropper, ydmygede han sig for paven, lovede at antage Stephen Langton og give erstatning til de gejstlige og verdslige, som han havde forfulgt under interdiktet; endelig knælede han ned for pavens legat, aflagde lenshylding for England og Irland og lovede for sig og efterkommere at betale en årlig tribut (1213). Denne ydmygelse syntes foreløbig at skulle gavne Johan; men de misfornøjede baroner trådte op imod ham med Stephen Langton i spidsen og fordrede, at han skulle forny Henrik 1.s charter; han forlangte opsættelse og benyttede den til at splitte sine modstandere ved indrømmelser til gejstligheden. Men da han efter et felttog mod den franske konge, der for en del blev resultatløst på grund af dennes sejr ved Bouvines (1214), forlangte overordentlige skjoldpenge (scutagia) af de baroner, som var blevet hjemme, svarede de med at stifte et stort forbund mod ham, hvortil også London sluttede sig, og aftvang ham 15. juni 1215 på Runnimede ved Windsor det store frihedsbrev (Magna Charta Libertatum), der fik så indgribende en betydning for Englands forfatningsudvikling. Kun af frygt havde Johan underskrevet, og han fik paven til at erklære baronerne for oprørere og løse ham fra hans ed og begyndte så en krig imod dem, som han førte med et sådant held, at de så sig tvunget til at søge hjælp hos Filip August og tilbyde hans ældste søn Ludvig kronen. Han tog imod den og landede med en hær i England i maj 1216; men inden det kom til en afgørende kamp, døde Johan i Newark.