LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Biografier            Forfattere         


Johannes Ewald
Johannes Ewald (18. november 1743 - 17. marts 1781), dansk digter, født og død i København.

Faren var vajsenhuspræsten Enevold Ewald, en af pietismens bedste mænd i Danmark; Moren tilhørte samme retning, og barndomshjemmet har sikkert været stærkt pietistisk. Faren underviste først selv sine børn, senere sendte han dem bort fra hjemmet, og Ewald kom, 11 år gammel i huset hos rektoren i Slesvig, Licht; han genså ikke sin far, der døde kort efter.

Rektoren, der var en ivrig filolog, var velfornøjet med sin elev og gjorde ham i fire år til en dygtig student. Ewalds store lærenemhed skaffede ham megen fritid, som han væsentlig benyttede til morskabslæsning; han har sikkert læst franske Contes des fées - lignende historier kendte han fra tjenestefolkene -, islandske eventyrsagaer, Robinson og engelske romaner. Hans fantasi fik ved denne art læsning en udvikling, som han selv, efter den tids opdragelsesprincipper pligtskyldigst, erklærede for uheldig, men som utvivlsomt har været af største betydning for hans digtergavers udvikling. Han gik med liv og sjæl op i sin fantasiverden; når han hos faren hørte om missionærernes farer og martyrdød i fjerne egne, drømte han om at følge dem efter og blive flået levende for troens skyld; efter læsningen af Robinson løb han bort »for at strande på en øde ø«, men blev snart ført tilbage igen. Af historien interesserede kun det eventyrlige, ikke det moralske ham; han drømte om at blive en stor krigshelt, og med sine kammerater legede han »preussere og østrigere«. Et brev til hans mor, hvori han fortæller, hvorledes en engel i drømme havde vist sig for ham, givet ham valget mellem en kårde og en pen og set bistert på ham, da han af skyldig lydighed havde grebet den sidste, kan betragtes som hans første digterværk.

15 år gammel blev han student og kom i huset hos en velhavende hørkræmmer Huulegaard, der kort efter blev hans stedfar. Som »nygjort karl« fandt han, han burde skaffe sig en kæreste, men hans forskellige drengekurmagerier blev snart afløste af en alvorlig lidenskab, der skulle blive skæbnesvanger for hans hele liv; han så Arense Huulegaard, en slægtning af stedfaren, og blev ved deres første møde grebet af kærlighed til hende. At gøre sig værdig til hende og vinde hendes hånd blev nu hans mål, men - skulle han fortsætte sit teologiske studium, som han havde begyndt, kunne han ikke blive i stand til at gifte sig før om ti år. Hans romantiske indbildningskraft viste ham udvej: sammen med den ældre bror løb han hjemmefra for at gå i preussisk krigstjeneste; når han kom hjem som general, ville han kunne bejle til Arense med ære. Efter at de i Hamborg havde fortæret de medbragte penge ved at leve som adelsmænd, vendte broren hjem, men Ewald lod sig resolut hverve og blev med en skipper sendt op ad Elben for, som han ventede, at komme ind i et husarregiment. På vejen gik han i land med en flaske vin, og på en yndig høj drak han sine 10.000 millioners venners skål, idet han kastede blikket ud over den glimrende fremtid, han ventede sig. Denne pragtfulde dityrambe i prosa er højdepunktet i Ewalds selvbiografi; men denne går desværre ikke stort længere, og om de 1 1/2 år, han tilbragte i felten, har vi få og uvisse informationer. Han skal først have været infanterist i preussisk tjeneste, så deserteret til østrigerne, fra hvem han igen deserterede - endelig oktober 1760 var han atter hjemme. Men sikkert har det brogede krigerliv - »jeg havde«, siger han, »set bjerge og feltslag, og i tykke skove ensomt beliggende munkeklostre« - yderligere beriget hans fantasi og forberedt den kommende digter. At han i felten også har hentet spiren til sin senere sygdom, gigt, er ikke umuligt.

Han begyndte nu at læse flittig, tog i meget kort tid teologisk eksamen med udmærket resultat, og blev, som det synes, forlovet med Arense. Det så ud, som om han var faldet til ro og på vej til at blive en sat embedsmand og ægtemand. Men inden to år er omme, er alt dette forbi. Sommeren 1764 bliver Arense gift med en hørkræmmer Biber, og Ewald opgiver sit regelmæssige embedsstudium for blot »at slentre livet igennem«. Man har givet forskellige forklaringer af dette omslag; den rimeligste er vel, at Ewald ikke havde anlæg for det regelmæssige, men viste betænkelige tegn til at ville være digter. Men den tids opfattelse af digterens værd var en anden end 19. århundredes. At være digter, det var at være et subjekt som poeten i Åbenrå eller den forulykkede student Ambrosius stub; ja, var man først professor og baron som Holberg eller pudder- og stivelsefabrikant samt rådmand, som Tullin, da kunne man i sine ledige timer være digter. Men først »nyttig borger«. Ewald erkender selv, at hans hovedfejl var spredthed, ulyst til stadig syslen med en ting. Hvad han anså for sit livs ulykke, blev imidlertid det, der ledte ham ind på den for ham rette vej, digterbanen.

Måske endnu før Arenses brud med ham havde han skrevet Lykkens tempel, en drøm, en allegorisk fortælling i den Addison-Sneedorffske manér, som han fik optaget blandt de skrifter, der udgaves af »Selskabet for de skønne og nyttige videnskabers forfremmelse« (1764). Da samme selskab nu udsatte en præmie for en ode over en af guds egenskaber, ønskede Ewald at vinde den, men for ikke at gå i vejen for en ven, der også konkurrerede, omskrev han sin ode til et drama, Adamiaden. Han fik hverken prisen eller håb om at få arbejdet trykt, men kun en opfordring til at omarbejde det. Han erklærede da rent ud, at kunne han ikke blive den første digter i sit fædreland, ville han ikke være den anden. Ihukommende et vink fra en ven, at han manglede læsning, fattede han den beslutning i to år ikke at sætte pen til papir, men anvende al sin tid til Læsning; og han erklærer, at han holdt dette løfte. Allerede januar 1766 skrev han dog kantaten ved Frederik 5.s død, hvori den berømte klagesang: Hold tåre op at trille, der først gjorde ham bekendt som digter. Man overøste ham med bifald, siger han, og det er da vel snarest dette, der har vakt hans selvfølelse og bragt ham til den beslutning at anvende tid og kræfter til at uddanne sine digteriske evner. Han begyndte med at studere poetikken, fra Horats til Boileau, Batteux og Marmontel og gennemgik så klassikerne, de latinske og de franske, især Corneille. Disse anerkendte mønstre, der havde hersket enevældig i alle landene siden renæssancens tid, mødtes imidlertid netop nu af den store litterære hovedstrømning, der snart skulle revolutionere smagen og hæve de germanske folk og deres åndsretning til lige rang med de romanske, og Ewald kommer nu under dens påvirkning. En af retningens betydeligste teoretikere, Sønderjyden Gerstenberg, boede hos Ewalds stedfar; også dens største digter, Klopstock, opholdt sig i Danmark. Ewald studerede hans Messiade, begyndte at oversætte den og gjorde senere den store digters personlige bekendtskab. I Ewalds sind mødtes nu den klassiske og den germanske åndsretning, og det blev den sidste, der gik af med sejren.

1769 omarbejdede han den kasserede Adamiade til et stort drama, Adam og Eva eller den ulykkelige prøve; det er kun i indholdet påvirket af Klopstock, men i stil og verseform (rimede alexandrinere) holder det sig endnu til de franske mønstre; selv sproget er stærkt påvirket af fransk. Mange glædede sig over stykkets ædle, skønne alvor, selv censor roste det på titelbladet; men andre fandt dog, at det var en ulykkelig prøve. Allerede året efter står han som Klopstocks elev. Denne havde nylig skrevet sin bardiete Die Hermannsschlacht, en art drama, hvis opgave var at vække den slumrende nationalbevidsthed; han har, efter sit eget udsagn, formået Ewald til at forsøge noget lignende. Ewald valgte et stof fra Saxo og skrev Rolf Krage, et sørgespil i 5 akter med overholdelse af de tre enheder, men med bortkastelse af de rimede alexandrinere, der hidtil havde været ansete for uundværlige i tragedien; i stedet herfor anvendte han en slags lyrisk prosa, der desværre under påvirkning af Klopstock blev lovlig opstyltet og skruet, ligesom sproget fik mange germanismer; i det oprindelilg udkast var det langt nærmere Vedels smukke danske sprog. For en nutidslæser er det let nok at se stykkets fejl. En senere tids krav på lokalfarve kendtes dengang ikke; man gik til det gamle Norden for at finde ædle mennesker og interessante karakterer; Rolf er ikke en mand fra vikingetiden, men en ypperlig type på 18. århundredes følsomme og fordomsfri menneske. Misforståelser af den nordiske mytologi vrimler det af. Alt dette gør stykket usmageligt for vor tid, men dets værd ligger i den virkning, det udøvede blandt andet på Oehlenschläger, for hvem det åbnede den nordiske oldtid. Trods Klopstocks protektion ville De Skønne Videnskabers Selskab ikke optage et stykke, der i den grad stred mod alle vedtagne regler; men det udkom dog både på dansk og tysk. Klopstock vedblev at tage sig af Ewald, foreslog således Bernstorff at sende ham til Skotland og Irland for at indsamle levninger af den gamle poesi. Men det blev der intet af; idet kort efter fik Bernstorff sin afsked og forlod Danmark; han fulgtes af Klopstock. For Ewald (der besang den faldne store statsmand i digtet Philet) var dette skæbnesvangert. Klopstock havde forstået at indgyde respekt for en digters person og kald; han havde omgåedes de største mænd i staten som deres lige. Det formåede Ewald ikke; han sank efterhånden ned til at være en stakkels lejlighedspoet, med hvis borgerlige agtelse det var småt bevendt, og som jævnlig led af »en hundsvotsk trang til 4 rdlr«.

Omtrent på denne tid begyndte den gigtsygdom, han siden aldrig blev kvit, som skaffede ham uendelige lidelser og jævnlig holdt ham fængslet til sengen. Hans produktionsevne var dog netop nu rigere end nogen sinde. Han udgav en samling Adskilligt, skrev en novelle Hr. Panthakaks historie og blev snart igen ført ind på dramatisk virksomhed.

Teaterdirektør Bredal fremkaldte ved sit »Efterstykke« »Den dram. Journal« det kendte teaterslag (1772), hvor klapperne overmandede piberne. Ewald, der just var sengeliggende, fik beretning om det forefaldne, og på et bræt over sengen skrev han i løbet af 36 timer »De brutale Klappere, et forspil«; stykkets tendens fremgår af titlen. Standsuvilje (mellem studenter og officerer) havde skærpet modsætningen mellem pibere og klappere, men hertil kom national uvilje; Bredal var nordmand, og nordmændene støttede ham. Kort før teaterslaget havde Bredal udsat en pris for »den første danske originaltragedie«. Prisen blev vundet af Nordal Brun med Zarine, men Ewalds venner var harmfulde over, at Rolf Krage således blev ganske ignoreret, og nordmændene mente, at der fra Ewalds kreds blev øvet en ubillig kritik over for Zarine. Da så kort efter det norske selskab stiftedes, stillede det sig bestemt imod Ewald og hele den retning i Litteraturen, der forsøgte at bryde med de klassiske regler.

Kort efter skrev Ewald Harlekin Patriot eller den uægte patriotisme, en komisk komedie«. Den spotter det projektmageri, som bredte sig efter trykkefrihedens indførelse, og tillige den voksende uvilje mod tysk (den bekendte replik: »Tysk er en gift for landet, al vor fortræd er tysk«, er lagt i munden på en foragtelig person). Ewald havde for øvrigt selv bidraget til projektmageriet ved Philets forslag om pebersvendene (1771) angående skat på den ugifte stand og skrev nu Pebersvendene, et borgerligt skuespil i prosa, som blev opført, men ikke gjorde lykke. Disse 3 dramaer i den lettere art hører til Ewalds svagere arbejder; de er tunge, brede og mangler ganske den Holbergske festivitas; Ewalds store lyriske evne gav de ingen plads for. Derimod haves fra samme tid et par interessante begyndelser: Frode, der har tydelige allusioner til tidens forhold og rimeligvis af den grund blev henlagt, og »Helge eller den nordiske Oedip«, det samme emne, hvorover Oehlenschläger senere skulle bygge et af sine mesterværker; her bruger Ewald første gang den femfodede jambe som dramatisk versemål. På denne tid fremkom ligeledes nogle af hans skønneste lyriske digte, således Da jeg var syg, Håb og erindring, mindedigtene over Arnsbach og Md. Thoning.

Mens han således som digter mere og mere udfoldede sine rige evner, gik det mindre godt i hans private liv. Stedfaren var død, og da Ewald med sine uvisse indtægter ikke kunne ernære sig selv, var han til dels afhængig af moren. Forholdet mellem mor og søn synes at have været af en ejendommelig art; når de var adskilte, længtes de til hinanden, men når de kom sammen, var der pinlige scener, bitre opgør og lignende. Hvad det var, hun lod ham høre for, har han selv givet tilstrækkelig oplysning om i kapitlet »Vinflasken« i selvbiografien: »Fra den første tid, hvori jeg kan erindre mig selv, og hvori jeg kendte stærke og spirituøse drikke, har jeg altid været en determineret elsker af dem«. Det var, siger han, »de ny, de besynderlige, de store og ædle billeder, som vinen udklækkede i hans sjæl«, han ikke kunne undvære; »men det farlige! den ulyksalige streg! heri består hele knuden« - og den overskred han kun alt for tit. Det kunne hænde, at han drev fuld omkring på gaderne, slog med kården i brostenene for gadedrengene og råbte: »Nu grasserer poeten Evard« (han kunne ikke udtale bogstavet l). Da han i det hele var kommet i dårligt selskab, blev det besluttet, at han skulle tinge sig i kost på landet, og fra foråret 1773 fik han ophold hos den kongelige fiskemester O. Jakobsen i Rungsted Kro.

Hermed begynder et nyt og betydningsfuldt afsnit af Ewalds liv. Hans kræfter vendte tilbage i den friske luft og de rolige omgivelser. Vel blev han aldrig legemlig frisk. Gigtanfaldene vendte jævnlig tilbage, men han blev omhyggelig plejet af gode og kærlige mennesker og nød den dejlige natur i fuldt mål. Og endnu mere følte han sig åndelig forfrisket. »Her vokste min sang«, siger han. Alt i sommeren 1773 bliver det digt til, som betegner højdepunktet for Ewalds digtning, oden Rungsteds lyksaligheder. Med eet slag bryder han med den traditionelle naturbeskrivelse og giver en kraftig naturstemning som baggrund for et jubeludbrud over den lyksalighed at være digter. Det sidste vers med sit vemodige spørgsmål, om den, der har inspireret ham, også vil kunne forstå værdien af hans sang, tyder på, at en ny kærlighed er ved at opgå i digterens sjæl. Han tog derefter straks fat på udførelsen af nogle af de planer, han havde taget med ud på landet, og inden vinterens begyndelse fuldendte han »Balders død, et heroisk syngespil« i femfodede jamber, med indlagte sange. Her er altså den første gennemførte benyttelse af det versemål, der i Danmark skulle blive Alexandrinernes afløser, endnu før Lessing og Schiller havde grundlagt dets herredømme i Tyskland. De indstrøede sange forliges ikke ret med vort begreb om tragedien, nogle af dem viser dog Ewald som lyrikkens mester, således den berømte valkyriesang. Her lyder virkelig nordiske toner; det er uden tvivl Darradsangen, som ad en omvej klinger igen i dansk litteratur. Stoffet er Saxos Baldersagn, iblandet med motiver fra Edda (Skikkelsen Loke); dets egentlige emne er Ewalds yndlingsidé: Lidenskaben som den store fare for mennesket. Det ny og dristige i form og indhold forfærdede i den grad de skønne videnskabers selskab, at Luxdorph straks gav det den påtegning, at forfatteren næppe var rigtig klog; efter megen omarbejden og mange »forbedringer« blev det endelig 1775 trykt i selskabets skrift. Også i en anden retning arbejder han videre. I form af et ugeblad skriver han fortællingen De Fremmede i den humoristisk-følelsesfulde stil, der stammer fra Sterne; i en lignende, endnu mere personlig farvet stil det desværre aldrig fuldførte Johannes Ewalds levned og meninger - en af de ypperste selvskildringer, nogen litt. ejer. Det lille forspil Landsbyhøjtiden er en forløber for de Thårupske idyller. Under denne stadig rigere og mere formfuldendte produktion voksede hans selvbevidsthed og hans livslyst; han syntes, det så ud til, at han dog kunne blive til noget; han ønskede at få titel af professor og derefter gifte sig. Intet af disse ønsker fik han opfyldt; hans venner undte ham gerne det første, men des ivrigere modsatte familien sig det andet. Dette vakte Ewalds halsstarrighed, der blev vekslet bitre breve, og enden blev, at han, da husmoren i Rungsted var død, blev flyttet fra Rungsted til Søbækshuset ved Espergærde. Hvem det var, han ville gifte sig med, ved vi ikke, muligvis »Jomfruen i huset«, til hvem han havde købt kostbare foræringer. Han fastholdt længe sine giftermålsplaner, men måtte endelig give efter.

Den stærke opblussen i Rungsted fulgtes nu; af en reaktion; han følte sig ensom, forladt og forpint, der var tider, da døden var hans eneste håb. Hans Apologi står som et bittert minde om denne tid, samtidig med, at den viser, at digterilden langtfra var udslukt. Fra de to år i Søbækshus stammer nogle af hans betydeligste lyriske digte: Bryllupssangen til professor Brünniche, Oderne Til Sjælen og Til min Moltke. Et forslag fra Familien om at få ham anbragt i en stiftelse bragte ham til at flamme op i harmfuld selvfølelse, og samtidig begyndte det at lysne fra en anden side.

I København havde hans digtning efterhånden vundet større forståelse blandt de unge; det »Danske Litteraturselskab« optog ham som æresmedlem, og da han 1777 efter 5 1/2 års fraværelse kom tilbage til byen, fandt han sig snart omgivet, af en kreds af beundrere. Et selskab af dygtige skuespillere opførte hans »Balder« ved en privat forestilling (februar 1778), og ganske uventet viste den kongelige familie sig blandt tilskuerne. Forestillingen vakte almindelig henrykkelse, enkedronningen Juliane Marie udtalte straks ønsket om, at stykket måtte blive opført på det kgl. Teater. Det skete, og ved denne Lejlighed blev Ewald genstand for en hyldest, som ingen dansk digter, mindst han selv, tidligere havde nydt; Teatret genlød af leveråb for Danmarks største skjald. Alt dette oplivede Ewald i høj grad; tilmed bedredes hans kår, og han fik af sin værtinde den kærlige pleje, han ikke kunne undvære. Således fik han kraft til at fuldføre sit betydeligste digterværk.

Sammen med 18. århundredes arbejde for at oplyse folket gik der som bekendt en bevægelse hen imod at lære af folket, at finde det af kulturen ufordærvede (Rousseau), den friskere, oprindeligere og nationalitetsfarvede poesi (Percy, Herder). Begge retninger har Ewalds varmeste interesse, og da han nu ser, at han har et virkeligt publikum, sætter han sig for at skrive et drama, der på een gang skal skildre det jævne folk fra dets ædleste side og tillige opflamme det yderligere til ædel dåd - således opfyldte digteren bedst sin mission at være »nyttig«. Det blev syngestykket Fiskerne, bygget over en fortælling fra O. Mallings Store og gode handlinger og i det hele stærkt påvirket af denne bogs ånd. Trods sine dramatiske svagheder hører dette stykke dog til perlerne i Ewalds digtning, gennemstrømmet som det er af den rigeste lyrik, hvis emne, varieret i alle tonearter, er: Havet; for første gang i århundreder lyder dets brusen i dansk poesi. Den traditionelle regel, at det højere drama kun må beskæftige sig med konger og stormænd, bryder han med og gør jævne fiskere og tjenestefolk til helte; i Liden Gunvers vise har vi på een gang folkevisens emne og dens friere form, og Kong Christian blev den første danske nationalsang.

Ewalds legemlige kraft var imidlertid væsentlig udtømt. Af den smule, han skrev efter Fiskerne, er hans afhandling om almuens oplysning ved digterisk påvirkning og nogle brudstykker af en tragedie Hamleth de interessanteste.

En stor del af Ewalds produktion hører vel ikke længere til den læste litteratur, men hans betydning i dansk litteraturhistorie er overordentlig. Ved sin indvirkning på de unge, og ikke mindst ved sit brud med det traditionelle i forskellige retninger, bereder han vejen for det store gennembrud i 19. århundredes litteratur. Oehlenschläger blev aldrig træt af at gentage, hvor meget han skylder Ewald.