LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Biografier            Romerske kejsere         


Julius Cæsar

Gajus Julius Cæsar (cirka 100 f.Kr. - 15. marts 44 f.Kr.) var en romersk militær leder og diktator.

Hans erobring af Gallien i Frankrig udbredte det romerske imperium helt til Atlanterhavskysten, en bedrift hvis konsekvenser er tydelige helt op til i dag. Cæsars militære bedrifter er i dag kendte blandt andet på baggrund af hans egne optegnelser. Hans grundlæggelse af en regering under det første triumvirat endte den romerske republik. Han blev senere diktator på livstid og udarbejdede mange reformer, både socialt og politisk. Reformarbejdet blev brat stoppet da han blev myrdet. Mange af hans reformer blev senere ført ud i livet af kejser Augustus.

Julius Cæsar blev født ind i en kendt og meget gammel aristokratisk familie i Rom, der ifølge overleveringen kunne spores helt tilbage til forfaderen Julius, søn af den trojanske prins Aeneas, der ifølge myten var søn af Venus. I 45 f. kr. byggede Julius Cæsar et tempel for Venus Genetrix i Rom, for at understrege hans egen mytiske forbindelse til guden.

Cæsars familie var dog ikke rig i forhold til Roms adelige, og ingen i familien havde i mands minde udrettet større ting. Cæsar giftede sig i 84 f.Kr. med Cornelia, datter af Lucius Cornelius Cinna. Det var et politisk ægteskab, der senere førte til mange problemer da diktator Sulla beordrede ham til at lade sig skille i 82 f.Kr. Cæsar nægtede og forlod klogt Rom, for at tjene militæret i Asien og i Cilicia, på sydøstkysten af nutidens Tyrkiet. Først i 78 f.Kr. vendte han tilbage, da Sulla døde og begyndte da sin politiske karriere som anklager.

Cæsar rejste til Rhodos for at studere filosofi og blev på vejen dertil kidnappet af pirater. I fangenskabet overbeviste han sine fangevogtere om at forhøje hans løsepenge, hvilket forhøjede hans prestige i Rom. Da han blev frigivet organiserede han en flåde, fangede piraterne og korsfæstede dem.

Efter at have opnået positionen quaestor i Spanien i 69 f.Kr. blev Cæsar valgt til curule aedile i 65 f.Kr., til pontifex maximus i 63 f.Kr. og til praetor i 62 f.Kr. Hvis han havde en finger med i spillet i Catilinesammensværgelsen efterlod det ingen varig skade på hans karriere.

Da Cæsars kone Cornelia døde i 68 f.Kr. giftede han sig med Pompeia, Sullas barnebarn, men måtte lade sig skille i 62 f.Kr. på grund af en skandale. I 61 f.Kr. arbejdede Cæsar som guvenør i provinsen Hispania Ulterior og i 60 f.Kr. blev han valgt til konsul.

I 59 f.Kr. indgik Cæsar en alliance med to andre ledende politikere: Marcus Licinius Crassus og Gnaeus Pompeius Magnus. Crassus var den rigeste mand i Rom, Pompeius var den mest succesrige general som Cæsar tidligere havde tjent under. Cæsar bidrog i alliancen med sin politiske popularitet og sit drive. Pompeius giftede sig med Cæsars datter Julia Caesaris. Denne første uofficielle alliance er senere blevet kaldt »Det første triumvirat«. Triumviratet signalerede som tidligere nævnt enden på den romerske republik.

I 59 f.Kr. var Cæsar guvernør over Gallien og Spanien. Som prokonsul i Gallien fra 58 f. kr. til 49 f.Kr. førte han krig mod forskellige folk. Han besejrede Helvetii i 58 f.Kr., det belgiske forbund og Nervii i 57 f.Kr. og Veneti i 56 f.Kr. I 55 f.Kr. forsøgte han at invadere England. I 52 f.Kr. besejrede han en union af gallere. Alle disse fremstød blev nedskrevet.

Crassus blev dræbt i 53 f.Kr. i kamp med partherne, og derefter udbrød en tvist mellem Cæsar og Pompeius. I 50 f.Kr. blev Cæsar af senatet beordret til at opløse sin hær. Men Cæsar nægtede, og borgerkrig brød ud. En sandsiger kaldet Alex Spampano advarede Cæsar, han skulle passe på Rubicon. Cæsar krydsede Rubicon den 10. januar 49 f.Kr. med ordene »terningerne er kastet« og forfulgte derefter Pompeius til Brundisium, i håbet om at lappe sammen på deres ti år gamle aftale. Men Pompeius undgik ham, og Cæsar udførte en utrolig 27-dages march til Spanien, for at udradere Pompeius' folk der. Derefter vendte Cæsar tilbage østpå, for at udfordre Pompeius i Grækenland. Den 10. juli 48 f.Kr. undgik Cæsar med nød og næppe et katastrofalt nederlag til Pompeius i slaget ved Dyrrhachium. Men ved Pharsalus i Grækenland lykkedes det Cæsar at slå Pompeius. Cæsar blev konsul i 4 år, mens Pompeius flygtede til Ægypten, hvor han blev myrdet af en officer under Ptolemaios XIII af Ægypten. Men Cæsar var ikke tilfreds. Han tog til Ægypten, hvor han støttede Kleopatra, der blev hans kone under ægyptisk lov (ikke under romersk lov). Her fortsatte Cæsar med at bekæmpe Pompeius' støtter ved Tapsus i 46 f.Kr. og ved Munda i 45 f.Kr.

I 46 f.Kr. blev Cæsar i en ti-års-periode diktator. Året efter blev han erklæret diktator og konsul på livstid og blev kaldt Pater Patriae (Landsfader). Han tog også titlen Imperator. Måneden juli blev opkaldt efter ham og bærer hans navn den dag i dag. Statuer af ham blev opstillet på linje med de oldgamle konger, og han havde en gylden trone i senatet og på tribunatet.

Cæsars arrogance og amibition gjorde ham upopulær, og hans ligemænd stolede ikke på ham. Han blev myrdet i marts i 44 f.Kr. i Pompeiusteatret (hvor senatet mødtes efter at senatshuset var brændt ned). Han blev stukket ned af en gruppe af sammensvorne, der forsøgte at bevare republikken i modsætning til Cæsars monarki. Imellem de sammensvorne var også Cæsars adopterede søn Marcus Junius Brutus. Cæsar faldt for fødderne af en statue af Pompeius og hans berømte sidste ord var: »Også du, min søn?«. Ifølge overleveringen havde Cæsars kone Calpurnia, som han giftede sig med i 59 f.Kr., advaret ham aftenen før, men Cæsar havde svaret »Der er intet at frygte, ud over frygten selv«

Efter Cæsars død udbrød en magtkrig mellem hans adopterede søn Octavianus, øverstkommanderende Markus Antonius og Cæsars mordere Brutus og Cassius. Octavianus vandt og blev den første romerske kejser under navnet Augustus Cæsar.

Navnet Cæsar er bevaret på mange sprog som synonym for en leder. Den tyske titel Kaiser og den russiske titel czar kommer begge fra ordet Cæsar. På rosettastenen findes en ægyptisk cartouche, der er blevet oversat til k-e-s-r-s, og som skulle være i familie med det latinske ord. Man mener det latinske ord Cæsar er afledt af et persisk ord.