Karl 1.

LexOpen - Dit online leksikon

Forside Biografier England Englands kongerække

Karl 1.

Karl 1.
Faktaboks

Engelsk, skotsk og irsk konge	27. marts 1625 - 30. januar 1649
Efterfulgte	Jakob 1.
Blev efterfulgt af:	Oliver Cromwell
Fødselsdato:	19. november 1600
Fødselssted:	Dunfermline, Scotland
Dødsdato:	30. januar 1649
Dødssted:	Whitehall, England
Begravet:	Windsor, England
Gift med:	Henrietta Maria of France
Børn:	Karl 2. Mary James 2. James 7. Prinsesse Elisabeth Prinsesse Anne Prins Henry Henrietta

Karl 1. (19. november 1600 - 30. januar 1649), konge af Storbritannien og Irland (1625-49), født i Skotland, henrettet 1649, 2. søn af Jakob 1. og Anna af Danmark, var ved sin ældre bror Henriks død 1612 blevet tronarving og modtoges ved sin regeringstiltrædelse med levende forhåbninger af hele det engelske folk. Hans optræden mod farens spanske politik i dennes sidste år havde gjort ham populær; men man var misfornøjet med, at han lod sig lede af Buckingham, der indtil sin død (1628.) blev hans vigtigste rådgiver og som sådan den egentlige leder af Englands politik.

Karl havde fået en god opdragelse og var ren af sæder; hans uddannelse var særlig gået i teologisk retning, men han havde også kendskab til naturvidenskaberne og interesse for kunst og musik. I udenrigspolitikken havde han tidlig taget del og var inde i alle forhold vedrørende den indre politik. Her delte han farens syn og holdt på det bestemteste på kongedømmets rettigheder, som han ville udøve uden folkets indblanding. Han var meget samvittighedsfuld og ønskede intet hellere end sit folks vel. Men uheldigvis blev han konge på en tid, da der var en stærk stræben oppe hos det engelske folk efter forøget indflydelse på regeringens førelse, og tillige delte han ikke dets syn på Englands hovedopgave som kamp imod katolicismen. Herved kom han i modsætning til sit folk, og hele hans regering blev en kamp om forfatningen. At striden blev uforsonlig, og at han bukkede under i den, skyldtes hans mangel på evne til at bedømme, hvad det var, det virkelig gjaldt, og de midler, der stod til hans rådighed, samt hans upålidelighed, som blev så stor, at til sidst ingen stolede på ham mere, og at alle anså ham for en stadig fare for lovlig orden i landet.

Allerede med sit første parlament kom han i strid, da det ikke ville bevilge ham penge til fortsættelse af krigen med Spanien, uden at han gennemførte straffelovene mod katolikkerne og tog rådgivere, som havde dets tillid. Her viste de skadelige følger af hans falskhed sig, idet han ved sit giftermål med den franske prinsesse Henrietta Maria var gået ind på at gøre de engelske katolikker indrømmelser, skønt både han og Jakob havde lovet parlamentet, at sådant ikke skulle ske. For øvrigt kom striden, til at stå om toldafgifterne (tonnage and poundage), som plejede at bevilges kongerne for livstid, men som parlamentet i mistillid til kongens rådgivere kun ville bevilge for eet år. Karl, der heri så et angreb på Buckingham, opløste parlamentet, inden loven havde været for Overhuset. Alligevel opkrævede han toldafgifterne. Det næste parlament hævdede ligeledes skattebevillingsretten; men da det formelig anklagede Buckingham, blev de afløst. Imidlertid skaffede kongen sig penge ved tvungne lån og indviklede sig i en uheldig krig med Frankrig. På grund af denne måtte han sammenkalde et tredje parlament (1628), som også var villigt til at bevilge penge til krigen, men fremkom med en petition of right (Bøn om ret), hvorved det blandt andet fastsattes, at skatter ikke måtte pålægges og lån ikke optages uden parlamentets samtykke, og ingen fængsles uden under lovlige former. Dette gik Karl ind på; parlamentet foreslog nu igen at bevilge toldafgifterne for eet år; men da han ikke ville modtage dette tilbud, erklærede det hans opkrævning af disse for ulovlig og angreb Buckingham, hvorpå han hjemsendte det. Samme år blev Buckingham myrdet af en ivrig puritaner. Næste år (1629) mødte parlamentet igen; men nu var der til det øvrige også kommet strid om de religiøse forhold, og enden blev, at Parlamentet opløstes, efter at det under tumultuariske optrin havde vedtaget, at enhver, som indførte forandringer i religionen, rådede til opkrævning af toldafgifterne uden parlamentets bevilling eller frivillig betalte disse afgifter, var en fjende af staten. I de næste 11 år (1629-40) regerede Karl uden parlament. For at kunne gøre dette måtte han spare, hvorfor han sluttede fred med Frankrig 1629 og med Spanien 1630; men uagtet England opgav at spille nogen rolle i Europas almindelige politik, kunne statsindtægterne alligevel ikke slå til, og Karl måtte se sig om efter nye indkomster. Han fremtvang betalingen af toldafgifterne, genoplivede forældede rettigheder, idet han idømte dem bøder, som havde undladt at indfinde sig ved hans kroning for at modtage ridderslaget, inddrog opdyrkede skovmarker, som engang havde tilhørt staten, bortgav monopoler og omsatte, hvor det var muligt, straffe for forseelser til høje bøder. Hvor de sædvanlige dommeres bistand ikke kunne påregnes, benyttede han stjernekammeret, en dømmende afdeling af statsrådet, der gik frem med stor ubillighed. Da de penge, der herved indkom, ikke slog til, fandt han en ny indtægt i skibsafgiften (shipmoney). Der var nemlig en gammel lov, som befalede søstæderne at stille skibe til landets forsvar under truende forhold, og denne benyttede Karl sig af, men forlangte skibene så store, at kun London kunne stille dem, mens de øvrige byer måtte gå ind på at betale penge i steden for. Denne pengeafgift udstrakte han til alle dele af landet og hævede den år efter år, skønt der ingen krigsfare var. En kæk mand, John Hampden, nægtede at betale den, indtil sagen var påkendt af domstolene. Rigtignok blev han dømt, men hans sag vakte en sådan opmærksomhed i hele landet, at hans domfældelse snarere blev et nederlag end en sejr for kongen.

Jævnsides med den verdslige undertrykkelse gik også en kirkelig, som hvis leder ærkebiskop Laud stod. Karl og han ville strengt gennemføre højkirken overalt, og enhver, som vovede at angribe denne, blev hårdt straffet, hvorved man anvendte en særlig, næppe lovlig, gejstlig domstol, den såkaldte høje kommission. Især gik man skarpt frem over for puritanerne, mens der vistes katolikkerne større skånsel, og dette vakte en ulmende forbitrelse overalt, som ved den mindste anledning kunne bryde ud i lys lue. Denne kom fra Skotland, hvor Karl efter Lauds råd havde indført den anglikanske kirkeforfatning og nu (1637) også ville indføre dennes liturgi. Herimod rejste skotterne sig som een mand og trådte sammen i et Covenant til forsvar for religionen 1638. Hellere end at give efter besluttede Karl at føre krig mod skotterne; men hans hær var ikke deres voksen, og han måtte gå ind på en overenskomst for at vinde tid. Imidlertid sammenkaldte han parlamentet 13. april 1640; men det ville ingen penge bevilge til krig mod skotterne, før dets problemer var afhjulpet, og Karl opløste det derfor allerede 5. maj samme år. Derpå genoptog han krigen mod skotterne med ulovlige penge, men havde ikke held med sig, hvorfor han så sig nødt til atter at indkalde parlamentet, som mødte 3. november 1640. Det satte sig straks i opposition til kongen og angreb hans rådgivere, Strafford og Laud, der begge blev fængslede. Karl, der nu var overladt til sig selv, gav efter for parlamentets fordringer, opgav sine forandringer i kirken og gik ind på, at parlamentet skulle mødes hvert 3. år, selv om det ikke blev indkaldt, ja indvilgede i, at det ikke skulle kunne opløses uden eget samtykke. For at stemme sindene gunstige i sagen mod Strafford optog han folk af frisindet farve i statsrådet; men det hjalp ikke; denne blev ved en bill of attainder dømt til døden og henrettet 12. maj 1641. Samtidig måtte Karl gå ind på at ophæve Stjernekammeret og den høje kommission og ikke opkræve skatter uden parlamentets bevilling. Kort efter begav han sig til Skotland for at få skotterne til at låne ham en hær mod det engelske parlament; men det mislykkedes fuldstændig. På samme tid skete der i øvrigt et omslag i parlamentet, og der var ved at danne sig et konservativt parti på de religiøse spørgsmål. Havde Karl åbent og ærligt støttet dette, havde revolutionen næppe strakt sig videre; men han gjorde intet. Tværtimod gav han revolutionen ny vind i sejlene, idet han ved sin tilbagekomst fra Skotland i tillid til den ny bevægelse i parlamentet lod 5 af oppositionens førere i Underhuset anklage for Overhuset som højforrædere og selv indfandt sig med væbnede mænd i parlamentet for at gribe dem; men de havde anet uråd og var flygtede til city, hvor der opstod en sådan gæring, at Karl anså det for rådeligst at forlade London 10. januar 1642, og borgerkrigen udbrød. Til kongen sluttede sig en stor del af adelen, højkirkens medlemmer og de, der i angrebet på kongedømmet så en fare for samfundet. Parlamentet havde sin hovedstyrke i byerne og blandt puritanerne, af hvilke især Independenterne var ivrige for frihedens sag. I begyndelsen var Karl heldig, og et par gange stod vejen til London ham åben; men da den skotske hær sluttede sig til den engelske, og da parlamentshæren var blevet omdannet under Cromwell og Fairfax, var det forbi med hans fremgang.

Ved Marston Moor led hans hær sit første nederlag 2. juli 1644, og næste år afgjorde parlamentshærens sejr ved Naseby (14. juni) striden. Karl flygtede til skotterne, men disse udleverede ham 1647 til parlamentet. Dette anså sig nu for herre i landet og ville opløse hæren; denne adlød dog ikke, men bemægtigede sig kongen og rykkede ind i London. Efter forgæves forhandlinger både med hæren og parlamentet, der hver for sig søgte at vinde Karl, flygtede denne til øen Wight, hvor han dog snart behandledes som fange. Herfra satte han sig i forbindelse med skotterne, som angreb England, hvor mange greb til våben mod hærens despoti, og en ny borgerkrig begyndte. Men Cromwell overvandt al modstand, og nu var det forbi med tålmodigheden over for Karl. Hæren rensede parlamentet for de medlemmer, som ikke ville, bøje sig for dens vilje, og de tilbageværende rejste anklage mod Karl for højforræderi. Den af dem nedsatte domstol dømte ham til døden.