LexOpen   - Dit online leksikon

  Forside           Biografier            Frankrig            Frankrigs kongerække         


Karl 1. den Store
Karl 1. den Store (rimeligvis født 2. april 742, måske dog først 747 eller 748 - 28. januar 814), fransk konge og romersk kejser.

Han var ældste søn af Pipin den Lille og Bertrade, datter af Grev Charibert af Laon. Sammen med sin bror Karloman salvedes også han 28. juli 754, da Pipin fik kongekronen, og kort før sin død, september 768, delte Pipin landet mellem dem. Akvitaniens befolkning rejste sig imidlertid straks efter Pipins død til opstand under den tapre Hunald, og først efter hårde kampe betvang Karl dem. Karloman støttede ham ikke meget i denne kamp, og i det hele var forholdet mellem dem dårligt. 771 døde imidlertid Karloman, og skønt han efterlod sig sønner, valgte austrasierne i steden for dem Karl til deres konge. Karlomans enke flygtede med sine børn til den lombardiske konge, der var Karl fjendsk, fordi denne, der 770 havde ægtet hans datter Desiderata, kort efter havde forskudt hende; hos ham havde også akvitanernes fører Hunald søgt tilflugt efter sit nederlag. Da hertil så endelig kom, at paven bad Karl om hjælp mod longobarderne, foretog han 773 et stort togt til Italien. Lombardiet erobredes, Pavia overgav sig, og Karl den Store tog navn af longobardernes konge 774. Også til Rom kom frankerne, men i Syditalien vedblev longobardiske fyrster, navnlig fyrsten af Benevent, at herske, og Karl fik siden store stridigheder med dem, som bevirkede, at han måtte foretage flere togter dertil; han beholdt dog stadig overhånd. Allerede før havde Karl begyndt den erobringspolitik, som kendetegner hans regering. 772 foregik nemlig det første felttog til saksernes land, egnene omkring Weser og Elben. Det var mod en hedensk germansk stamme, kampen her førtes, og formålet var foruden at forøge riget at udbrede kristendommen. Frankerne sejrede og ødelagde saksernes hellige Irmensøjle, men mens Karl var i Italien, begyndte kampen igen. Atter sejrede dog frankerne, og 777 syntes Karls herredømme så fast, at han kunne holde et rigsmøde i Paderborn. Saksernes høvding Vidukind var da flygtet til den danske konge Sigfred, men siden kom han tilbage, og skønt Karl stadig straffede oprørerne med den største grusomhed, rejste befolkningen sig gang efter gang, afgørende blev imidlertid de store sejre ved Detmold og Hase 783, hvorefter Vidukind bøjede sig. Helt rolige blev forholdene dog ikke; lige til 804 blussede kampen op atter og atter, og Karl måtte gribe til det middel at lade store mængder af sakserne flytte til sydligere egne, mens de i deres hjemland erstattedes med slaviske obotritter. Samtidig tvang man dem i massevis til at lade sig døbe, og flere bispesæder oprettedes i disse egne. Det lykkedes ad denne vej at drage Sachsen ind i det frankiske riges udvikling. Også hinsides Elben kæmpede Karl først med wiltzerne 789 og siden med danskerne, der nu så sig truede ved hans fremtrængen. Før denne kamp ret var kommet til udbrud, hindredes den dog ved den danske konges død, og der sluttedes 811 en overenskomst, hvorved Eideren erklæredes for grænsen. I egnene hinsides Elben gennemførtes dog ikke den almindelig ordning af riget, og det frankiske herredømme var her i det hele løst.

Også mod de østlige grænsefolk længere sydpå kom Karl til at kæmpe. Hertug Tassilo af Bayern, der var i slægt med den afsatte lombardiske konge, fik 786 dannet et forbund til fælles angreb, bestående desuden af avarerne, det byzantinske kejserdømme og hertugen af Benevent. Karl slog imidlertid først Tassilo og afsatte ham 788 og kæmpede så i den følgende tid heldig med avarerne, indtil deres kamplyst 796 var brudt. Deres såkaldte »hovedring«, en lejr i Ungarn, var da taget, og et ualmindeligt rigt bytte skal der være faldet i hænderne på frankerne. Allerede længe før havde Karl begyndt kampen med araberne med et stort togt 777. På tilbagevejen fra dette var det, at Roland faldt i kampen med bjergfolkene, der angreb frankerne på deres vandring gennem Pyrenæerne. Siden fortsattes kampen i Spanien, oftest under anførsel af Karls sønner. 795 oprettedes »Den spanske Mark«, 799 fordreves saracenerne fra Sardinien, Korsika og Balearerne, 801 faldt Barcelona, og efterhånden blev man da nogenlunde herre over landene nord for Ebro. Først 810 sluttedes kampene her.

Karl havde ved disse erobringer skabt sig et rige, der i omfang nærmede sig til det gamle vestromerske. Det ydre udtryk for denne magtstilling blev hans kroning som romersk kejser år 800. På et af sine togter mod Syditaliens longobarder var Karl kommet til Rom, hvor pave Leo 3. ved denne tid var genstand for stærke beskyldninger og voldsomme angreb; han søgte mod disse Karls beskyttelse, og efter at han ved en renselsesed havde fralagt sig beskyldningerne, blev han af kong Karl genindsat i sin pavelige stilling. Juledag besøgte Karl gudstjenesten i Peterskirken, og her skete det, som tidens årbøger fortæller, at da han rejste sig fra en bøn ved helgengraven, satte pave Leo en krone på hans hoved under hele romerfolkets tilråb: Hil Karl, Augustus, den af gud kronede, store, fredbringende romerkejser«. Det er sandsynligt, at Karl var utilfreds med denne form for kroningen, der antydede en underordning under paven, som kun i meget lille omfang passede med de virkelige forhold. Af samtiden opfattedes det ikke som en oprettelse af et nyt vestromersk kejserdømme, men som en overførelse af selve den gamle romerske kejserværdighed fra fyrsterne i Byzans til de frankiske fyrster. Forholdene i Byzans lagde denne tanke nær, idet siden 797 blev kejserkronen båret der af en kvinde, kejserinde Irene. Denne var dog ikke villig til at finde sig heri og da Karl søgte at få sin ny titel anerkendt af byzantinerne, medførte det en del rivninger. Det kom foreløbig til forhandlinger, under hvilke den tanke synes at have været fremme at løse vanskelighederne ved et ægteskab mellem Karl og Irene. Det skete dog ikke, og 802 døde Irene. I de følgende år kæmpedes der så småt med vekslende held, men Karl fik dog til sidst overhånd og besatte Venedig og Dalmatien. Mod at få disse tilbage gik den byzantinske kejser 810 ind på at anerkende Karl som »Occidentens kejser«; sagen var da endt med et kompromis, de to kejsere anerkendte hinanden hver for sit område.

Med herskeren over datidens tredje stormagt, kalifen i Bagdad, stod Karl trods krigen mod dennes trosfæller i Spanien i venskabelig forbindelse. Allerede 797 besøgte et frankisk gesandtskab Harun al Raschid; 790 bad Palæstinas kristne Karl om beskyttelse, og han knyttede i den anledning forhandlinger med Harun, hvorved han synes at have fået en slags beskytter stilling for det hellige lands kristne; franskmændene plejer at betragte det som oprindelsen til det protektorat for Orientens kristne, som Frankrig siden oftere har hævdet. 801 og 807 var gesandtskaber fra Kalifen i Europa; de medbragte første gang som foræring en elefant, anden gang et vandur, og begge dele beundredes i højeste grad af frankerne.

Mens Karl således førte en heldig og storstilet udenrigspolitik, var hans indre politik også meget kraftig. Embedsorganisationen fra merovingernes første tid genoplivedes og fik ny kraft. Landet vedblev som før at styres gennem »grever«, hver med sit distrikt, men disse, der i den sidste tid havde været næsten uafhængige, blev nu atter afsættelige og dermed lydige embedsmænd under kongen; denne grevskabsinddeling gennemførtes også i de erobrede lande. Ved grænserne oprettedes større grevskaber, de såkaldte markgrevskaber, hvis grever det pålå at sørge for grænsernes forsvar. For at øve en virkelig kontrol med disse embedsmænd, spredte rundt i det store rige, optog Karl en ordning fra den romerske tid, af hvilken der endnu i den første merovingiske periode var rester; det var udsendelsen af de såkaldte missi dominici, der rejste rundt hver i sin gruppe af grevskaber og påså, at greverne overholdt de kongelige befalinger og styrede tilfredsstillende. Ved selve hoffet fandtes en vel udviklet stab af regeringsembedsmænd, der dannede kongens kancelli; de fulgte ham overalt på hans rejser, og gennem dem bragtes hans befalinger til udførelse. Karl var ikke enevældig; ved siden af ham stod både folkeforsamlingen, hvortil alle fri franker havde adgang, og snævrere stormandsforsamlinger. Forår og efterår samledes frankerne til folkemøde, men dette blev dog mere og mere et blot og bart hærskue, hvor den store mængde ingen indflydelse øvede. De virkelige forhandlinger fandt sted mellem Karl og de stormandsforsamlinger, som forbandtes med disse møder, men selv disse var i Karls tid uden megen betydning. Der var i denne periode en vis ligevægt mellem kongemagten, folket og stormændene, som fremkaldte en fredelig samvirken, der førte til de store resultater. I selve Karls tid var kongemagten bæreren af udviklingen, men det er øjensynligt, at der er begyndt en forskydning af forholdet mellem det menige folk og stormændene, som ret hurtigt kunne give de sidste overtaget. Befolkningens store mængde gik nu op i fredeligt arbejde; de offentlige Interesser svandt hos den, og bønderne følte både pligten til at møde på tinge som dommere og ledingspligten som en tung byrde. Karl imødekom denne stemning ved at fastsætte, at der skulle vælges særlige sandemænd (scabini), i hvert herred til at beklæde dommerstillingen, og at ledingspligten skulle indskrænkes, således at der kun stilledes en mand af en ejendom af en vis størrelse. Alligevel virkede de stadige kampe i fremmed land højst skadelig for bondestanden. Denne bøndernes tilbagetræden på disse to vigtige områder måtte naturlig føre til et magttab for dem, og indflydelsen gik da i steden for over til stormændene, der mødte til hest i krigen og dannede det rytteri, der nu fik en stigende betydning. Følgen heraf var, at Karl søgte at knytte dem til sig ved store uddelinger af det rige karolingiske familiegods, der ellers dannede et solidt grundlag for hans magt, og hvis drift han med stor iver tog sig af. Der begyndte her en udvikling, som blev en forberedelse til den følgende tids lensvæsen.

Der foregik i Karls tid en mærkelig opblomstring af åndslivet, i hvilken hans store interesse derfor ikke var uden del. Ved hans hof, der i den senere tid regelmæssig holdtes i Aachen, samledes en anselig kreds af betydelige mænd. Der oprettedes en hofskole under ledelse af englænderen Ælkvin (Alkuin), der drev brevskrivningen som en kunst og fortolkede Biblen; her samledes desuden frankeren Angilbert og Hibernicus exsul, hvis navn ikke kendes, der begge skrev episke digte efter romersk mønster, longobarderen Paulus Diaconus, der skrev sit folks historie, hvori han genfortalte alle dets gamle sagn, og endelig frankeren Einhard, der skrev Karls historie, men ganske vist alt for nøje fulgte sit forbillede, Svetons Augustusbiografi. Måske er han også forfatter af de rigsårbøger, der findes fra denne tid. Sammen med disse mænd samledes Karl i »Akademiet«, hvor man satte sig ud over alle hensyn til den forskellige stilling. Deltagerne tog her andre navne, der med en besynderlig blanding hentedes dels fra den klassiske oldtid, dels fra jødernes historie. Karl kaldte sig således David, Angilbert Homer og så videre. Man søgte her at skaffe sig kundskaber i tilknytning til de gamle romere; grammatik og retorik hørte således til de fag, hvormed man beskæftigede sig. Den litteratur, her skabtes, var i alt væsentlig en efterligning af den gamle romerske; det er den første, ganske vist meget ufuldkomne renæssancebevægelse. Det samme gælder bygningskunsten, hvor der også var et .vist opsving på den gamle romerske kunsts grund. Den hele Bbvægelse gik dog ikke dybt, og dens forbindelse med samtidens forhold var ret ringe, hvorfor den også døde hen med Karl. Helt manglede alligevel forbindelsen med folket ikke. Karl var meget ivrig for at skabe skoler rundt om ved klostrene og udstedte endog 802 et påbud om, at alle skulle lade deres børn få undervisning, men i virkeligheden gjordes der end ikke tilløb dertil. Desuden var han ikke uden interesse for den folkelige tyske udvikling. Selv var han opdraget til at tale tysk, og selv om han siden lærte latin, bevarede han dog en vis kærlighed til sit modersmål; ligesom han oftest bar tysk dragt, var tysk hans almindelige sprog; præsterne prædikede da også på dette sprog, og Karl skal have ladet gamle hedenske folkesange samle og opskrive. Men det forslog dog alt sammen ikke til at skabe en virkelig forbindelse mellem hans klassisk dannede hof og den gamle germanske udvikling.

Karl var ivrig religiøs og arbejdede med største Iver for kristendommens udbredelse ved overbevisning eller ved tvang, som lejligheden bød det, men dette medførte ikke nogen tilbøjelighed til at bøje sig for gejstligheden. Da pave Hadrian søgte at gøre den opfattelse gældende, at kejser Konstantin i sin tid havde skænket paven det meste af Italien, fandt han ingen som helst opmærksomhed herfor hos Karl, og snart efter gik denne mod paven i et rent kirkeligt spørgsmål. Det var i striden mellem ikonodulerne og ikonoklasterne, billeddyrkerne og deres modstandere. En kirkelig synode i Nikæa 787 havde hævdet, at de hellige billeder skulle dyrkes med knæfald, og paven sluttede sig hertil; det tiltalte imidlertid ikke Karl og hans venner, og der udgik snart fra hans hof et skarpt stridsskrift herimod, libri Carolini; en frankisk synode fordømte 794 udtrykkelig Nikæakonciliets beslutning og vedtog, at man vel måtte have billeder i kirken, men ikke tilbede dem. Siden ser vi Karl ved Leo 3.s genindsættelse optræde ganske som pavens overherre, og når dette forhold synes vendt om ved selve kroningen, tiltalte det ham næppe; senere 813, lod han sin søn krone sig selv.

Karl var 5 gange gift og havde med disse hustruer og 5 elskerinder i alt 18 børn, hvis navne kendes. Hans første hustru var en frankisk pige af fornem slægt, Himiltrud, den anden lombarderkongens datter, Desiderata, som han forskød allerede 771 efter at have ægtet hende 770. Dernæst ægtede han Hildegard, der tilhørte den alamanniske fyrsteæt; dette ægteskab varede fra 771 til 783, og hun fødte ham 3 sønner Karl, Pipin og Ludvig samt 3 døtre, foruden 3, der døde som små børn. Dernæst var han 783-94 gift med Fastrade, 794-800 med Luitgarde. 806 delte han riget mellem de 3 nævnte sønner, men Pipin døde 810, Karl 811. Ludvig kronedes da 813 i Aachen som hans efterfølger, og året efter døde så Karl. Hans historie fik for eftertiden en vidtrækkende betydning, ikke blot ved hans virksomheds direkte følger, men også ved det store tal af sagn, der dannede sig om ham (se Karl-Magnus-sagnene), og som blev et af de vigtigste led i middelalderens litteratur.